Annoncer
Frode Rasmussens barndomserindringer

 

Lidt om hvad jeg husker fra min barndom

Jeg vil begynde ude på Østergård. Det var forpagter Nielsen, der havde forpagtningen. Gården blev drevet med både grise og køer. Der var ansat fodermester, røgter, karle og daglejere. Så vidt jeg husker, var medhjælpen i husholdningen hans egne døtre. Jeg husker ikke, hvor meget Nielsen kom i butikken, men jeg husker, når han kom med et kalveskind, sagde han altid, at her var lige et fedeskind, selv om vi godt vidste, at det var et almindeligt kalveskind. (fedeskind er fra en større kalv)

En dag, jeg var gået der ud, stod de lige og skulle et ærinde til Tranehuse station med jumpekøretøj. De spurgte mig, om jeg ville med, og det ville jeg jo gerne. I dag forstår jeg ikke, at jeg kom med, for de vidste jo ikke hjemme, hvor jeg var.

Det var jo som på andre store gårde, at røgtere og fodermestre skiftede tit og flyttede til en anden gård. Daglejerne var mere blivende arbejdskraft. Nielsen omkom desværre ved en ulykke, og jeg kan huske, at han blev begravet i en egetræskiste. Man forsøgte en tid at drive gården med en forvalter. Det, der var spændende for os drenge, var, når der var tærskedag på Østergaard. Anthon Haumand og smed Petersen skulle sørge for, at lokomobilet var fyret op, så den var klar til, at tærskningen kunne begynde.

billed1.jpg

Jeg kan også huske, at vi lånte grammofonplader af døtrene. Hvad det var for nogle plader, husker jeg ikke, men jeg kan huske, at der var en der var kradset i, og den hed ” Jeg har aldrig kysset andre end Marie”

Inden der var gået ret mange år, opgav fru Nielsen at køre forpagtningen videre.

Mejlgård oprettede nu herregårdspension med Hansen som bestyrer. Det kørte i nogle år, og jeg tror, at det var ret godt besøgt af fornemme mennesker, og vi kunne kende dem i bybilledet, for de gik alle i hvide lærredssko og når de kom i Brugsen spurgte, om vi havde Anton Bergs chokolader og Hirschsprungs cigarer.

Da det stoppede, blev Østergård hjem for evnesvage børn, det var det i flere år med Nilsson som leder. Jeg tror, at det var en god tid for disse børn.

Man var begyndt at sende bygningerne til Frilandsmuseet. Man startede med at sende laden.

Ved siden af Østergårds have er smededammen. Det var stedet, byens børn kom og løb på skøjter om vinteren. Der har vi haft mange dejlige timer.

Helt tæt på smededammen var Damhuset. Det var arbejderbolig til Østergård. Der var 2 lejligheder. I den ene lejlighed boede Søren Mikkelsen, der var daglejer på Østergård. Der var 2 drenge. I den anden lejlighed boede røgteren. Hans navn kan jeg ikke huske, men i daglig tale hed han ”snus Niels”.

Så kommer vi til sydsiden af vejen, hvor fodermesterboligen var. Der var også tit udskiftning, men en kort tid gik jeg i skole med 2 af børnene. Drengen hed Poul, og pigen hed Adda.

Så kom der en fodermester Pedersen med konen Anny. Jeg tror, hun stammede fra Østrig. De var der i mange år, og de var der til Østergård ikke skulle have køer mere. Så måtte de ud af tjenesteboligen, og de kom så ned i den lille lejlighed på Lunøegården, men der var det problem, at de ikke måtte have hunden med. Den havde i mange år hjulpet dem, når køerne skulle hjem. Enden på det blev, at hunden kom til datteren i Svejbæk, men godt en uge efter var hunden tilbage i Fjellerup. Den havde gået de 100 km.

Anny var meget præget af at have levet livet på de store gårde, men hun fik et helt andet sprog, da hun kom til at bo ved en præsteenke. (hun blev helt civiliseret!)

Ved siden af fodermesterboligen var der en form for staklade, hvor mejeriets træ blev opbevaret og lagret.

I nabohuset boede Hansigne og Mads Madsen. De var ringer og graver ved kirken og til dette arbejde hørte også, at de skulle op kl. 3 om morgenen, når der skulle fyres op i kakkelovnen, så der kunne blive varmt inden gudstjenesten. Det må jo ikke have været ret godt aflønnet, for Mads lavede træsko, og Hansigne gik ud som kogekone. Hun hjalp også min mor med storvasken. Det var jo før vaskemaskinernes tid. Jeg husker meget tydligt, når Hansigne kom ind til formiddagskaffe med lidt smørrebrød, var hendes hænder helt runkne af sæbevandet af arbejdet på vaskebrættet.

Hansigne var altid med Mads i kirken til de kirkelige handlinger, og når der var bryllup, kunne hun berette om, når de gik ved den fejl side.

Naboen til den anden side var snedker Marinus, der var gift med Karen. De havde 2 børn. Det var Ruth og Kurt. De drev en almindelig snedkerforretning.  Jeg husker tydeligt, at Marinus fortalte mig, at hvis han ikke havde fået arbejdet med den nye Brugs, der blev bygget i 1936, var han gået fallit, for der var ikke meget arbejde at få.

Så kom vi til mejeriet. Det var Jens Lyndrup, der var mejeribestyrer, og han var gift med Ebba. Der var 3 børn. Svend og tvillingerne Karen og Else. Vi børn og far og mor kom meget til Lyndrups på besøg, og vi drenge var tit med på besøg, når mejeriet var i funktion. Mælken blev vejet ind, og Karl Kristensen tog prøver til laboratoriet. Bagefter så vi, at returmælken blev vejet ud. Hvis vi gik ind i rummet ved siden af, kom vi ind til smørkærnen og karret med fløde til smørproduktionen. Hvis vi gik lidt længere frem, kom vi til butikken, hvor der blev solgt mælk, smør og ost. Der blev ikke lavet ost på mejeriet, men de solgte ost fra andre mejerier. Man kunne også købe en blok is. Når smørret var færdigkærnet, blev der taget prøver til laboratoriet, så man kunne se vandprocenten.  For økonomiens skyld skulle der gerne være så stor vandprocent som muligt. Hvis det var i orden, kom smørret i dritlerne, og det sluttede med, at pergamentpapiret blev lagt efter et bestemt mønster, og så blev låget lagt på, og det hele sluttede med, at tøndebåndet blev banket på. Til slut blev dritlerne rullet ind i kølerummet, hvor de blev opbevaret, til Skippers kom og hentede dem og kørte dem til Tranehuse station.

Mejeriet havde også en funktion mere. Landmændene kunne komme og få kogt kartofler, og det skete på den måde, at de kom med kartoflerne i en kassevogn, som var godt tildækket, så det kunne holde på varmen. Så blev der stukket et rør ind i kartoflerne og der blev åbnet for dampen.

Det, der var meget spændende, var at komme ind til dampmaskinen. Den var så flot malet, messing smørekopperne var pudset, og de rustfrie stænger var så blankslebne. Det store svinghjul var så flot malet, og det var et flot syn, når det drejede rundt.

Kedelrensningen var et kapitel for sig. Der skulle gå lidt tid inden Warming og hans folk kunne gå i gang. Der skulle være så afkølet, at folk kunne komme ned i kedlen for at komme i gang med rensningen. Warming var ret kraftig, så jeg tænkte, at han kunne vist ikke komme gennem det hul, men det gik.

Så vidt jeg husker kom mælkekuskene ikke før kl. 11,00 den næste dag, for der skulle jo tryk på kedlen igen.

Nu går jeg over til Johanne Munks hus. Det var et lille hus, hvor hun boede sammen med broderen Franz. Lærer Nielsens sønner Niels og Poul gik ærinder for hende. De kom aldrig ind. Det hele foregik gennem vinduet. Jeg har aldrig set Johanne Munk udenfor, men når jeg så hende ved det åbne vindue, kunne jeg se, at hun var pakket godt ind i tæpper. For mange år siden blev huset revet ned, og entreprenør Kjærgård byggede et nyt til salg.

 billed2.jpg

Naboen var skolen, og i den boede lærer K.E. Nielsen og hans kone Marry. De havde 3 børn, og det var Helga, Poul og Niels. Der hørte en stor have til skolen, og det nød vi drenge. Nederst i haven var der en stor græsplæne, som blev kaldt tørrepladsen. I løbet af en sommer fik vi spillet mange spil kroket. Vi nød også blommerne og mirabellerne. Der var noget, vi kaldte nøddegangen, og i den havde vi stor lejlighed til at skære grene til flitsbuer.

Jeg husker tydeligt, at når fru Nielsen havde vaskedag, skulle lærer Nielsen i Brugsen for at købe en pakke mælkechokolade med 2 plader. Det var den med koen på.

Vi skulle jo passe at komme i skole, men det var kun 3 dage om ugen. Vi havde meget udenadslære, men sådan var tiden vel den gang. Det medførte, at der var en del hjemmearbejde.

Når vi blev kaldt til time, stod lærer Nielsen på trappen og klappede i hænderne. Han stod på trappen, til vi var kommet ind, og vi skulle have huen af, inden vi passerede lærer Nielsen, ellers blev den hevet af.

 billed3.jpg

Der var lang frokostpause. Os fra byen gik hjem og fik middagsmad, og selv Jens og Carl fra Havgården cyklede også hjem i frokostpausen.

Vi sad efter karakter, og i dag synes jeg, at det var frygteligt. For nogle få år siden traf jeg Egon, og han sagde: ” jeg sad jo nejerst”.

Fjellerup og Glesborg skoler havde 4 klasser men de 3 andre skoler i kommunen havde kun 2 klasser. 

De første 3 år af min skoletid var ved frk. Jensen (Anna Jensen) Hun var meget handikappet. Hun gik med snørestøvler, hvor den ene var med høj sål. Hun havde også læderkorset, og det knagede, når hun gik. I forskolen brugte vi tavler. Jeg kan huske, at frk. Jensen lavede linjer på tavlerne ved hjælp af lineal og broderesaks, og så blev der lavet streger, der ikke kunne viskes ud.

Jeg husker en irettesættelse, jeg fik. Vi skulle lave sætninger, og jeg kikkede rundt på de billeder, der hang i skolestuen, og på et af dem var der en ko på græs, og så blev min sætning ”en loppet ko”. Det var ikke passende, så jeg fik at vide, at jeg var uartig.

Der var mange ting, hun havde vanskeligt ved at klare i lejligheden, og så bad hun min far om hjælp. Det var ikke rigtigt slået igennem med lysnetradio, så det var med anode batteri og akkumulator, som skulle lades op ved smeden. Da min far var formand for skolekommissionen, var der også ting, der vedrørte skolen, at hun bad om hjælp til. 

Bag ved skolens legeplads skulle der bygges et hus. Det var Kristensens, der havde pensionat på Skovriddergården, der ville bygge. Jeg gik tit ned og så på byggeriet. Jeg husker tydeligt, at de startede med at grave et hul i jorden, og så anbragte de en stor trækasse, hvor der kom kalksten og vand i. Så begyndte stenene at koge og sprutte, og man rørte rundt med en stage. Når det var blevet læsket, åbnede man en lem i kassen, og kalken løb så ned i hullet, og man havde så en kalkkule til nybyggeriet.

Huset havde flere ejere, og jeg kan huske, at der var lejere. En af lejerne var stille Chistiane. Hun havde været husbestyrerinde ved galop Petersen, da han levede.

Så går vi til huset over for skolen. Det var byens boghandel/papirhandel. Det var Johanne Hofmeister Hansen, der havde den. Hun havde været gift med maler Hansen, men ham har jeg ikke kendt. Fru Hansen var en flot og bestemt dame. I mange år kom hun til os juleaften til aftenkaffe. Julemiddagen fik hun ved maler Rasmussen. Hun havde ingen børn, så min mor blev indviet i flere ting. Når hun døde, ville hun ikke i det papirs-ligtøj. Hun ville i den hvide natkjole, som var klar, og den var det bestemte sted. Hun kunne ikke gå fra butikken i åbningstiden, og derfor gik vi ned med varer fra Brugsen. Når hun skulle have æg, skulle det være brune æg, og hvis der var sendt hvide æg, reklamerede hun. ”I ved jo godt, at jeg vil have brune æg.”

En ting, som stadig står tydeligt for mig, er fru Hansens breve, kort og vers. Hun havde en nydelig skrift, og så var hendes skriveri altid med lilla blæk. 

Næste hus var præstegårdsforpagter August Kahr. Han var gift med Trine, og hun havde det store handikap, at hun ikke kunne tale, fordi hun havde haft en hjerneblødning. Jeg har kun kendt hende som uden talemulighed. Det må være ret tidligt, at hun blev syg, for da de havde sølvbryllup, var hun syg. Til fast hushjælp havde de Dagny Hougesen.

August Kahr var sognerådsformand i flere år, og vi kan se på vore legitimationskort, at han var det i 1941, for det er hans autograf, der er på kortene.

 billed4.jpg

 

Så er det præstegården. Jeg kan ikke huske længere tilbage, end at det var pastor Buchhave, der var præst, og han har gift med Monika. De havde sønnen Johannes, og så havde de 2 adoptivbørn Henning og Kate. Vi drenge fra Brugsen kom meget i præstegården. Vi legede godt både i huset og i den store have. Min vurdering er, at Buchhave var flittig og præcis. Jeg husker stadig, at min far og Buckhave hver morgen kl. 7,00 gik til stranden for at bade, og det gjorde de til 1. november.

I midten af trediverne rejste Buchhaves til Stenmagle og Stenlille. Vi bevarede kontakten i mange år. Vi besøgte dem på Sjælland, og de var også på besøg hos os. Johannes besøgte os flere gange, og jeg kan huske, da vi var på besøg på Sjælland, var Johannes med os hjem. 

Det næste præstepar var pastor Mørcks. De kom fra Endelave. De havde 2 børn, og det var Ruth og Tove. Min søster Bodil og jeg gik i skole sammen med pigerne. Jeg husker, at min far mente, at Mørck var lidt præget af deres ophold på Endelave, men som tiden gik, blev der et godt forhold mellem præstens og mine forældre. Vi børn var med til mange af besøgene. Jeg husker tydeligt julebesøgene, hvor alle deltog i de mange lege.

Det var fast, at skomager Petersens fra Glesborg var i præstegården nytårsaften. Vi børn gjorde store forsøg nytårsaften med, om vi kunne få fat i kaffekanden.

Min søster Bodil var begyndt at gå på danseskole, og det ville Tove også, og det fik hun også lov til, men det medførte, at 2 grædende damer mødte op i præstegården og beklagede sig over, at præstens datter gik til dans. 

Det må jo have stået i forpakningskontrakten, at præstens kunne købe mælk ved forpagteren til produktionspris, for det benyttede de sig af. Om der har stået noget om at købe gris til en bestemt pris ved jeg ikke, men jeg ved, at de fik gris fra forpagteren.

Det har sikkert stået i kontrakten, at forpagteren skulle sørge for, at præsten blev kørt i kane til Glesborg kirke, for i vinteren 1941-42 var der behov for dette mange gange. Det var ikke før 6. april at havisen drev, og vi kunne se vand igen. 

Pastor Mørck fik nyt embede på Sjælland, men venskabet varede ved. Min far var på Sjælland til pastor Mørcks begravelse. 

August Kahr flyttede ind i sit hus, der var over for præstegården. Dagny var stadig den tjenende ånd, men så skete der det, at August Kahr giftede sig med Martha Danielsen og flyttede så væk fra huset. Dagny flyttede midlertidig til søsteren og svogeren. 

Murer Jensen var flyttet ind i sit nye hus. J.C. Jensen var gift med Olga og de havde børnene Frida og Arne. 

Huset. hvor murer Jensen boede i, flyttede Andresen ind i sammen med datteren Agnes og svigersønnen Ludvig. Ludvig Andersen var bager nede i møllen, men så byggede han bageri i baghaven. De fik senere 2 børn, som hed Birthe og Hans. 

I huset ved siden af bageren boede Niels Laursen og hans kone. Det blev senere barnebarnet Lilly, der overtog huset. 

Så går vi over på den anden side af vejen. Der var der, at Brugsen var, og hvor jeg er født og opvokset. De første 9 år boede jeg sammen med mine forældre og søskende i den gamle Brugs.

Det er svært at sætte dato på, hvornår man kan begynde at huske, men jeg husker ganske tydeligt, da min far kom hjem med en ny Ford 30, og det var først i juni måned 1930. Jeg husker, at min far fortalte at ”Granholm” i Vivild brændte, da han kørte forbi.

Når jeg tænker tilbage i tiden, var det lidt primitivt med bade, vaske og toiletforhold. WC og pissoiret var langt oppe i gården. Det var bygget sammen med møddingen og igen bygget op ad kirkegårdsmuren.

Da den nye Brugs var bygget færdig, blev flere ting solgt ved auktion, og jeg husker, at Stigaard købte det gamle WC for en krone.

Så vil jeg fremhæve nogle ting, Jeg kan kun huske, at vi har haft centralvarme og telefon, medens vi boede i den gamle Brugs, men jeg mener ikke, at der var centralvarme på værelset til kommis og lærling. Kommisværelset var på lagerloftet. Man fortæller også, at Rasmus Hougesen var ked af, at han skulle over kirkegården, når han kom hjem om aftenen, og han havde glemt at få nøgle med.

Taget, der var over porten, havde forbindelse med kirkegården og nåede helt hen til kommisværelset.

Lagerloftet var et dejligt sted for vi drenge. Der var mange hjørner og kroge til at gemme os i.

Foruden isenkramvarer var der også kludesko. Det var nogle gode og stærke kludesko, vi solgte. Stoffet på skoene var lavet at sortfarvet militærstof, og sålerne var lavet af gamle cykeldæk.

I det hjørne, hvor kludeskoene var, fandtes også lageret af klipfisk. De lå på et par brædder, og så var de dækket til. Når en skulle have klipfisk, gik ekspedienten op og skar et passende stykke. Det var sikkert, fordi de lugtede meget, at de var placeret så langt væk fra butikken.

billed5.jpg

 

 billed6.jpg 

          1936

 billed7.jpg

       1934

billed8.jpg

billed9.jpg

Oven på olierummet var der også lager af forskelligt isenkram som hønsetråd og hegnstråd. Det var et godt gemmested, når vi legede.

For at give plads til det nye byggeri blev lejligheden først revet ned, så der var plads til at bygge lageret, og vi flyttede derfor over i nabohuset Bækhuset (senere var der posthus). Der var ikke en helt så meget plads, for foruden os boede der Lotte Skovfoged og Agnes Sloth, der havde fransk vask og strygning, og så udlejede hun dåbskjoler.

Vi havde selvfølgelig snak med både Agnes og Lotte. Når vi skulle høre om vejrforandring, måtte vi ind til Lotte. Når der var ”nøj tæning” (nymåne), så var der altid forandring i vejret.

Nu går jeg helt ned til møllen, som var vandmølle med stort møllehjul. Møllen har haft mange ejere, men jeg kan ikke huske længere tilbage, end det var Arnskov, der havde møllen, og Ludvig Andersen der var bager. Den store bageovn står tydeligt for mig. Ovnen blev opvarmet ved, at man fyrede med træ i ovnen, og når det så næsten var udbrændt, tog man en våd sæk på enden af en stang, og så fjernede man asken og de sidste gløder.

Det varede ikke så mange år, før bageriet blev flyttet op i byen, men møllen blev drevet i mange år med skiftende ejere.

Hvis der ikke var vand nok til møllehjulet, havde man en dieselmotor til hjælp. En mølledam trak jo også rotter til, og jeg kan huske, at Ejner Pedersen skød rotterne, når han så dem inde på møllehjulet.

 

På Lunøegården boede en frk. Lunøe, og der var også en frk. Marker. Jeg er ikke klar over, om hun var pensionær. Frk. Lunøe husker jeg ganske tydeligt. Hun havde ikke telefon, så hun kom tit og lånte telefonen i Brugsen, når hun skulle ringe til familien på Enslevgården.

Hun gik tit på et lille besøg ved Mads Rasmussen, og når hun gik der op, indleverede hun kontrabogen med ordre, så det var pakket, når hun kom tilbage. Jeg husker ganske tydeligt, hvad hun sagde, når hun gik, og det var: ”Nu går jeg lige en tur op til Madses, og så kommer jeg igen, når jeg kommer tilbage.” 

Så er det Palma Lund. Hun byggede hus bag ved skomagerens. Hun kom tilbage til Fjellerup, da hun blev enke. Hun tog et frisørkursus og åbnede salon. Hun havde børnene Tage, Jørgen og Estrid. Estrid var meget evnesvag og var tågænger.

Jeg legede tit med Jørgen, men jeg skulle sørge for at komme hjem til spisetid. Den gang havde børn ikke ur, og derfor lavede jeg min egen tidsmåler. I deres naboskel løb byens kloak i åben grøft. Når der ikke var hvid skyllevand fra mejeriet, var det tiden, jeg skulle hjem til middag. 

Vor genbo var skomager Mourits Anthonsen og hans kone Jensine. De havde børnene Aage og Arne. Aage har jeg ikke kendt ret meget til, for han var flyttet til Aarhus før min tid. Arne var en tid i København, hvor han traf sin kone Ellen. De blev gift og boede på 1 sal i skomagerhuset. De fik en datter den 9. april 1940.

Jeg kom en del over til skomagerens, hvor jeg fik lov til at lave knopper til fodboldstøvler af de trekanter, der blev, når man havde skåret såler ud.

Skomageren havde flere bistader som de fleste andre i byen. Jeg har fået mange foredrag om biavl og orienteret om kunstsvæme, og jeg har oplevet, at der er kommet en dronning med posten i en lille æske. Jeg kan også huske, at der var noget, han kaldte lavnormal. Som genbo kan man ikke undgå at se mange ting. Når de gik til kirke, var det traditionen, at når Jensine var på vej til kirke, stoppede hun op på trappen, stak først den ene ben frem og så det andet for at se, om nu skoene var nypudset, hun var lille og trind og havde korte ben, og skomageren var høj og havde lange ben, så når de sad ved siden af hinanden i kirken, var de næsten lige høje.

Huset var bygget af Karen Jensen, der havde været syerske ved Karen Marie Jensens manufakturforretning. Hun ville have sommerpensionat sammen med systue, så der er et stort  køkken i kælderen med elevator. Det må jo ikke have været sagen, for hun flyttede tilbage til manufakturforretningen(I daglig tale hed hun lange Karen). 

Så blev det til Afholdshotellet, som det hed i min barndom. Enkelte gange kunne man høre navnet Logen. Efter hvad jeg har ladet mig fortælle, har det været N.I.O.G.T. der har havet det til medlemmernes samlingssted. Jeg kom meget der over til Petra og Niels Kristian, som havde hotellet. I gården var der en stald, så folk kunne spænde fra, når de skulle til et eller andet. I den samme bygning var der bissekammer, som det blev kaldt, men i dag vil man sikkert sige rum til landevejens riddere.  Petra og Niels Kristian havde børnene Peter, Alfred, Gertrud og adoptivbørnene Erna og Orla.

Det var ikke et levebrød at have hotellet, så Niels Kristian måtte have arbejde ved siden af. Om sommeren drev de pensionat, og der kan jeg huske en af pensionærerne, og det var Hr. Kunstmand.

Jeg ved ikke, hvor han kom fra, men i Fjellerup var det ikke helt almindeligt at se en mand i korte læderbukser med seler.

Når der havde været kaffebord krævede Niels Kristian pengene ind, og så spurgte han, om de havde fået ”kåge” til. 

I huset ved siden af hotellet boede Petras moder Line. Jeg ved ikke, om huset har hørt med til hotellet, men der blev senere bygget lejlighed oven på. Ind i lejligheden flyttede Gertrud og svigersønnen Carl Edvard Hansen. Hvor Line havde boet, blev der lavet frisørsalon til C.E.H. 

Så er vi gået over gaden til Bækhuset, som jeg tidligere har nævnt, da vi boede der under ombygningen. Det var Bredgaard, der havde cykelreparation, men ellers ved jeg ikke meget om dem.

En tid boede Stigaards i Bredgaards garage. Det var Stigaard, Anna, Annalise. Else og Arne. Det var heldigvis ikke så lang tid, for så begyndte de at bygge hus. 

Huset ved siden af var Jens Anker Sloth og Augusta, der havde ladet det bygge med butik og slagtehus. Sloth havde haft forretning et andet sted i byen sammen med en anden kone, og de havde børnene Sigrid, Ellen og Ove. Sammen fik J.A.S. og Gusta børnene Bjarne og Benny.

Jeg er ikke så gammel, at jeg husker ret meget om dem, men jeg husker dog, at der ind i mellem var et skilt i vinduet, hvor der stod: I DAG Hestekød, og jeg kan også huske, at ”døde Frederik” gjorde et langt stop, når han kom fra Glæsborg marked. 

Sloths nabo var Anemettes brødudsalg, som var i et bindingsværkshus, der var trukket lidt tilbage for vejen. Om sommeren havde Annemette hjemlavet is til isvafler. Fremstillingen foregik i en beholder, der var anbragt i en træbøtte, hvor i der så kom knust is fra mejeriet og så grov salt. Oven på bøtten var anbragt et aggregat med håndsving, så man kunne dreje bøtten rundt, som havde en propel, så der blev rørt i isen, samtidig med at bøtten kørte rundt. Det var sagen at få lov til at køre med ismaskinen. Lønnen var, at man måtte slikke propellen.

Nabohuset her var Jørgen Anthonsen (kaldet Jørgen rov eller måske rug). Jeg kan kun huske, at han var daglejer på Østergård. Navnet på hans kone kan jeg ikke huske.

Så kommer vi til byens smed, som hed Olaf Jensen og hans kone Valborg. De havde 3 drenge. Niels Ove, Albert og Henning. I perioder kom vi meget hen til smedens. Henning var lidt ældre end mig, men det gjorde ikke så meget, for jeg fulgte bare med. Da vi blev lidt ældre, cyklede Henning sammen med os drenge fra Brugsen på sommerferie. Henning skulle besøge en onkel i Gammel Ry, og vi 3 skulle besøge en fætter, der var uddeler i Ry.

Niels Ove blev desværre ramt af dårlige nerver og kom gennem operationer, men i perioder var han med i smedjen. Albert blev smedelærling og blev uddannet grovsmed. Albert var stor og stærk, og han kunne klare at beslå de store heste, og jeg kan også huske, når der skulle lægges jernring om de hjul, karetmageren kom med. Henning fik nok lov til at få lidt mere af mange ting, som hans store brødre ikke fik lov til. Henning fik lov til at få kaniner, hvad vi andre ikke måtte få, og han havde også en skildpadde. Senere blev det også til en lille grammofon.

Valborg Jensen havde det i perioder dårligt med sine nerver, og der var perioder, vi ikke kom der så meget.

Over for smedjen var der det stråtækte hus, hvor Dorthea Nielsen boede, og det blev senere sønnen Karlo og Marie, der kom til at bo der. I den anden ende af huset boede Dagmar Frederiksen og datteren Astrid

Til nær nabo boede Carl Petersen og hans kone Mariane. I daglig tale blev han kaldt smed Petersen, men ved stranden blev han omtalt som Carl smeden.

Smed Petersen havde cykelforretning med cykelreparation, men der foruden havde han mange andre små erhverv. Jeg nævner måleraflæser, maskinsynsmand, udskiftning af mastsikringer, brøndboring, og jeg oplevede engang i butikken, at han købte en tyrering, som han skulle til Hagenbjerg og sætte i en tyr. Til de forskellige jobs havde smed Petersen glæde af sin Ford A fra 1929. Vi drenge kunne godt huske, når de gule pærer var modne. Mine forældre kom på besøg ved smed Petersens, og de kom også til os i Brugsen, og når de var hos os, kan jeg huske, at Petersen byttede om på kop og desserttallerken, for han var venstrehåndet.

Smed Petersen havde ikke telefon, og derfor blev der ringet til Brugsen, om far ville gå med en besked. Det var en tidlig morgen, at der blev ringet, at deres søn Gustav var omkommet ved en brand. Det var en svær besked at skulle overbringe.

Hvis vi var uheldige at komme, når smed Petersen skulle have et hvil, lå han på chaiselongen med hunden ved sin side. Jeg ved ikke, om hunden var opdraget, men den kunne ikke lide tyskere, og det var Petersen godt tilfreds med. Ja, så husker jeg Marianes form for slik. Det var et stykke sukat, hun skar et stykke af og nød det. 

I den gamle gård boede Peter Møller og senere Erhard og Sisse. Sisse klarede desværre ikke fødslen og døde i barselseng. Drengen levede, men blev ca. kun et år gammel. Der gik mange historier om Peter Møller, og en af dem var, at han drak af skylleskålen, da han var til fest på Mejlgård. En anden var, da han var til julegudstjeneste ved pastor Mørck. Det påstås, at han sagde, du gamle mand, som snart skal dø, og så pegede Mørck ned på tilhørerne, hvor Peter Møller sad.

Lige over for den gamle gård boede karetmager David Jensen og hans kone. David Jensen lavede mange forskellige ting fra både til trillebøre. Han cyklede efter arbejde, og der gik også mange historier om ham. På en af hans cykelture var han punkteret, men han var heldig, at der kom en lastbil fra Fjellerup forbi, og David og cykel kom op på ladet, og bilen kørte videre. Da der var gået en kort tid, blev der banket på taget af førerhuset. David havde fået lappet og var klar til at cykle videre. En af de andre historier er, at han cyklede til Faaborg og lavede en trillebør.

Et nummer op af Søndergade, som den hed den gang, boede skrædder Danielsen og hans kone. Danielsen havde både butik og skrædderi. Han beskæftigede 2 svende, en lærling og så ”bovsemaren”.

Som nabo var der rutebilejer Jens Nielsen og hans kone. Jens Nielsen havde ruten Grenaa, Fjellerup, Randers. En af hans rutebiler havde afdeling for rygere. Det var i enden af bilen. Der var glas i siderne, og så var der et gardin, der kunne trækkes for. Han havde også en rutebil, der blev kaldt Stauning. Desværre udbrændte den, selv om Fjellerup brandvæsen rykkede ud. Brandsprøjten stod i sprøjtehuset, der var ved siden af forsamlingshuset. Det var et stort trækar med en sprøjte i, og så var der løse brandspande. Branden opstod, da bilen var på hjørnet ved manufakturforretningen. (Filialen som den hed den gang)

Så er der lidt, jeg har fået fortalt af min far. Det må jo have været en turisttur, for oplevelsen var, når man kører fra Nimtofte om Koed. (Det var før toppen blev gravet af bakken) Rutebilen kunne ikke trække op, selv om det var i 1 gear. Så prøvede man at bakke op, og det lykkedes. En lille episode fra Brugsen. Der skete det, at Jens Nielsen kom til at køre på Brugsen, og Jens Nielsen sagde: ”Rasmussen, Rasmussen bremserne svigtede mig fuldstændigt”, som han nu kunne sige på vendelbomål.

Jens Nielsens nære nabo var maler Rasmussen og fru maler, som hun blev kaldt. De boede der, til de købte fru Hansens forretning og ejendom.

Så blev det næste hus, og i det boede Anthon Mogensen. Han havde job med at tjære tage, som der var mange af den gang. Han handlede også med kakkelovne og gammelt jern.

Det øverste hus var Ejler Hougesen med kone og 5 børn. På en lille lejlighed på loftet boede hans mor. I dag kan man ikke forstå, at der kunne bo så mange på så lidt plads. Ejler levede af vognmandskørsel.

På den anden side af vejen var en gård, som Andreasens havde, men det husker jeg ikke meget om, for de flyttede jo ned, hvor der blev bygget bageri. Det var Rasmus Jørgensen og kone med sønnen Jørgen.  Rasmus Jørgensen var vist mere spasmager end landmand.  Jeg husker en ting om R.J.. Han ville have min far med til fest i jagtforeningen. Min far var ikke jæger og havde ikke jagttegn, men det klarede Rasmus Jørgensen let. Du kan leje jagten på min moselod for en kasse cigarer. Jeg ved ikke, hvordan det endte.

Det gik ikke i ret lang tid, og så købte Anker Rasmussen gården.

Næste hus og værksted var Villy Jensen og hans kone Jørgine, han  var karetmager, og han lavede også pramme til fiskerne. Han må jo have lavet mange forskellige ting, for min far fik ham også til at lave ski til vi tre drenge, som vi fik i julegave. 

På hjørnet ned til stranden havde købmand Holger Skallerup købmandsforretning. Forretningen havde han overtaget fra sin far, der havde bygget hus på Hegedalsbakken. Den gamle Skallerup som vi sagde, havde en livsvarig spiritusbevilling, som så sønnen forpagtede. Skallerup var så ene om salget af øl og spiritus i Fjellerup, til så vidt jeg husker til 1942.

Så skulle både Brugsen og Skallerup ansøge kommunen om bevilling, og det fik vi, selv om der var nogle medlemmer, der var utilfreds med, at Brugsen skulle have bevilling.

Skallerup var ungkarl i mange år, men blev gift og fik sønnen Niels.

Over for Skallerup var byens manufakturforretning, som i den første tid blev kaldt filialen, og det var fordi, den i sin tid var filial fra Crome og Goldsmidt i København, men jeg kan kun huske, at det var Karen Marie Jensen, der havde den. Det var hendes tanke, at et familiemedlem Johannes skulle overtage forretningen, men han blev dræbt ved en ulykke. Det blev så et andet familiemedlem, der kom til at overtage den, og det var Ester Forsingdal, som senere giftede sig til navnet Hjorth.

Så var det næste hus, og det var Alexander Lohmann, der boede der. Jeg husker ikke andet, end han var nazist.

Næste hus var et lille stråtækt hus, der var lidt trukket tilbage fra vejen.  Han hed Jens Kristian Hyllested.  Jeg husker, at han flettede nogle flotte halmkurve og andre spændende ting, og så var han bælgtræder i kirken,

Så kom vi til Fjellerup central og skomager. Det var Martin og Sørine Jensen med sønnen Erik. Det var mest Sørine, vi havde med at gøre, når hun sagde Fjellerup, når vi ringede op. Til hendes 40 års fødselsdag blev der samlet ind ved abonnenterne til en gave, som bestod af en stor lagkage, som snedkeren havde lavet bundpladen til. Der var anbragt 40 lys i.

I huset over for boede Jensine Frost, som gik ud og syede for folk, og i samme hus boede frk. Justesen. Hun kom ikke meget i Brugsen, men når hun kom, var det efter byggryn for købmandens var ikke så gode, fortalte hun hver gang.

Nabohuset var Danielsens og datteren Martha. Deres genbo var vejmand Karl Hansen, og de havde sønnen Marinus som var snedker. Det, som jeg husker dem for, var, at de havde ikke elektrisk lys, så Marinus kom med sin grønne flaske og fik 2 l petroleum.

Gården ved siden af var Marius Laursens og kone. De havde børnene Folmer, Ejner, Ragna og Lilly. Deres stuehus var bygget i 1933 (så vidt jeg husker), men der var ikke indlagt el.

På den anden side af vejen boede Karl Kristensen og hans kone. Karl Kristensen var bødker, og han lavede også dritlerne til mejeriet, og han var også den, der tog mælkeprøverne på mejeriet.

I et lille hus ved siden af boede Niels Veje.

Så kom vi til kampestenshuset, hvor det var Anker og Magda Sørensen, der boede. De havde datteren Ruth.

Så går jeg over vejen, og det var Peter John og Karoline. De havde børnene Emma, Kirstine, Ellen, Anna og Gerda

Peter John var sognefoged, direktør for den lokale sparekasse og formand for Brugsen, foruden han havde et mindre landbrug. Jeg kom der en del, for i en periode boede Svend og Aase ved bedsteforældrene, da deres forældre ikke var sammen. Jeg var lidt misundelig på Svend, for han havde en stor træslæde, hvor der var malet navnet Svend. Den slæde var rigtig god på bakkerne, hvor vi andres kælke bare snurrede rundt.

Deres nabo var missionshuset, og det næste hus var murer Gissel og hans kone Anna.  De havde 3 drenge Egon, Leo og Poul Erik. Murer Gissel var med til at bygge Brugsen i 1936. Fru Gissel var en flot dame. (jeg ved ikke, om det var Spirella hun brugte) Egon var med i den spanske borgerkrig. Deres hus var altid så velholdt.

Deres genboer var et par damer, som jeg ikke ved ret meget om, men frk. Basballe prøvede til på skuddagen og opsøgte pastor Graver, men uden held. Den anden dame hed frk. Krogh.

 billed10.jpg

 

Næste hus var så skrædder Frederiksen og Martine. De havde børnene Johannes og Emma.

Martine var vist meget lovlydig, men jeg er ikke klar over, om det var forbi, da tyskerne skød gennem døren og skrædderens støvler.

Skrædderens var nabo til vognmand Skipper og hans kone. Det var et stort stuehus med en fornem fortrappe. Han havde stadig landbruget at tage sig af, men der foruden havde han vognmandskørsel, som bestod af et spand heste, der fast kørte træ i Mejlgård skov, når der var begravelse, kørte de med kisten på den pyntede vogn, de kørte smør for mejeriet til Tranehuse station, de kørte varetur for Brugsen, og der var altid et ophold på Strandlyst, for der fik vi kaffe. En gang skete der det, at en af hestene havde lagt sig ned, og kusken kunne ikke få den til at rejse sig, så kusken måtte ringe efter Skipper. Det første hesten så Skipper, rejste den sig op, og vareturen kunne forsætte.

Skipper havde mange gøremål med et spand heste. Han tømte folks møddinger og kom med lidt grus, hvis der var behov for dette. Der var også 2 lastbiler og en lillebil i firmaet.

I den vestlige ende af Skippers grund blev der bygget et vandværk. Da Brugsen blev bygget i 1936 var der ingen by vandværk. Det var et fremmed firma, der ville lave vandværk, men så ville smeden også lave vandværk, så det endte med, at byen fik 2 vandværker. Smedens vandværk byggede pumpehus bag ved Anna Mettes brødudsalg.

Bag ved Skippers hus havde maler Evald et hus, og så vidt jeg husker, var det beklædt med tagpap. Maler Evald havde problemer med de onde ånder, og derfor kom han kit i ørene og uden på igen var der hæfteplaster. Når han kom og handlede i Brugsen, købte han mange byggryn, og så er der sikkert spurgt om, om han godt kunne lide byggrød, men han kunne så fortælle, at han lavede grødomslag af byggrynene.

Bag ved Skippers var også et hus, hvor Gunniens boede. De var tilflyttere fra den anden side af granskellet, som man sagde. De 2 yngste børn hed Anders og Peter, som jeg gik i skole sammen med. Der var flere børn, og jeg nævner dem jeg kan huske. Karl, Aksel, Chresten, Georg, Rasmus, Petra og så” dæteren på Fyn”, som den gamle Gunni omtalte hende

Så går vi over til Skippers genbo, og det var Jakob Hansen, der var gift med Charlotte, og de havde 2 piger og en dreng. Jakob Hansen kom jævnlig i Brugsen for at låne telefonen, når han skulle ringe til dyrlægen i Ørum, (som han sagde)

Det var Jakob H., der førte frem på generalforsamlingen, at der skulle bygges ny Brugs i stedet for at lave den om forandring, der var forslag om. Det blev vedtaget at bygge ny, og den kostede 30.000,00 kr. Desværre døde Jakob Hansen under krigen, og Charlotte prøvede at drive gården med en bestyrer, for hun håbede sikkert, at Arne ville overtage gården, men sådan blev det ikke. Arne tog godt nok på landbrugsskole, men opgav landbruget og kom i snedkerlære og byggede senere konstruktøruddannelsen oven på. Senere tog han flyvercertifikat. Desværre blev Arne ikke ret gammel. Han blev ramt af en sygdom, der gjorde ende på hans liv. Senere solgte Charlotte gården og flyttede i sit hus.

Vi bliver på samme siden af vejen og kommer til Richard Skipper og hans kone Ellen, de fik børnene Erik og Ida. Richard var mest på arbejde som arbejdsmand, men han var i en kort periode i gang med at lave cementmursten,

Deres nabo var galop Petersen og stille Christiane. Navnene kan jeg ikke huske.

Gården de var nabo til var Sine og Mads Rasmussen. Der var børnene Søren Peter, Henrik, Aksel, Hans og Johanne. Jeg mener, at Henrik og Johanne var hjemme for at hjælpe til på gården. En ting kan jeg stadig huske, og det er, at vi drenge var med på besøg, da Johanne var på Skørping sanatorium.

Så er vi lige smuttet over vejen til bindingsværkshuset, hvor Søren Havmand og hans kone boede. De havde en tid barnebarnet Søren Kristian Sørensen Havmand boende.  Ham gik jeg i skole med, men ikke i klasse. Han havde fødselsdag den 12.maj. Deres nabo var huset med brandsprøjten, og det næste var forsamlingshuset.

Vi skal lige forbi forsamlingshuset, der  i det lille hus med stråtag boede Thea og Anthon Haumand. Jeg husker ikke en hel masse, hvad han havde af indtægter. Han hjalp jo ved lokomobilet på Østergård, når der skulle tærskes, og han hjalp også med at holde den store have.  Det var dem, der havde Jens Kannes høj, som byens børn kørte på kælk på om vinteren, og som de senere skænkede til byen, som skulle bruge den til møder.

Så er vi på den nordre side af vejen, og det var Ida og Poul Sørensen, der boede der. De havde børnene Lis, Ulla, Tove og Jytte. Poul Sorensen døde ganske ung.

Så er der beboelseshuset mellem de 2 gårde. Jeg ved ikke, om det i sin tid er lavet til aftægts bolig  til Vestergård, men jeg ved, at det var Jens Røgter og hans kone, der boede der. Jens” røjter”, som han blev kaldt, flyttede til Bønnerup, hvor han skulle køre ruten Bønnerup-Grenaa.

Så er vi kommet til Vestergård, og det var Hans Bernt Sørensen og Kathrine, der boede der. De havde børnene Ebba og Bodil. Det var stedet, der blev holdt jagtfest, når fætteren Børge Lund kom på besøg. Sådanne besøg kan let fostre historier, som jeg kun har hørt på anden hånd. ”Jov, jov, så ta’r vi os en Carlsberg, og så går vi ind og skider moderne”. Der var sikkert lige lavet træk og slip.

Så har vi kun de 2 gårde tilbage, og det er Valdemar Fogh, der var gift med Peter Johns datter Anna, og de havde adoptivbørnene Orla og Karen. Marius Therkelsen var gift med Bertha, og de havde børnene Edel, Karl Ejvind, Johannes, Anna Marie, Elly og Hanna.

De flyttede senere ned og blev præstegårdsforpagtere.,

Der er siden min barndom bygget flere huse, som jeg ikke har nævnt. Jeg har jo kendt alle på Fjellerup mark og ved Fjellerup strand og har fulgt den udvikling, der er sket. I dag er det vanskeligt at forstå, at man ved stranden og på marken først har fået el indlagt efter krigen, og det samme gælder næsten også telefonen. I området ved Aabenhus og Hemming var der indlagt el.

Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, da jeg fik lov til at komme med på varetur til stranden, men det var jo en oplevelse. Hver anden uge gik turen helt til Chokoladebakken, hvor de så blev forsynet med de tunge ting og så petroleum. De ting, de så kom til at mangle, kom Anna Konge så cyklende efter. Et barn både foran og et bag på cyklen, og så skulle der være plads til det, hun kørte efter. De boede så langt ude, at de ikke fik besøg af posten. Deres postsager blev lagt på Birkelund, hvor de også hentede mælk.

Den petroleum, der var med, havde vi i en tønde med aftapningshane, og så målte vi med et 2 l mål. Vi samlede også æg på vareturen, og de blev vejet på en bismervægt. En sådan vægt kunne også bruges til at veje et spædbarn med, der var lagt i en ble. Den gang kom der jo ikke en sundhedsplejerske og klarede det, så måtte Brugsen træde til.

Den bil, som min far havde, havde ikke bagagerum, men så var der en kuffert, som var lavet på Tranbjerg kuffertfabrik. Det var familie til Christiansens på Havgården. Jeg vil lige fortælle lidt om kufferten. Vi drenge var med far og mor på besøg på Havgården, og vi har sikkert ikke opført os ordentligt, så vi fik at vide, vi kunne gå hjem. Da vi kom ud i gården, fik mine brødre sikkert ondt af mig, og de sørgede så for, at jeg kom op i bilkufferten, og da bilen holdt hjemme i gården, åbnede låget sig, og jeg kravlede op. Den omtalte kuffertfabrik udvidede produktionen med at lave trælegetøj, og vi tre drenge fik hver en trælastbil. Erik fik en grøn, Børge en blå og jeg fik en rød. Det var nok noget af det bedste legetøj, vi har fået. Vi havde den fordel, at vi havde margarinekasserne med krydsfinerlåg, som vi kunne lave mange ting af. Vaskepulver og Imi kom også i trækasser, og de var lidt større. Vi havde fantasien til at lave al ting, og vi havde en god og spændende barndom.

Helt som spæd var jeg nok lidt af et skravl. Jeg var syg hver vinter, og jeg tror, jeg var 10 år, før jeg ikke var sengeliggende juleaften. Det var lungebetændelse og slim på lungerne, jeg led af, og sygeplejersken kom og gav mig varme omslag. Når jeg havde været sengeliggende så længe, var det småt med kræfterne i benene, og jeg fik derfor nogle snørestøvler for at stive lidt af.

Da så de sygdomme var lidt på afstand, fik jeg besvimelsesanfald. De kom uventet. Jeg kan huske, en gang jeg stod oven på petroleumstønden for at pumpe den fuld, lå jeg pludselig nede på gulvet. Det var heldigvis ikke så tit, det skete, men da tyskerne havde fat i mig, besvimede jeg også, og jeg blev båret hjem, og da jeg vågnede op, lå jeg på skrivebordet.

En ting, der har været ude af mine tanker, var, da jeg var i forhør ved Gestapo i Aarhus, sagde de, at dr. Lorentzen havde ringet til dem og fortalt om mit helbred. Lorentzen var jo tysk soldat i 1. verdenskrig, da var Sønderjylland jo tysk.  Han magtede jo det tyske sprog, så han kunne snakke med Gestapo. 

Selv om min start på livet har været lidt hård, og det har det selvfølgelig også for mine forældre.

Nu jeg er gået i gang med at skrive det her, er jeg blevet 87 år, så der kan måske sneget sig en erindrings forskydning ind

                                             Frode Greve Rasmussen (170127)

                                             Bøgebjerg 15, 1-4

                                             8400 Ebeltoft

                                            Tlf.86 309 076

                                             fgrasmussen@stofanet.dk