Annoncer
Bundgarnsfiskeren Peder Christian Hansen

Peder Christian Hansen, født ved Bønnerup Strand, den 8.juli 1875.

Søn af Hans Fisker Nielsen og hustru Antomine, der døde efter 23 års Ægteskab. Derefter blev Hans Fisker Nielsen gift med Karen Marie, der var enke og havde fire børn.

Peder Christian Hansen, der var min onkel, var gift med Elise Petrine, født Andersen, og søster til min far, Jensenius Andersen Aabenhus, født ved Fjellerup Strand.

Peder Christian Hansen, havde flere tilnavne, han blev kaldt Tykke Peder, Store Peder, Peder Fisker og P.C.- I det følgende har jeg valgt, kun at nævne ham som P.C.

P.C. begyndte allerede som selvstændig fisker i sin tidligste ungdom. Han var ikke ret gammel, før han fik sin egen kutter, måske kun 18 år, Kutteren var ikke stor, måske kun 2o - 22 fod lang, og den hed Antomine, efter hans mor. - Båden var uden motor og blev kun drevet ved sejl. Fiskeriet dengang var mest efter torsk, fanget på pilk. Når der kunne findes et gammelt vrag, var det det allerbedste, da torsk gerne samles i vrag. - Det bruges for øvrigt også i dag med visse redskaber.

PCs båd.jpeg

Man brugte dengang ikke agn til fiskeri med pilk som lokkemad - men man brugte "Hugpilk," om det er det rigtige navn - er ikke sikkert. Pilken blev bare smidt ud, og den måtte - efter hvad min far fortalte - hugge i torsken, et eller andet sted. - Det var ikke altid, de bed på krogen, eller pilken.

Min far fortalte os børn meget om dette fiskeri dengang, som han selv var med til som ung. - Han blev meget tidligt medhjælper hos P.C.,  var da kun omkring 18 år. Min far fortalte tit nogle oplevelser han havde som ung fisker, sammen med P.C. - der som nævnt var hans svoger.

P.C. var også jæger - nok mest hav jæger. - Det skete jævnligt - eller tit, han skød nogle ænder eller edderfugle. - Det var nok hans kone, Trine, der måtte plukke dem og gøre dem i stand, måske også stege dem. Engang han havde skudt fem ænder, som de havde med på havet, - sikkert for at få et godt måltid mad sammen. Min far havde en del at ordne på dækket, mens P.C. skulle ordne middagen. - Da min far kom ned i kahytten for at spise, havde P.C. spist alle fem ænder, så der blev altså ingen andesteg til far den dag.

P.C. var god til at lave historier - og fortælle dem. - Det var ikke al tid de var lige sandfærdige, de kunne godt være lidt opdigtede, men alligevel en god historie, - for det meste.

Min far blev altid kun kaldt onkel. Det var også P.C., der gav ham det navn. Han fortalte flere gange om, da han spiste de fem ænder.

Han fortalte det på sin egen måde: "Da Onkel var på dækket, da ædt jeg ænderne". P.C. sagde aldrig - spiste eller åd - men han "ædt ænderne". I andre forbindelser sagde han heller ikke spise, det var altid at æde. Det var også en af hans måder at udtrykke sig på.

Der kunne fortælles en utrolig masse om P.C.- Men ikke alt kan huskes. Under den 1. Verdenskrig -1914 - 1918, tjente fiskerne mange penge. Fiskeriet var godt, priserne gode, og alt kunne sælges. Det allermeste af det, der blev fanget, blev solgt til Tyskland, ligegyldigt hvad det var, tyskerne kunne bruge alt og alle slags fisk. P.C. fik også sin gode andel af dette. - Han var meget gavmild, på ingen måder fedtet - tværtimod - han gav ud til alle sider. - Når der kom en handlende kørende for at sælge varer, det kunne f.eks. være jordbær, så spurgte P.C., - hvad hele læsset kostede. Han fik en pris, - P.C. gav et bud, det endte med - som regel, at manden læssede af. De, der kom forbi på vejen, kunne bare komme og spise jordbær, alle dem de ville. - De fik også med sig hjem, dem de næsten kunne bære. Det gjaldt også de børn, der kom i nærheden, de var jo gratis.

Det skete også der kom en uld handler, han læssede også godt af, men om han delte ud af dette på samme måde som jordbærrene, tror jeg nu ikke. Men jeg ved, at på deres stuehusloft, var et stort lager af uldtøj af for skellige slags. - Uld handleren blev lettet for en større byrde. - En sådan kaldte vi dengang en "Bindkræmer" eller "Uldkræmer". Det var naturligvis udtalt forkert. Det rigtige var Bindkræmmer eller Uldkræmmer. Eller Uldhandler.

Inden en sådan uld handler blev motoriseret, kom han med bylten på nakken - eller ryggen, hvilende på sin spadserestok. De kom dengang - som regel med toget til Ryomgård, så gik de rundt og solgte deres varer og nåede naturligvis ned til både Bønnerup og Fjellerup Strand. Der vidste de altid, at der var god afsætning.

P.C. købte altid stort ind, i sækkevis - eller poser. Det kunne være mel, sukker og flere andre ting og sager. Det var nok ikke altid, det var lige brugbart, når tiden kom, det skulle anvendes. - Det var noget før, man kendte datomærkning.

P.C. var en god arbejdsgiver og en dygtig arbejdsleder. - Han havde sin egen måde at leve - og være på. Han var meget stor og kraftig. I sine "Velmagts Dage" vejede han 280 pund, det var før, man regnede med kg, det var kun pund. - Han var utrolig glad for mad, især fisk og flæsk. Han havde en glubende appetit dengang.

PC og andre fiskere.jpeg

Som de fleste steder fødte man grise op til eget brug, til julen og vinteren. Det var ikke grise i samme vægtklasse som i dag, hvor de kun må veje 60 -65 kg. - 130 pund. De skulle gerne veje 300 - 400 pund efter slagtning, og der skulle være tykt og bredt flæsk. - P.C. og Trine fodrede også en sådan gris op til jul. P.C. ville gerne vide, hvad det egentlig kostede at fodre en sådan gris op. De bestemte, at de ville føre regnskab over udgifterne. Det blev Trine; der skulle føre regnskab. - Da tiden kom, grisen skulle slagtes, siger P.C. til Trine: Nå, Mutter, lad os så se, hvad grisen har kostet. -  Regnskabet blev lagt frem for P.C.. Der stod: Til dato en krone og 35 øre. - Det var billigt at føde en gris op, sagde han, - han havde aldrig før spist så billigt flæsk, sagde han. Trine har vidst ikke fået alle udgifterne med, sikkert kun den første gang. Resten var vist glemt. Hun var vist heller ikke så god til regnskab, deri lignede de vidst hinanden.

En anden af  P.C.'s historier var også om kød og flæsk. - Der boede i Hemmed by en slagter der hed Kristian Boelsmand, som kørte rundt med kød og kødvarer, som Trine og P.C. altid handlede med. Det var dengang, man kunne få alle varerne bragt til døren. Det var både bager, slagter, gartner, købmand og alle, der havde noget at handle med.

P.C. handlede med slagter Boelsmand. Han vejede et stykke kød - eller flæsk af til ham og nævnte prisen, P.C. siger: Ja, men så skal jeg også have ærmet med, for det har du jo vejet med sammen med kødet. - Det var dengang man brugte en bismervægt, som man holdt i hænderne, og så kunne slagteren lægge armen på vægten, derved mente P.C., at han havde vejet ærmet med. - Det var også en af P.C 's historier.

Det er nok mest sandsynligt, at ikke alle historierne er autentiske, men de var da morsomme at høre på, når han på sin egen måde fortalte dem.

Tidligere var det ikke så påkrævet at føre regnskab, som nu i dag, og P.C. var ikke god til det. - Men der kunne dengang også være mulighed for en henvendelse fra skattevæsenet. Det skete også at P.C. hørte lidt fra dem. Han måtte så give møde hos sognerådet i Gjerrild-Hemmed Kommune.

De må nok ikke have været helt tilfredse med hans selvangivelse. Det var længe før, der var noget der hed storkommune.

Regnskabsbøger havde P.C. ikke. Det eneste regnskab, han havde, var skrevet på de gammeldags fragtbreve. Disse brugtes i mange år, og indtil omkring l960, måske lidt længere. De var i størrelse, omkring 35-40 cm. Disse fragtbreve, der var hans regnskab, havde han i fiskekasser, der stod på gulvet. - De blev læsset på hans køretøj, og de kørte til Gjerrild. P.C. havde dengang et par køreheste, samtidig også en kusk. Fiskekasserne blev båret ind, hvor sognerådet sad. - Nu kunne de selv se, om de kunne finde ud af DETTE.

Idet de besteg køretøjet for at køre hjem, åbnede sognerådsformanden vinduet og råbte ud til P.C. "De tow bæster, hår do fåt dem mæ po regnskabet", hvortil P.C. svarede: "De kommer mæ po næis ords regnskab".  "Fåval hr. Jens". Det var også en af hans historier. Den er sikkert nogenlunde rigtig.

I mange år havde P.C. en lille hest, der hed "Madsen". Den brugte de, når de skulle på mere private besøg, f. eks. til Fjellerup Strand, på besøg hos Kathrine og fisker Kristian Thomsen, eller hos vore forældre, som de ofte besøgte. Det var ikke så sjældent, de kom, min far og P.C. havde tit noget at snakke om og hjælpe hinanden med. - Vi børn var altid glade, når de kom. P.C. havde altid lommen fuld af flødekarameller, som han delte godt ud af. Det var vi dengang ikke så vant til at få.

P.C. var - som jeg nævnt - gift med min fars søster, så det var derfor, de ret ofte kom hertil fra Bønnerup Strand. De spændte "Madsen" for den lille gig, og godt indpakket i fåreskindspelse og i en god varm fodpose, kunne de holde varmen, når de om vinteren kom hertil.

Der var et godt familieforhold mellem Trine og P.C. og vore forældre. De var altid hyggelige at være sammen med, der var altid noget at snakke om. Ligeledes mor og faster Trine havde meget tilfælles.

Pc og Trine.jpeg

De hjalp hinanden med mange forskellige ting, når der var brug for hjælp. P.C. og Trine havde syv børn i deres ægteskab: Dagmar, født 1898, var gift med Søren Bøje Sørensen, der var fra Udby ved Randers Fjord. Han døde allerede da han var omkring 24 år. Dagmar døde i 1944 el. 1945. Hans, født l900, var gift med Marie, der var fra Voldby ved Grenaa. Hans døde l950. Marie døde omkring l990. - Alfred, født 19o1, var gift med Clara, der var datter af Kathrine og Kristian Thomsen. Alfred døde ved drukneulykke her ved Fjellerup Strand d. 19. maj 1938. Clara døde 1977.- Anders, født 1903, var gift med Elisabeth Skallerup, datter af købmand F.W. Skallerup, Fjellerup. Anders døde 1983. Elisabeth døde 1977. Karen, født l904, var gift med tømrer Frederik Dalsgaard. Karen døde 1990. Frederik Dalsgaard er på Plejehjemmet i Ørum. Holger (kaldet Holle), født l909, var gift med Edith Møller, datter af gdr. Maren og Peter Møller, Fjellerup. Holger døde 1993. Edith døde 1991.- Poul, født 1919, var gift med Kamma, der var fra Asaa. Poul døde 1991. Kamma døde i 1980. Hertha, født 1921, hun var gift med Børge Fenger, død 1982.- Hertha er nu bosat i Randers.

Blandt fiskere og beboere ved Bønnerup, blev P.C.- som jeg tidligere har skrevet - kaldt forskellige navne, dog mest P.C. Han drev et stort og omfattende bundgarnsfiskeri både ved Bønnerup og Fjellerup Strand. Tillige han havde fiske eksportforretning, hvor han opkøbte fisk fra såvel Bønnerup som Fjellerup Strand.

P.C. startede allerede bundgarnsfiskeri her ved Fjellerup Strand omkring 1916, samtidig med han opkøbte et ret stort jordareal på omkring 20 td. land, der strakte sig fra stranden til et godt stykke syd for Fælledvej, hvor der er en del mose, og hvor der dengang kunne æltes tørv.

Han byggede et fiske hus med is rum og redskabsrum, til reparation af de mange bundgarn, der blev brugt ved Fjellerup Strand.

Fiskeriet blev passet af to bestyrere: Herbert Nielsen og Søren Bøje Sørensen. De havde hver sine bundgarn og var derved uafhængige af hinanden. Herbert Nielsen var gift med Helene, der var datter af Ane Kirstine og fisker Søren Aabenhus, - der var svoger til P.C..

Omkring 1920 holdt Herbert Nielsen som bestyrer, han fik sin egen kutter og blev derefter selvstændig. - Søren Bøje Sørensen blev alvorlig sy og flyttede til Bønnerup Strand, hvor han efter kortere tid døde.

Det blev derefter P.C.'s søn, Hans, der flyttede hertil fra Bønnerup Strand sammen med sin familie og overtog dette arbejde, der hidtil havde været passet af to mand.

Hans bosatte sig - i det til fiskeriet - tilhørende hus. Det var i 1921. Til det store jordareal hørte et lille, gammelt, stråtækt hus, der lå syd for Fælledvej, tæt ved mosen. - I dette hus boede P.C. og Trine med deres tre yngste børn: Holger, Poul og Hertha, da de i efteråret 1922, flyttede hertil fra Bønnerup Strand.

PCs fælledvejhus.jpeg

I 1924 byggede de et nyt og betydeligt større hus på den nordligste side af Fælledvej, og det gamle hus blev nedrevet. - Samme år blev fiske huset ombygget og tilbygget, med plads til at rumme betydelige mængder af is, der blev hentet i de nu nedlagte - eller tidligere moser.

Pcs huse i Fjellerup2.jpeg

P.C. foretog mange forandringer og udvidelser gennem årene - ved stranden. Han var ikke bange for at investere, ændre og udvide, når han fandt det nødvendigt.

Efter de var flyttet hertil Fjellerup Strand, blev bundgarnsfiskeriet ligeledes udvidet med flere garn og redskaber.

Hans, var den ledende på havet, - mens P.C. forestod det forretningsmæssige, - dog ikke egentlig bogføring, - det var han ikke god til, det overlod han til andre.

Min far blev ansat til at føre regnskab for ham, ligeledes til at føre al korrespondance til udlandet, - det var hovedsagelig Tyskland, der solgtes fisk til. - Det lokale og indenlandske kunne P.C. selv klare pr telefon. - Alt, hvad der skulle skrives, vedrørende køb og salg, ordnede min far for ham. Det kunne han også, - så længe det kun var dansk. -

Gennem mange år havde P.C. stor handel med Tyskland af fisk. Det var især kulsøer - om foråret -(Vi kalder dem kvabsøer) . - også meget andet blev solgt dertil. I perioder - forår og efterår - når der var mange sild, blev også en stor del af dem eksporteret til Tyskland.

I mange - eller flere år - boede der en fast opkøber fra Tyskland, hos Trine og P.C. så længe der var mange fisk. Det var flere år i træk. Jeg husker endnu, to, der var der, på forskellige tider. Den ene hed Drews, og var fra Eckernførde. Den anden hed Hans Kristensen, og var fra Altona. Han var vist lidt dansk. De fik både kost og logi hos dem.

garnene hentes.jpeg

Al fisken dengang blev med hestekøretøj kørt til Tranehuse Station, der for mange år siden er nedlagt. - Kvabsøerne blev læsset - eller smidt - direkte ind i banevognen - ikke i fiskekasser -. De har sikkert været noget fladtrykte og ikke særligt fine, når de nåede Tyskland, efter måske flere dages kørsel dertil.

Nogle år senere - midt i tyverne - blev Alfred inddraget i fiskeriet.  Han havde tidligere drevet fiskeri med egen kutter, - det var dengang - så vidt jeg ved - eller husker - kun krogefiskeri, og mest nordpå omkring Læsø. Det var især i vintermånederne, så længe havet var isfrit.

I 1924 blev fanget mange makrel, efter at bundgarnene var blevet ændret og betydeligt større, og dermed kunne sættes længere ud i havet, på større dybder. - Der var af og til brug for ekstra hjælp, i perioder med gode fangster. Der kom så bud efter min far og mig. - I det omfang vi kunne, hjalp vi med til at veje og pakke i kasser. Vi kunne også derved tjene en ekstra skilling.

parti fra stranden ved Det gamle hus.jpeg

Det var også os, der om vinteren barkede og spidsede de mange bundgarns pæle, der skulle bruges. - Det kunne godt være et lidt hårdt arbejde at bakse med dem. - Målt i gammelt mål, var de i størrelse - eller længde op til 18-20 alen. - De blev dengang barket med båndkniv, modsat i dag, hvor man bruger en slags spade, kun noget mindre, end en almindelig have- spade. Det er betydeligt lettere nu end dengang. - Pælene blev spidsede med en almindelig håndøkse, frem for hvor man nu bruger motorsav. Pælene blev hentet i Løvenholm og Fjeld-skovene, undertiden også i Meilgård skov, når de havde de rigtige størrelser. - Der var meget at gøre i et stort bundgarnsfiskeri.

Der skulle også slås fiskekasser sammen. Det gjorde man også, når det var vinter, det var også min fars og mit job. Derved havde vi også en ekstra indtjening om vinteren. - Der skulle bruges mange fiskekasser, når der blev handlet udenlands, de kasser kom jo ikke retur til genbrug.

P.C. var som før omtalt, en god arbejdsgiver, han betalte altid godt og betalingen faldt altid kontant, det var vi altid helt sikker på.

Min far havde også et par bundgarn - eller tre. Når de om foråret skulle sættes ud, - slås pæle - var P.C. altid klar med sit mandskab, for at yde hjælp. Han var meget hjælpsom overfor både naboer og familie.

På en måde var det gensidigt, man hjalp hinanden, - man kom hinanden mere ved. Ingen var bange for at hjælpe og give et nap med, når det kunne være nødvendigt. Det var når man om efteråret havde taget garnene på land, prammene skulle vendes, for ikke at blive fyldt med vand eller sne. De skulle være tørre til foråret, så de kunne males og tjæres - indvendig og udvendig, inden fiskeriet igen skulle i gang.

Dengang blev de mindre bundgarnspæle slået ned med håndkraft. Man var fire mand - eller fem - til at hale soen (rambukken) op. Vi havde hver et tov at hale i. De større pæle havde man så motorkraft til med. Det vi nu kalder "Ramslag". Længere tilbage i tiden, var det naturligvis kun ved håndkraft, men da var det ikke så store pæle.

pchansen2.jpeg

Om foråret skulle garnene tjæres i en stor gryde, hvor der kunne være 3-4 tønder tjære. Den blev opvarmet - eller næsten kogt, for bedre at kunne trække ind i garnet. Dette arbejde skulle der også mange til. Det var også før man fik spil. Det var mange hænder, der skulle bruges. De var tunge at arbejde med. Dertil hjalp man også hinanden.

Også der, var P.C. med fra først til sidst - men uden at arbejde med. Det var heller ikke nødvendigt, han havde sin stok i hånden, den kunne han bruge - og vise med, hvad der skulle gøres. Den var for ham, helt uundværlig. Han kaldte den altid: "Min Godaw Kjæp".

Han havde et godt overblik i enhver situation, det kunne ofte være mere nødvendigt end at bruge hænderne. P.C. blev faktisk altid respekteret, også af sine egne sønner. Der var et - tilsyneladende- godt forhold mellem dem. Vi, der havde vort arbejde sammen med dem, mærkede aldrig nogen uoverensstemmelse mellem dem, (Far og sønner)..

Når bundgarnene efter endt brug - efter sæsonen - skulle i hus, efter at de først var tørret på "marken", skulle der også mere mandskab til. Min far havde ingen redskabshus til sine garn, derfor skulle de op på stuehusloftet, også dette hjalp P.C. os med. De var tunge at få derop, gennem et almindeligt vindue, hvor ganske vidst vinduerne var taget ud, så der derved var et nogenlunde stort hul at få dem igennem. Dengang var bundgarnene betydeligt tungere end nu, dengang var det bom- uld, modsat nu, hvor det er nylon, og de almindeligvis ikke skal tjæres. Desuden brugte man dengang sten som tyngde.

I 1924 købte P.C. en lastbil Det var der ikke mange, der dengang havde. Den var ikke ret stor, i forhold til i dag. - Nu kunne de selv køre fisk til Tranehuse station, frem for at have en vognmand med hestekøretøj til det. - Alfred var den første, der fik kørekort, derfor var det altid ham, der måtte køre, indtil andre af sønnerne fik dette.

Jeg husker den første køretur til stationen. Man var en del imponeret over, at en sådan tur kunne gøres så hurtigt, i forhold til den tid det tog med hestekøretøj

P.C. spurgte Alfred, da han kom tilbage, hvor lang tid det varede. Alfred svarede: En halv time og fem. - altså 35 minutter. Det husker jeg tydeligt, at Alfred svarede. - Ikke underligt at man syntes, det var helt utroligt, at det kunne gøres på så kort tid.

P.C. lærte aldrig selv at køre, det var heller ikke noget, han stræbte efter. - Men han fandt da ud af, at han kunne styre den, når han kunne finde første gear, ligeledes hvor håndbremsen var, og hvordan den virkede. Han fandt også ud af de andre gear, men dem havde han ingen brug for.

Når bilen blev stillet derhjemme, og i den rigtige retning, kunne han starte den og køre til stranden. Han kørte aldrig andre steder hen, eller længere væk. P.C. var tilfreds, når han kunne køre det lille stykke ned til stranden. - Det var da altid lettere, end at gå.

Han fandt også ud af hvor "Småtteren" var, som han kaldte den.(gas håndtaget, der sidder på ratstammen).- Dengang var der ingen fodspeeder. Han døjede med at være ved rattet. Pladsen var ikke beregnet til så store maver, og sædet kunne ikke flyttes frem eller tilbage.

Vejen til stranden var hans egen, så han behøvede ikke at give plads til andre, hvis han mødte nogen på vejen.

P.C. var en farverig person, han havde mange sjove ideer, af og til. - En sommerdag fik han den ide, at han ville have betaling af de fremmede, der brugte hans vej. Der var ikke mange turister dengang, men der kom en del kørende til stranden for at bade. Der var dengang ikke mange veje der førte derned, kun to veje: Telefonvejen, og et hjulspor - eller en meget dårlig vej, der nu er Strandvejen, så det var meget naturligt, at alle brugte hans vej, den var altid i orden og god at køre på.

Som betaling for brug af vejen, ville han have en krone. Han forsøgte først at spærre vejen med en savbuk på den ene side, og noget lignende på den anden, og med en stang over. - Det har nok ikke givet så godt i kassen, så næste gang, stillede han lastbilen ved vejen, med sig selv ved rattet. Det var sikkert også for vanskeligt, hvis han skulle ud af bilen, Jeg ved ikke om det gav mere til hans pengekasse. - Men tredje gang, satte han sig på en stol ved siden af vejen. Det virkede muligvis bedre.

P.C. fortalte da, at der kom et ægtepar kørende og ville til stranden, og han fortalte dem, at det kostede en krone at køre ned ad vejen. Det var de ikke helt tilfredse med og sagde til ham: I går kørte vi da også herned, da gav vi da ikke noget, hvortil P.C. sagde: Jamen, så skylder I tow. - Om han fik sin betaling, ved jeg ikke. Men det fik han sikkert. Måske efter lidt forhandling.

Det var vist i årene omkring l93, måske noget før. - Det var vidst ikke så meget for den krone, mere for at opleve lidt og lave lidt sjov. Sådan kunne P.C. godt være. Om det senere gentog sig, ved jeg ikke. Ligeledes, om historien er helt rigtig ved jeg heller ikke. Men den kan være sandfærdig, han har da fortalt den flere gange, - om ikke andet, har han da haft sjov af at fortælle, og os andre, ved at høre den.

Den 23.oktober 1921, - det var en søndag - brød en frygtelig orkan løs. Det var den værste i mands minde, os der husker den, har aldrig kunnet glemme den.

Jeg har i en tidlige beretning skrevet om denne orkan, derfor vil jeg kun tage lidt med af det, der vedrører P.C. og fiskeriet.

Orkanen, - som vi kun benævner som "Oktoberstormen" - var mindst lige så hård ved Bønnerup Strand, som her ved Fjellerup Strand. - P.C. og flere andre mistede næsten alt, hvad de ejede, hvad de havde på land og i hav. Værst gik det ud over motorbåde og pramme. Det var et enormt tab for fiskerne. Det var vist her på Djurslands Nordkyst, stormen mest rasede. Vind og sø, stod lige ind på kysten, vinden kom fra nordøst.

Min far havde netop, for mindre end to år før, fået bygget en motorbåd. Den lå fortøjet mellem tredje og fjerde revle, hvor for øvrigt de fleste motorbåde dengang lå. - Den rev sig løs og drev på land, mindre end 200 meter fra vort hjem. Den blev af de mægtige bølger kastet så langt op, at den stod helt tørt og næsten uskadt, modsat alle andre både, der drev ind, og var meget beskadigede.

P.C. mistede også sine både, såvel ved Bønnerup, som Fjellerup Strand. Da min fars båd var delvis uskadt, kunne P.C. leje - eller låne den, da han ikke selv havde brug for den i vintermånederne. P.C. sørgede selv for at få den sat i vandet igen, så han nu kunne bruge den til fiskeri, indtil det blev vinter- og hav is.

Der var endnu et par måneder, hvor man kunne regne med noget fiskeri, hvis ikke vinteren kom for tidligt. - Alle bundgarnene skulle ind og pælene trækkes op, inden det blev isvinter.

Omkring midten af januar l922 kom vinteren med is og uroligt vejr. - Først i februar, blev det hård vinter. Vi fik en hård nordøstlig storm, hvor drivisen kom i nattens løb, den skruede op ude på yderste revle, måske kun l00 meter fra, hvor min fars motorbåd lå. Den var totalt indefrossen. - P.C. vidste, han havde ansvaret for den, da han havde lånt den og ville også sørge for at bjerge den.

En dag vejret var godt - og passende - kom han herom fra Bønnerup Strand med hele sit mandskab, samt et par store jyske heste og hans kusk. Tillige havde han alt det grej med, der skulle bruges til bjergningen. Der skulle bruges pæle, - stænger, - taljer og tovværk. Der manglede ikke noget, alt var med.

Først skulle båden hugges fri af den svære is, der var pakket godt omkring den. Derefter skulle der hugges så meget væk, at der kunne komme stænger og pæle under den.

P.C. var aldrig rådvild, selvom det nok var noget af en specialitet, også for ham. Båden kom op af vandet og stod nu på isen. - Derefter blev de store heste spændt for. - De trak båden ind til land, - på den forholdsvis glatte is. Derefter igen på ruller og pæle, indtil den stod godt og tørt inde på land.

I efterårsmånederne l928 og 29, blev der i bundgarnene fanget store mængder torsk. Der var op til l2.000 pund i et enkelt bundgarn. Andre garn kunne være næsten tomme - eller helt tomme. - Torskene kom i stimer, som man kalder det.

Der var igen brug for ekstra hjælp, både på land og på vand.

Jeg kom i arbejde på timeløn, sammen med min far - hos P.C.. Jeg var mest med på havet, mens far var i is huset sammen med flere andre. - Der var meget at gøre med rensning og pakning i kasser med is. Der skulle også sømmes låg på, sættes mærkesedler på hver enkelt kasse. Torskene blev eksporteret til England og blev pakket i kasser med 25 kg. i hver.

strandparti.jpeg

En stor del af fisken, blev også solgt indenlands, lokalt og rundt til forretninger og fiskehandlere i provinsen.

P.C. arbejdede ikke selv med, - det gjorde han aldrig, - Han sad ved enden af bordet - det store rensebord - hvorfra han gav sine ordrer. Han skulle bare sige os, hvad der skulle gøres, han havde styr på det hele. Var der noget, han ville have anderledes, skulle han nok sige til. - Jeg skal dertil bemærke, at det altid var på en pæn og ordentlig måde.

P.C. var proper og meget nøje med, hvordan arbejdet med fiskene blev gjort. Han påtog sig aldrig noget arbejde, det var ikke nødvendigt, det havde han sine folk til. Han skulle bare give ordren, som han ville have det.

Det var en hård tid, så længe det stod på med de mange fisk. Der var ikke megen hvile, eller frihed, men alle vidste, at en dag var det forbi, og det var da heller ikke hver dag, der var lige mange fisk.

P.C. måtte have været nogenlunde tilfreds med mig som arbejder - eller medhjælper. (I dag hedder det medarbejder. Han tilbød mig fast arbejde for et helt år. - Lønnen havde han allerede fastsat. Han ville give mig 5o kr. pr måned for vinteren og 100 kr. pr måned for sommeren + kost og logi. Det var 900 kr. for et år. Det regnedes dengang for en god løn.

Jeg var ikke vant til at få så meget hjemme.

Efter en snak med min mor og far, slog jeg til, og jeg begyndte den 11. november 1928.- Jeg var glad for at være der, - det var første gang, jeg var hjemmefra, og jeg var lige blevet 19 år. - Jeg havde hjulpet min far,  siden jeg i 1923 blev konfirmeret. - Vi havde dengang et par bundgarn, samtidig med vi havde det mindre røgen i det gamle hus. Vi havde også samtidig mange høns, - en overgang omkring 400 stk., foruden kyllinger, så der var en hel del at gøre med dette.

P.C. var fortsat flink at arbejde for, ligesom jeg var glad for at arbejde sammen med hans sønner, der var mine fætre. Arbejdstiden var almindeligvis lang, - mindst 10 timer eller derover.

Men det var, hvad man dengang var vant til, - man nøjedes ikke med 7-8 timer daglig, som nu. - Når man - om sommeren også skulle arbejde en del om søndagen - havde vi normalt - eller omkring 65 timer ugentlig, det kunne godt variere en del, efter hvordan vejret var.

Hele vinteren - efter at pæle, garn og alt var taget på land, - sad vi i redskabs huset, - der for øvrigt den gang altid blev kaldt baghuset, hvor vi reparerede bundgarn, så de var istandsat til næste sæson, ligesom der også blev syet eller lavet nye garn.

Det var da et godt - men meget beskidt arbejde. - Vi sad i en god varme. -  Når P.C. var nede i huset - hos os - passede han kakkelovnen. Vi fyrede med gammelt garn, der var godt mættet med gammelt tjære. Det varmede godt, men det gav også en frygtelig sort røg op af skorstenen, men det mærkede vi ikke til inde i huset, - vi fik varmen ved dette.

Jeg blev altid kaldt "Onkel Johannes" eller "Bette Onkel". Det var også P.C. der fandt på dette navn. - Det gjorde mig nu ikke noget, det var da ingen skældsord. - Jeg fik nærmest navnet, fordi min far altid af P.C. og hans børn, kun blev kaldt Onkel. Da jeg så var hans afkom, var det naturligt for ham - og de andre - at kalde mig ved dette - eller disse navne.

Navnet Onkel, brugte P.C. altid, uanset hvor og hvem det var han talte med. ligeledes i hvilken som helst betydning. - Da han i sin tid - og indtil 1921, kom hertil fra Bønnerup Strand, og han skulle tale med min far i telefonen, sagde han kun Onkel. Det var dengang ikke almindeligt at sige nummeret, centraldamerne vidste, hvem det var, man skulle tale med.

Det var mange år før centralerne blev automatiserede, men kun - blev betjent manuelt.

Når P.C. ringede fra Bønnerup Strand, var det først Glæsborg central, han sagde bare: Onkel. I Hedegård og Fjellerup central vidste de da også hvem Onkel var. P.C. kendte alle, og personalet på telefon-centralerne.

Der var dengang ikke mange abonnenter, som i dag, så det var noget nemmere, at finde ud af det-eller frem til den rigtige.

P.C. havde sin egen væremåde, han var altid i godt humør, og godt tilpas. Han havde gennem årene mange folk i arbejde - mange forskellige typer. Næsten alle - eller mange - havde han et navn til, ikke just øgenavn, men et tilnavn. Han havde engang en mand fra Fjellerup, der hed Achton Niel sen, han var nærmest "Altmuligmand". Han gik altid i spidsbukser, - altså med viklers. Det er der ikke i dag, mange der kender. Da han brugte sådanne bukser, fik han navnet "Smalbien" (Smalben), eller "Smalto" (Smaltå). En anden der gravede huller til plantning af gran eller fyr, fik navnet:

"Stine Hwål" (Stine Hul), kun fordi hans mor, (eller - det var svigermor) - hed Stine, og manden gravede huller. Der skulle ikke meget til, før man kunne få et ekstra navn.

Hans egne sønner - eller nogle af dem - havde også tilnavne. f.eks. Hans, blev kaldt "Gammel Hans". Alfred blev kaldt "Grossereren", hvorfor, har jeg aldrig hørt. - Anders blev tit kun kaldt "Bette-Kålen".

I bogen: "Af et Fiskerlejes Historie", udgivet af Ib Clausen, Glæsborg 1977, står følgende, som jeg her vil citere:

P.C. (kaldet P.C.) var en overordentlig farverig personlighed. Han var kæmpestor og meget svær, men samtidig en meget energisk mand. Han slog sig især på handel med fisk, hvorimod fiskeriet ikke optog ham så meget. Men han var god til at organisere det. Det var i tiden, inden l92o, og dengang blev de fleste fisk taget i bundgarn. Det var et stort arbejde at holde materialet i orden. - Pælene skulle hamres ned i havbunden, og tages op igen, de mange garn skulle røgtes, og P.C. havde mange folk til at passe redskaberne. - Af disse folk kan nævnes: Johannes Kryger, der endnu lever (1977). - Han kom til Bønnerup Strand fra Herning, hvor han var kommis. Ved ankomsten til Bønnerup Strand, fik han navnet 68, fordi han var 68 1/4 tomme høj. Johannes Kryger kom senere ud at sejle med sin svigerfar.

Om vinteren, når der ikke var brug for så mange medhjælpere, blev de fleste sagt op af P.C. Men enkelte skulle han have til at hjælpe sig. En vinter havde P.C. en karl, der udelukkende skulle hjælpe hans kone, Trine, med at bære brændsel ind, og passe det yngste barn, Poul, (født 6/2 1919). Han blev fæste således, at han bl.a. skulle have al det flæsk de andre ikke ville have, - alligevel var karlen både rund og sund, da vinteren var forbi.

P.C. fulgte meget med i, hvad hans folk fik at spise. Det var f.eks. efter hans mening - frådseri, både at tage fløde og sukker i kaffen, en af delene kunne tillades. - Derimod var der ingen rationering, når folkene skulle have smør på brødet, så nødte han dem til at tage mere, for han havde hørt, at man kunne blive natteblind, hvis man ikke fik smør nok, og det var jo skrækkeligt, hvis ikke hans folk kunne arbejde på havet om natten. P.C. manglede aldrig svar. - Engang var han inde i Meilgaard skov for at købe bundgarnspæle. Det var midt om vinteren, og P.C. havde ingen penge, så han måtte bede godsejerens søn, som var skovrider, om at få lov til at skylde pengene, til forårsfiskeriet kom i gang. - Skovrideren var ikke særlig villig til at yde kredit, han sagde til P.C: "De er ikke som deres bror, Jens Hansen, han havde betalt med det samme". - Til dette svarede P.C. :"Nej, det kan godt være, men du er heller ikke så flink en mand, som din far, du kommer her og kræver en fattig mand, midt om vinteren, din far ventede altid, til vi begyndte at få penge om foråret"

(Citat slut)

Det var i året 1922 P.C  flyttede hertil Fjellerup Strand med hele sin familie. Han var nr. fire, af en søskendeflok på 11 børn, der hed:

Niels Christian - Karoline - Jens - Peder Christian - Chresten - Rasmus - Marie - Martine - Emil - og Christine. - Hans far: Hans Fisker Nielsen, (som nævnt på side 1) blev enkemand efter 24 års ægteskab med Antomine, derefter blev han gift med Karen Marie, der havde fire børn i første æg- teskab. Hans, kun kaldet "Gammel.Hans", levede sammen med Karen Marie i 33 år. Hans Fisker Hansen døde 1928, 82 år gammel.

I Grenaa Folketidende, stod at læse om orkanen d. 23. oktober 1921:

Ved Bønnerup Strand. - Sagt at fisker Niels Johansen: Ja, i løbet af en kvart time, knustes mod de vældige betonmure mine tre både, og alle mine høns tog havet, grisen fik vi da reddet.

P.C. mistede sit is hus (fiske hus) med kontor, der knustes, og han udtalte i den anledning: "Mit regnskab er gjort op, mine bundgarn er borte, is huse og både er knust, og de udestående fordringer, har havet givet kvittering for".

I 1929, fik vi en meget hård vinter, der begyndte først i januar. Frosten tog til, og natten mellem den 15, og 16, januar fik vi en storm fra nordøst, hvor havet derefter frøs til. - Ismudder blev skyllet op på land og dannede store, høje ismasser. P.C. havde dengang et par mindre bundgarn ude til at fange skrubber i, som der dengang var mange af, indtil der kom frost.

Så var det forbi med dette fiskeri, fiskene trak længere ud på det dybere vand. - Disse to bundgarn passede min far og jeg. De var lige netop taget i land, inden den hårde frost satte ind.

To pramme nåede ikke at komme på land. Den ene blev først fundet, efter at isen - inde på land - begyndte at smelte. Den anden, - der var min fars, blev aldrig fundet, - end ikke en pind - eller stump af den. Det var den vi brugte, når vi røgtede bundgarnene efter skrubber.

De motorbåde, der stadig lå ude, da vinteren kom med hård frost, nåede ikke at komme på land, tre af dem drev på land, medens den fjerde gik til bunds, men blev senere bjerget.

Derefter fik vi så lave frostgrader, at temperaturen var nede på 3o-3l grader. Det var - så vidt jeg husker - bundrekord.

Jeg var ansat hos P.C., indtil den 15/4 l930, da jeg derefter skulle aftjene min værnepligt ved Søværnet, fra den 23/4. - Vi sad hele vinteren i redskabshuset - baghuset - hvor vi reparerede de brugte bundgarn, lige ledes syede vi nye garn til næste sæson. P.C. havde samme år solgt halvdelen af garnene til Hans, som nu blev selvstændig. - Hans og Alfred var provisionslønnet, tillige de fik en mindre ugeløn - eller månedsløn.

Hans skulle så lande sine fisk hos P.C., som købte hans fisk til videre salg. Senere byggede Hans et mindre fiskehus på egen strandgrund. P.C. udvidede så igen med flere garn, og Alfred gik i kompagni med sin far.

Denne vinter var P.C. ikke så helt rask. Han holdt sig en del hjemme hos Trine. Når vejret var godt, og solen skinnede, til trods for den hårde frost, skulle han alligevel ned i redskabshuset for at se, hvordan det stod til.

Han havde dengang et par små heste - islændere - der blev brugt til lettere kørsel - eller arbejde - såsom at køre fisk i land fra prammene, op i fiskehuset, iskælderen eller ishuset, man brugte alle benævnelser for huset. Ligeledes kunne man bruge dem til at køre de tørre garn ud med.

Den ene hest blev brugt til at hente P.C. med i hans hjem og køre ham ned til redskabshuset, hvor han så var nogle få timer. - Når han var der, passede han kakkelovnen, han sørgede for, at både han og os andre fik en god varme. Der skulle meget varme til i den hårde frost, og når vi skulle sidde og sy, eller reparere, det meste af arbejdet, skulle vi udføre i siddende stilling. Det var meget koldt i et træhus med tynde vægge, uden isolering af nogen slags, i 20 - 30 gr. frost.

P.C. sad samtidig og vandt garn i nøgler, garnet fik man dengang i bundter. Ligeledes fyldte han nåle til os, der skulle mange til, når der skulle syes nye garn.

Når P.C. skulle hentes hjemme og igen køres tilbage, var det min tjans. Det foregik nu ikke i vogn, men i slæde eller kane. Vi manglede hverken sne eller is, der var nok af begge dele. - Slæden havde P.C. lånt af sin svoger, Søren Aabenhus (der var bror til Trine). - Det var et godt job, jeg der havde, især at komme ud i den friske - men kolde luft. I den tid var vejret klart og mest solrigt, frem for at sidde inde i en ikke al for frisk luft, når vi arbejdede med de støvede og beskidte garn. Arbejdsdagen var lang, ikke under 9 - 10 timer- alle seks dage. Men vi var da fri om søndage - om vinteren.

Om sommeren havde vi syv arbejsdsdage, men vi var normalt færdige til middag om søndagen, undtagen i forårstiden, når der skulle slås pæle, så måtte vi tage søndagen med. - Men den øvrige tid af året, skulle vi kun røgte garnene og ordne fiskene, derefter havde vi fri.

Det blev en lang og streng vinter. Det varede længe, inden der kunne komme penge i kassen, og komme garn i havet. - Den hårdeste frost fik vi i februar, omkring den 10. - og resten af måneden. Først i april kunne man begynde at arbejde på havet.

Men P.C. var aldrig modfalden, trods den hårde vinter, selv om han skulle bruge mange penge. Det var ikke alene til lønninger, der var meget andet, der skulle bruges penge til.

Jeg husker også fra den tid, hvor pengene var små, og der ingen kom ind, at der kunne lånes i Fjellerup Sparekasse. Jeg husker flere gange, at P.C., Hans, Alfred og min far sammen lånte1000 kr. i sparekassen. Den ene blev skrevet som låner, de andre tre som kautionister. Pengene delte de, således at Alfred, Hans og min far, hver fik 200 kr., mens P.C. fik de 400 kr., han havde nok også de største udgifter. De kom godt ud af at låne sammen, 2oo kr. strakte dengang langt. -  Beløbet blev så igen indbetalt, når der igen kom penge til huse.

Da det igen blev forår, og fiskeriet kom i gang, var det godt, der var mange fisk efter den hårde vinter, og priserne var gode. P.C. havde stadig sit humør i behold, vi mærkede aldrig til, at det kunne være hårdt, økonomisk at komme igennem en lang og hård vinter - uden indtjening - uden nogen mulighed for at se penge.

Samme vinter blev en ny maskine lagt i motorbåden, der hed "Trine". Da den var klar til igen at søsættes, foregik det over isen, der endnu lå et stykke ud fra land. Prøveturen med den nye motor, foregik mellem isflager, eller drivis, - vi kaldte dem også isskodser. - Men nu varede det ikke længe, før den sidste is var helt væk, og man kunne komme ud, så der atter kunne komme gang i fiskeriet. P.C. var ivrig, nu kunne det ikke gå hurtigt nok med at få pæle slået og garn sat ud. - Han var altid tidligt oppe, når helbredet var i orden.

Nu skulle der ske noget. Han var rundt for at purre os ud. Han sagde gerne: "Vejret er godt, og vinden er god, nu går vi ud". - Det var det udtryk, han brugte, når han havde rigtig travlt. - Han havde også et godt overblik og indsigt i vejrsituationen, han kunne tit forudse, hvordan vejret i løbet af dagen, ville arte sig, og det slog tit til.

I første omgang var det pælene, der skulle slåes ned, så skulle det gode vejr udnyttes fuldt ud. Det gjaldt først og fremmest dette. Garnene kunne vente en dag eller to mere selvom ikke det altid var så fint. Når vi skulle slå pæle, skulle vi hurtigst muligt fra land med en del, derefter sendte han en mand ud med flere, hvis vejret fortsat var fint.

Ligeledes havde han madpakke og kaffe i termoflaske med til os.

Vi blev jo purret ud tidligt, som regel kl. tre (nat), morgenkaffe var der knap tid til. - Når madpakken kom ud til os - efter fem - seks timer, var vi godt sultne.

Engang havde P.C. haft rigelig travlt. Der blev ikke rigtig tid til at få madpakken smurt. Det gjorde han så. Det kunne han hurtigt gøre. Den var ikke så helt spændende, da jeg fik den pakket ud. Skiverne var tykke, de var mere beregnet til heste, end til en sulten fyr som mig. På det ene hjørne af brødet, sad en stor klat margarine, - på det andet en lige så stor klat leverpostej . Det kunne godt have været fordelt, så det var noget pænere og mere appetitligt.

Det var så min madpakke. Den var langtfra, som den plejede at være. Han var heller ikke vant til at smøre madpakker til os, det var der andre hænder til. - Det skete også kun den ene gang. Jeg var sur på ham. Det var ikke uden grund. - Da Alfred så, hvordan den var, blev han ikke sur, han blev vred, og sagde til mig, det var sidste gang, jeg fik den behandling, det skulle han nok sørge for.

Alfred talte stærke ord til sin far, så snart vi kom til land. - Det skete aldrig mere. Fra den tid var alt igen i orden. - Havde jeg ikke været sulten, var den ikke blevet spist, så havde mågerne fået den, - og måske nydt den - frem for mig.

Jeg har aldrig bebrejdet P.C. dette, det var der ingen grund til. - alt før - og efter - var tilfredsstillende. Jeg blev på alle måder behandlet godt i de halvandet år, jeg var der.

Som jeg tidligere skrev, var jeg fæstet for 900 kr. for et år. Jeg skulle have 50 kr. pr. måned for vinterhalvåret, indtil 1. maj.

Den første marts fæstede P.C. fire nye mand til hjælp ved fiskeriet. De blev fæstet for 100 kr. pr måned + kost og logi. Efter mit "Fæstemål" kunne jeg kun tilkomme 50 kr. pr måned for marts. De fire nye mand, var noget ukendte med bundgarnsfiskeri, hvorimod jeg mente, jeg havde lidt mere erfaring med bundgarn, da jeg havde været der et år, og jeg havde arbejdet med dette, fra jeg var 14 år. - Jeg ved da, at jeg fik den løn, jeg var fæstet for, og som var gældende til l. maj. - Men alligevel, - syntes jeg, det var lidt uretfærdigt.

Jeg forelagde det for P.C., der svarede, at jeg jo fik den løn, jeg var fæstet for. - Men uden yderligere diskussion, fik jeg også de 100 kr. for marts måned. Der var så 14 dage tilbage i april, hvor jeg så skulle have 50 kr., men det beløb forhøjede P.C. til 100 kr., så havde jeg da ikke noget at beklage mig over. - Jeg skulle aftjene min værnepligt fra den 23. april og så holde med at arbejde den l5. april.

I vinteren 1929, havde P.C. det ikke så godt - helbredsmæssigt - som det kunne være. - Fiskeriet var på grund af vinteren indstillet. Han holdt sig hjemme hos Trine, men var alligevel med i det, der foregik. Selvom det var Alfred, der til dels var den ledende.

En dag vejret var godt, solen skinnede, og P.C. nok trængte til frisk luft, kom han - lidt over middag - ned til os i redskabshuset - noget uventet. - Jeg sad, lige inden for døren, jeg passede mit arbejde, med at sy - eller reparere garn. Ingen regnede med han kom.

P.C. siger til mig: Sidder du alene. - Det kunne jeg kun svare ja, til. Hvor er de andre? spørger P.C., hvortil jeg kun kunne svare, at Alfred var i Aarhus ved en kiropraktor, - og Hans var barnepige. Jamen, hvor er så Holle (Holger), han sidder henne ved kakkelovnen og fylder nåle, svarede jeg. Jeg vidste godt, han lå og sov på noget nyt og rent garn; men han var søn af P.C., så det kunne han selv se.

P.C. fortsatte hen til kakkelovnen, - Så var den søvn forbi for Holles vedkommende. - P.C. var naturligvis ikke helt tilfreds med dette, og sagde til mig: "En er syg, - en er barnepige, - en er doven, og en er gammel, så har jeg kun en mand, der arbejder, - det var så mig.

P.C. syntes, der blev lavet for lidt i redskabshuset, når vi var fem mand, som han sagde. (Han regnede sig selv med). Men det var hans egne sønner, så det havde jeg ingen indflydelse på, jeg skulle ikke bestemme over dem. Jeg passede det arbejde, jeg var sat til.

Nu var det Alfred, der efterhånden overtog den væsentlige del arbejdet og dermed ledelsen af fiskeriet, da P.C. nok blev noget svageligere med tiden og ligesom trak sig lidt tilbage. - De sidste år han levede, mener jeg ikke, der var så meget energi i ham.

Men alligevel var han - for det meste ved stranden, når vejret tillod det. P.C. døde - efter længere tids svagelighed - den 9. oktober 1934.

Nu var det Alfred, der helt skulle tage sig af det praktiske, samt det forretningsmæssige.  Trine, Alfreds mor var fortsat medejer af fiskeriet.

Men efterhånden overtog Alfred fiskeriet og hele virksomheden. Desværre omkom Alfred ved en tragisk drukneulykke, her ved Fjellerup Strand, mindre end 200 meter fra land. - Selvom han blev bjerget kort tid efter, stod hans liv ikke til at redde. - Alfred blev kun 37 år.

Det blev Alfreds enke, Clara, der nu måtte føre fiskeriet videre. Hun var efter ulykken i nær kontakt med sin far, fisker Christian Thomsen, der tidligere var bundgarnsfisker. - Han rådede hende til at fortsætte fiskeriet og virksomheden. - Han tilbød sin hjælp, i det omfang han kunne, selvom han nogen tid før, havde "lagt op".

Christian Thomsen hjalp hende i gang sammen med sine tre sønner, der senere overtog arbejdet, og han selv kunne trække sig tilbage. Claras brødre: Kesse, (Kristian), - Rylle (Henry), - og Svend, hjalp så hinanden, - De havde alle tre i flere år arbejdet med bundgarn.

Clara passede selv det forretningsmæssige, men tog også del i det arbejde, hun nu kunne, dog mest i fiskehuset - eller rettere iskælderen.

Senere fik Clara en mand - eller bestyrer, til at lede - eller passe det. Der skete nogen forandring med fiskeri og virksomheden, men alligevel kunne fiskeriet fortsætte i mange år - og indtil 1964.

Efterhånden blev fiskeri med bundgarn dårligere, Clara blev ældre og besluttede sig til at ophøre med dette. - Hun solgte, hvad der var at sælge, - garn, - pramme, - motorbåd  osv. . Ligeledes bygningerne ved stranden, - hendes private bolig, samt den tilhørende jord, der nu er udstykket og bebygget med sommerhuse.

Det store, tidligere bundgarnsfiskeri ved Fjellerup Strand, som P.C. og efterkommere havde startet omkring 1916, og dermed udvidet indtil flere gange, var nu helt ophørt. Hvor mange mennesker gennem årene har levet, og haft deres gode udkomme, er nu ikke mere.

Hermed afslutter jeg dette, som jeg vil kalde: Et historisk tilbageblik, om denne stoute og farverige person, der var kendt viden om, som den dygtige og afholdte fisker og forretningsmand, han var. Samtidig noget speciel, og en egen natur, som mange vil huske ham. -   Mange har gennem en lang årrække tjent ham og har mange minder fra den tid, - - om den person, der levede og afsluttede sit liv her ved stranden

Fjellerup Strand i februar 1994

Johannes Aabenhus.