Fra kildevæld til vingepumpe

Johannes AabenhusJohannes Aabenhus, 1953–74

Fra kildevæld til vingepumpe

En historisk gennemgang om vandforsyning ved Johannes Aabenhus.

Fra tidernes morgen har vand været en naturlig og uundværlig nødvendighed i det daglige liv, såvel i husholdningen til mad, vask, og almindelig renholdelse, som til landbrug og industri.

Igennem de mange år har man fået vandet fra bække, åer, grøfter og lign. Ligeledes fra de mange kilder, der udspringer rundt omkring i vort land, og ofte er starten til de nævnte vandløb.

For mange år siden var det også her på vor egn almindeligt, at der blev hentet vand fra disse kilder; f.eks. i det tidligere andelsmejeri KILDEVÆLD i Fjellerup, der blev bygget i 1893. Det blev faktisk bygget på eller ved et kildevæld – deraf navnet Kildevæld.

Der var også et væld ved den gamle brugs, hvor mælkekuskene eller andre kunne vande deres heste, når de kørte mælk til mejeriet eller i øvrigt havde ærinde i byen. Der var også et væld i gården ved det tidligere afholdshotel - nu Fjellerup kro -, hvor mange i Fjellerup by tog hen for at skylle deres vasketøj, når vandet i deres egen brønd ikke var helt tilfredsstillenderent.

Ved næsten ethvert hus eller ejendom havde man en brønd, der enten havde en nedsat træpumpe, eller man hejsede vandet op med en spand i et tov, eller med en stang med en krog, der lignede en bådshage. Det mest almindelige var nu nok, at man pumpede vandet op med de gamle træpumper, der senere blev afløst af de mere solide jernpumper, som endnu ses enkelte steder, men nu mest til pryd og som et minde fra gamle dage. Man skal dog kun tilbage til midten af 30-erne, hvor man endnu mange steder brugte træpumperne.

Det var dog ikke altid lige godt og rent vand, der blev hentet op af disse brønde, de var ofte kun 2-3 meter dybe – i hvert fald her ved stranden og nærmeste omegn. På Fjellerup mark og lignende steder var det nødvendigt at grave brøndene dybere – helt ned til 10-20 meter – for at finde rimeligt og godt vand. Det lyder noget usandsynligt; men er trods alt rigtigt.

Disse dybe brønde var bygget op i kampesten uden at være muret sammen. I bunden var der nedsat en trækasse eller træramme, hvorpå kampestenene stod. Nogle brønde blev senere bygget op af brøndsten, der var af cement og buede, hvorved de ikke kunne falde sammen.

Når man fra disse brønde - det var nu nok mest fra de mindre - havde pumpet en spand vand op, skulle man lade den stå i ro en kort tid, for at orm og mindre dyr kunne falde til bunds i spanden sammen med andre uhumskheder og hvad der ellers kunne findes i vandet. Først da var vandet tilfredsstillende til at drikke eller bruge i den daglige husholdning. Det skete også, at en lille mus endte sin tilværelse i brønden, og på én eller anden måde kom med vandet op i spanden. Det kunne let lade sig gøre for dyr at falde ned i brønden, da brønddækket tidligere var af træ og ofte pilråddent. Siden gik man over til cementstøbte brønddæk.

Der blev dengang ikke foretaget analyse af vandet, hverken bakteriologisk eller kemisk. Vi blev dog ikke syge eller utilpas af at drikke eller bruge vandet. Tværtimod har det sikkert været sundt med disse “naturprodukter”?

I tiden mellem verdenskrigene var der flere, der fik installeret mindre pumper i køkkenet, så man kunne pumpe herfra, og være fri for at bære vandet ind til brug i husholdningen. Jeg husker, at Fjellerup præstegård havde en såkaldt vingepumpe. Man havde også dengang et væld i haven udenfor køkkendøren mod øst, hvorfra vandet blev pumpet ind i køkkenet.

Der har muligvis været flere af disse små pumper installeret i Fjellerup. I Lunøegården på Møllestien havde man indtil for nogle år siden (1985) et væld i bryggerset, eller om man vil kalde det grovkøkkenet. Det var samtidig deres kølerum; der var altid køligt i dette bryggers. Vandet fra disse kilder eller væld var altid meget koldt, rent og velsmagende.

Ligeledes var der i årene før 2. verdenskrig flere, der fik deres eget lille vandværk, således at de havde vand til eget forbrug, til husholdning og vask. Tillige kunne de få indrettet et lille toilet med håndvask. Det var en meget stor forbedring fra de tidligere primitive udendørs - toiletter eller WC kan man ikke kalde dem - Das, blev de kaldt. Installation af toilet kunne først lade sig gøre, efter at der var kommet elektricitet til byen i 1927.

Ved Fjellerup Strand kom elektriciteten først i 1928. Her fik kun 7 husstande indlagt elektricitet, da det var dyrt. Man skulle nemlig selv betale hovedledningen fra Fjellerup, og ikke alle havde råd til dette.

Disse mindre vandværker fungerede nogenlunde godt med vand fra brønde og mindre boringer. Det var dog ikke meget vand, de kunne give; men trods alt en stor forbedring i en almindelig husholdning. Der var ligeledes en del gårde, der fik sådanne anlæg; ved stranden var der enkelte, der etablerede sig.

Hemming Nielsen fik en ret stor boring, idet han skulle bruge ret store mængder vand i sit fiskehus. Han drev dengang et stort fiskeri. I fiskerøgeriet fik vi ligeledes et nogenlunde godt lille vandværk bygget. Klara Hansen fik også sit eget vandværk med vand fra en 10 m dyb brønd. Vandet var meget dårligt, men det blev alligevel brugt indtil 1955.

Vor lokale smedemester, der også var sognerådsformand, havde flere gange undersøgt muligheden for at bygge et vandværk ved stranden, men det var der ikke interesse for, da det kun ville dække et meget begrænset område. Det blev derfor aldrig en realitet, også fordi det uden tvivl ville blive alt for dyrt og ikke tidssvarende.

Vandværkets svære fødsel

Ved Johannes Aabenhus.