Annoncer
Glade dage i Fjellerup

Den 19. maj l743 fik alle i Fjellerup travlt. Fiskere og gårdfolk med koner og karle, ja, selv degnen! Dagen før var et skib strandet, og nu kom det ene oksehoved efter det andet drivende ind på stranden eller fiskedes af ivrige hænder op mellem revlerne, (Oksehoved er et gammelt rummål for vin = en tønde indeholdende Ca. 2 liter). Rygtet om det herlige strandingsgods for som en løbeild mellem huse og gårde, og i den lyse sommernat spændte bønderne for, for at hente de tønder som koner eller børn stod vagt ved. Ja, rygtet nåede endog udensogns, men dem, der udefra lod sig friste, fik besked udefra, at dette her var en sag for Fjellerup`erne alene.

Tønderne drev ind fra "Kanalen" (skellet mellem Østergårds og Meilgårds jorder) til Møllebækken. Den korte afstand tyder på, at forliset er sket ikke langt borte, men væsentlige dokumenter om dette er ødelagt af fugt, derfor hører vi heller intet om andet vraggods. Det vi ved om "de glade dage i Fjellerup", kender vi alene til fra forhørsprotokollen.

Jo, for hør blot!

Man vidste måske nok, at de gode læsøboere i sin tid "levede kristeligt og ernærede sig af vrag", og at de for at sikre ernæringen sørgede for, at ingen skibbruden kom levende i land og påberåbte sig godset. Vidste måske også, at allerede Kristian d.2 forbød sligt , og forbuddet blev gentaget i Christian d, V's danske lov, som nu var gældende. Men alligevel - vinen var om end ikke sendt fra Himlen, så dog fra havet, som de til med var mere fortrolige med.

Altså sikrede man sig de mange oksehoveder. Nogle tønder blev kørt til "Knapnæring", (i min barndom navnet på det bindingsværkshus, der lå lige øst for Tangbækken, nu skånselsløst af Handelsbanken gjort til sommerhus) andre fragtet til gårdene og forvaret der. Allerede på stranden slog man hul på nogle af tønderne og smagte på vinen, og smagsprøver blev flittigt uddelt på vejen frem. "De drak så det lystede", hedder det i et vidneudsagn.

Men mølleren i Treå (Bønnerup) gik til Grenaa og berettede for tolderen, hvad der var sket, og sønnen fra "Knapnæring" gik til greven på Gl. Estrup, Jørgen Scheel, der som ejer af Østergård havde forstrandsretten. Tolderen var - til åbenlys ærgrelse for greven - hurtigt på pletten, og med sine folk gennemsøgte han huse og gårde og fik de fundne tønder kørt til forvaring på Østergård. Det fællesskab, som bjergningen af den gode vin gav anledning til, smuldrede nu stille overfor embedsmanden. Om end nølende fortalte mændene ikke alene om deres andel i det skete, men også om naboens. Konerne, der med liv og lyst havde deltaget både i bjergningen af vinen, men også i forvaringen, var i flere tilfælde hårde benægtere. De havde vel glædet sig til at kunne servere den for dem så sjældne drik ved kommende gilder, og de havde udvist stor snilde ved forvaringen. Anne Jensdatter havde således fået sit oksehoved gravet ned i gårdens mødding!

Glæden krakelerede yderligere i tider efter og afløstes af arge tømmermænd. Alle, der havde deltaget i bjergningen, idømtes til i fællesskab at betale 5oo rigsdaler. I datidens næsten pengeløse samfund en utrolig sum. Greven, der skulle påligne de dømte boden, gik da også i forbøn for dem. Han gjorde myndighederne opmærksom på, at "Forbrydelsen" var sket af uvidenhed, at der ikke fandtes én bemidlet bonde i Fjellerup, hvor jorden er så skarp og sandet, at der end ikke kan betales ham landgilde. Kun et par høns eller lam i ny og næ bliver det til. Skal hans folk straffes foreslår han derfor "en straf på kroppen".

Grevens bønskrift blev hørt. Boden nedsattes til 3o rigsdaler, som Jørgen Scheel betalte på sine folks vegne. De gode Fjellerupere kunne igen leve med ro i sindet, og forhåbentlig havde Anne Jensdatters medsøstre været heldigere, så de kunne slå spunsen af et oksehoved der var overset, og over et godt glas mindes de majdage i 1743, da havet var årsag til "glade dage i Fjellerup".

Arne Aabenhus.

Til toppen

Vil du læse mere om historien, så har Johannes Aabenhus afskrevet teksten fra selve retssagen. læs her.