Annoncer
Oktoberstormen i 1921

En stormfuld nat som en tolvårs dreng oplevede den
Det var søndag den 23. og natten til den 24.oktober 1921. Luften var tung og mørk, det var som om noget andet vejr var i vente, det var ”hintvejr” eller ”hentevejr”, som vi dengang sagde. Allerede om formiddagen kunne vi mærke, eller rettere far kunne mærke, at der var andet vejr i vente, selvom han dog ikke kunne forudse så hårdt et vejr.
Far og mor var i kirke søndag formiddag som sædvanlig, vejret var da roligt, havet lå næsten stille og delvis blankt, men vandstanden var allerede temmelig høj, det var højvande, som man kalder det. Man kunne ane noget andet vejr ville komme, men det var naturligvis far, der havde mest forstand på vind og vejr, hvad kendskab kunne en tolvårs knægt have på dette.
Far og mor kom hjem ved middagstide, mor blev noget forsinket med middagsmaden på grund af gudstjenesten. Man havde ikke dengang så travlt med at komme hjem, man havde tid til at hilse på hinanden bagefter, ligesom gudstjenesten var af længere varighed end nu. Det var før bilernes tid, og cykler havde de ikke, så turen måtte hver gang tages til fods, de to km hver vej.
Efter vi havde spist, begyndte vinden at friske op fra nordøst, og snart var det kuling. Allerede kl. ca. to var det frisket op til meget hård vind med stærk regn. Lidt senere sad vi ved kaffebordet, klokken var da ca. tre. Onkel Søren, fars bror, kom løbende i stor fart: Min pram er drevet i land, du kommer til at hjælpe mig, sagde han. Det var selvfølgelig håbløst at gøre noget ved det i det hårde vejr. Men far fik andet tøj på og så afsted. Men prammen var allerede fyldt med vand og tang, så den kunne de ikke gøre noget ved, de måtte lade den ligge, hvor den lå.
Vinden friskede yderligere op, vandet steg mere og mere og tog efterhånden alt med sig, alt hvad der var på land. Bundgarnspæle der var trukket op på land for vinteren, pramme der ligeledes var lagt op, fiskekasser og meget andet, alt var slugt af det grådige hav. – Far havde nogle torskeruser, der stod på græsset til tørring, der hvor vejen nu går. De blev taget med eller sandet ned, han så dem aldrig mere. En pram, der lå på land med bunden opad, blev suget med ud og lagde sig oveni den før omtalte pram, som onkel Søren havde.
Allerede først på aftenen kom far ind og fortalte, at bundgarnspælene, der lå på land, var væk, det var ved seks-tiden, - jeg siger til far: Så er mit skib også væk. - Skidt med det skib, siger far. Det var også rigtigt, men for mig var det en stor ting. Det var et lille skib, far havde bygget til mig engang, som jeg som dreng havde at more mig med, når vejret var til det, - jeg så det aldrig mere.
Far blev mere og mere urolig og nervøs, hvor længe ville vandet stige? hvor højt ville det komme op? – far havde aldrig tidligere set vandet så højt oppe. Samtidig med at vandet kom nærmere, tiltog vinden i styrke. Far gik ud og ind mange gange, hvordan ville det se ud om nogle timer? – hvad skulle han sige til mor, skulle hun være forberedt på at flytte ud? – mor havde sine anelser, hver gang far kom ind. – Deres tanker gik ofte til den motorbåd, der lå derude, som de havde ladet bygge et par år i forvejen, og hvori hele deres sammensparede penge var anbragt. Den lå fortøjet ude mellem revlerne, vi kalder det kilen (hvorfra navnet ved jeg ikke). – Far stirrede ud over det frådende hav, bælgmørkt og regnfuldt var det, så det næsten var umuligt at se ud, regn og havvand piskede i øjnene og ansigtet.
Omkring midnat var vinden eller stormen yderligere taget til i styrke. Vandet var nu så højt oppe, at det stod overfor der hvor nu Klitvej går. Der var på daværende tidspunkt ingen udsigt til ændring i vandstanden, far var stadig bekymret for sin båd, som lå derude til ankers mellem revlerne. Det var nat, bælgmørkt og regnfuldt, klokken var ca. to, - far var inde med de sidste vejrapporter til mor, - onkel Søren kom igen, - der kommer en stor båd drivende ind mod min iskælder, sagde han. Far anede med det samme, at det var deres egen båd, han løb derhen og nåede lige at se den lande oveni de to før omtalte pramme og knuste den bagerste del af dem begge. Få sekunder efter kom der en kæmpebølge og tog den med sig og satte den højt oppe på land, der hvor nu Klitvej går, ca. 50 m vest for det nuværende sommerhus ”Dueslaget”. – Der stod den godt, uden at have taget væsentlig skade.
Senere på natten stod far og stirrede ud over havet, eller rettere forsøgte at se derud, - han stod i læ af iskælderen eller ishuset, vi brugte begge benævnelser om huset. Det var bygningen, hvor der senere indrettedes det nuværende fiskerøgeri. Få øjeblikke efter far var gået derfra, røg taget af den østlige ende, der dengang var fladt. Det slog en kolbøtte og borede sig ca. en meter ned i den bløde jord mellem ishuset og udhuset. Vinduer og døre i ishuset blev slået ind, vand og sand fossede ind, hvorefter der var omkring en halv meter sand huset. Far havde to store kar stående derinde med klipfisk, som naturligvis blev fuldkommen ødelagte. 
Vandet stod allerede dengang omtrent op til stuehuset, det var meget faretruende. Stærke regnbyger og vand fra det frådende hav slog ind gennem vinduerne og taget, så vi mange gange i nattens løb måtte øse vand op med et fejeblad.
Noget efter midnat, klokken var sikkert omkring klokken tre, far kom ind igen efter at have taget et overblik over vind og vejr. Mor blev orienteret om, at det muligvis ville blive nødvendigt at flytte ud. Det var en noget vanskelig opgave for mor at skulle rykke ud, vi var dengang fire børn i alderen to til tretten år. Hvad skulle hun tage med? hvornår kunne vi forvente at komme tilbage? hvordan ville det se ud efter nattens hårde vejr? alt dette tårnede sig op for mor. Men inden hun skulle begynde at finde frem, hvad vi skulle have med, ville far ud at se, om der var mulighed for at vandet ville trække sig tilbage. En tid efter kom far ind, og han syntes, at vandet var begyndt at falde lidt. De talte om at vente lidt endnu med at pakke sammen. Hvor de havde tænkt sig, vi skulle være, ved vi ikke noget om, det eneste sted jeg kunne tænke mig, ville være hos Marie og Hans Hansen, der boede ca. 300 meter længere væk (det var i huset, der senere blev købt af lærer Th. Thomsen). – Far gik ud igen, der var ingen ro på ham. Han kontaktede onkel Søren, de mente begge, at vandet vist var ved at trække sig lidt tilbage. Far gik igen ind for at berolige mor, hun kunne vente lidt med at pakke sammen, da der muligvis var udsigt til en lille bedring i situationen.
Stormen var i aftagende, vandet begyndte at trække sig tilbage, mor kunne igen tage det lidt med ro. Derefter kunne vi gå i seng, men da var det ved at være ud på de små timer. Far kom dog ikke i seng med det samme, hvornår ved jeg ikke.
Det var dog ikke megen søvn, vi fik. Vi stod tidligt op igen, - jeg tror vi, eller jeg, var noget spændt på at se, hvordan stormen havde hærget på stranden. Vi vidste at meget var ødelagt, far orienterede os for hver gang han var ude. Jeg tror ødelæggelserne var større, end man havde tænkt sig. Vindstyrken havde været nær orkan med vindstyrke tolv (efter den gamle skala).
Det var et trist syn, der mødte os om morgenen. Alt var forandret, efter at vandet havde trukket sig tilbage, selvom det endnu var højvande, - alt var havareret, ishuse, fiskehuse, der var bygget af træ, var slået i itu mere eller mindre, der var skade på alle bygninger. – Hvor der før var græs, var der nu et metertykt sandlag, helt op til den nuværende vej eller længere. – Motorbåde og mindre kuttere, der lå til ankers, var drevet ind på stranden, de fleste stærkt beskadigede. Det varede længe, inden fiskerne igen kunne komme på fiskeri.
Det var et sørgeligt syn, et syn, vi der oplevede dette, aldrig vil glemme.
Alle bundgarnspælene var endnu ikke taget i land, men garnene var ødelagte, det var en katastrofe for de fleste fiskere, og indtjeningsmulighederne var kun små, nogle bundgarn kom ud igen, andre kunne fiske med mindre redskaber, såsom ruser, kroge og lignende. Der skulle helst tjenes en del til at imødegå en isvinter, som man trods alt skulle regne med.
Denne ”oktoberstorm”, som den senere kun blev kaldt, kom ikke alene. Vi oplevede allerede en af omtrent samme styrke den 1. og 2. november, dog ikke med den høje vandstand, da vinden kom fra nordvest. Igen d. 17. og 18. december, samt på årets sidste dag, den 31. december og 1. januar 1922. Det var fire hårde storme på et efterår, de sidste tre dog ikke med den store vandstand, da vinden hver gang var nordvest.
Allerede en tid efter orkanen i oktober forsøgte man gennem myndighederne at få lidt økonomisk hjælp. Det lykkedes også, jeg husker det daværende Fjellerup-Glæsborg sogneråd var ved stranden for at besigtige skaderne, de gik langs kysten de ca. 2,5 km. Sognerådet har sikkert ment, at hjælp var berettiget og nødvendigt. Der blev derefter bevilget et statslån, der var afdragsfrit i nogle år, renten var, så vidt jeg husker, 4%. Jeg mener, far fik et lån på 4000 kr. – og at restbeløbet 600 kr. blev eftergivet- Beløbets størrelse var naturligvis efter skadens omfang. – Dog nok til at lindre den værste nød.
 
Fjellerup Strand i oktober 1981
Johannes Aabenhus