Annoncer
Vinter i gamle dage

"VINTER I GAMLE DAGE"

Man siger, og hører så tit: "Da vi var børn, var der meget mere sne og is om vinteren, og meget mere sommer, end det er nu".

Det er muligvis rigtigt. - I hvert fald mærkede man det mere. Der var den gang ingen sneplove, - man havde kun det man kaldte snekastningspligt. Man så det ligeledes dengang med barneøjne. - Alting var mere storslået end nu, hvor man er blevet ældre.

Men vi har nok alligevel nogen ret i dette, når man siger: Da vi var børn, var der mere is og sne. - Jeg husker da også fra min barndom, hvor høje snedriverne kunne være. De var så høje, at vi kunne køre i slæde, eller kælk ned ad dem. Det har vidst ikke været muligt i mange år.

Også dengang som nu, kunne der være en enkelt dag, vi ikke kunne komme til skole, på grund af sne eller snedriver. - Det var mange år før man havde skolebus.

Jeg tror også det er flere år siden, vi har haft meget store snedriver. Tidligere var der ikke mange der havde en telefon, så lærere - eller skolen kunne ikke komme i forbindelse med forældrene, når snevejret satte ind, og sne vanskelighederne var store.

De der boede i nærheden af skolen - eller tæt ved - kunne nok møde, selv om man ikke havde fodtøj som i dag, gummistøvler eller lignende. Man havde højst et par træskostøvler. Men ikke nær alle. F.eks. vi søskende havde ingen støvler af nogen slags.

Men når først der var trådt et spor i sneen, af alle de voksne, der havde ærinde til Fjellerup, kunne vi træde i disse spor, og derved godt gå i skole, uden at få træskoene fyldt med sne. Man brugte ikke sko dengang, uden til "pænt brug".

Det var mest "Mandfolkene" der trådte disse spor, kvinderne skulle være fri, - de skulle passe hjem og børn. - I de fleste tilfælde var det nok også mændene, der havde bedst tid, når det var vinter med is og sne. Fiskerne kunne normalt ikke komme på havet. Det kunne være vanskeligt at komme på skovarbejde, ligeledes at arbejde i grusgraven tørvemosen, hvor der også tidligere var arbejde, inden vinteren og frosten satte ind.

Vi oplevede mange år med hårde vintre med masser af sne og is, men jeg kan ikke sætte årstal på dette. men vi der var børn dengang, kunne da glæde os både med is og sne, og det var dejligt og sjovt, bortset fra, at vi manglede det gode vinterfodtøj , som børn i dag har.

Det var tit vi måtte skifte strømper, når de var bleven våde kan vi også huske, når vore træsko var våde, at vores mor tørrede og

Det var sikkert ikke det helt store fiskeri, der blev drevet, det var muligvis kun ved min bedstemors hjælp, - måske også lidt fremmedhjælp af og til ved forårstid, når bundgarnene skulle sættes i vandet, da det nok dengang var det, der blev brugt mest.

Huset de boede i, var som omtalt bygget til to familier. - Den ene af disse blev nu indrettet til et lille røgen, hvis man kan kalde det et røgen, med kun en ovn. - Men alting skal have en begyndelse, - også et fiskerøgeri.

Der blev bygget en ovn, nærmest som de gamle tidligere bornholmske ovne. Der skulle i samme rum også være plads til rensning af fiskene.

Det var da heller ikke nogen stor produktion af røgede fisk. Mine forældre fortalte, at det var min bedstemor, der forestod røgningen, hun blev derfor kun kaldet "Line Røgen", (forkortelse af hendes navn, Nicoline)

Det var også min bedstemor der stod for salget af de røgede fisk. Dengang var det mest sild, der blev fanget og røget. - Hun tog rundt og solgte fiskene. Hun havde en kurv eller en kasse på ryggen. Hvor meget hun havde med - eller kunne sælge - vides ikke. Hun havde muligvis også af og til benyttet en trillebør, da det var det eneste mindre transportmiddel man dengang havde. Dog kunne der også dengang være andre der havde et hestekøretøj i de "lidt større virksomheder". Mine bed- steforældre er sikkert begyndt i det noget mindre.

I hjemmet opvoksede otte børn, hvor min far var en af de yngste. Min far hed Otto Jensenius Andersen Aabenhus, var født den 7. dec. 1880.

Min far arbejdede sammen med sin far i nogle år, indtil han i l9o3, købe huset af C.Q.Lunøe. I 19o5 overtog han fiskeri, og drev derefter begge "virksomheder". Ligeledes overtog han hele arealet ved stranden, ca. fem td. land(omkring to en halv ha.)

Derefter ombyggede han røgeovnen, til en noget større og udvidede "Forretningen". Denne ovn var nu præcis bygget helt som de tidligere bornholmske ovne, (måske er der endnu nogle tilbage af dem på Bornholm)

Det var nogle år før man skulle have myndighedernes tilladelse til at udvide og modernisere et røgen. Ej heller tilladelse fra Fiskeriministeriet, der var ikke noget der hed autorisationsnummer - eller afgift.

Denne ovn blev bygget i det gamle stråtækte hus - tinder selve stråtaget. Utroligt, at der i de mange år, ikke opstod brand i dette, - det var yderst brandfarligt, men der skete aldrig noget med dette. Der blev røget fisk i denne ovn, - i samme bygning, - under samme forhold, indtil 1931.

De var betydeligt bedre at løbe på. Der kom mange mennesker, mest yngre og børn, der var til Lider en større flok på isen. Men den skulle nok holde til os, den var tyk, efter en hård vinter med meget lave temperaturer.

Den næste hårde vinter jeg bedst husker, var i 1929, meget lige så megen sne og is, som i året 1922, jeg lige har omtalt.

Naturligvis har vi haft meget vinter med is og sne i de mellemliggende år, men ikke alle har fæstnet sig lige stærkt i min hukommelse, som de to vintre, jeg her nævner og skriver om.

Vinteren 1929, der begyndte den 14-15. januar, gav ikke anledning til skøjtning eller anden leg på havisen, den egnede sig ikke til dette, da den var meget ujævn. - Men da var vi også nået lidt over barnealderen. Der var andre ting, vi måtte tage os af, og bruge vor tid og fritid til, og som var mere nødvendigt, men så var der andre der kunne fornøje sig med dette, og der var andre der nu var vokset til.

Der var også andre - og større opgaver til os, som vi var fritaget for da vi var børn.

Der var dengang, - som gennem mange år, almindelig snekastningspligt, som man dengang måtte deltage i. Da jeg var 15 år, var jeg for første gang ude at kaste sne. Det var pligt for alle husejere, og jeg var med i stedet for min far. - Der var også dengang en snefoged udvalgt af det kommunale råd. Der var kun en for hele Fjellerup sogn, bortset fra, at der også var en for det forholdsvis udstrakte område, Fjellerup Mark. Fjellerup by, Strand, Fælled og Kær, havde fælles snefoged. Pligtkastning foregik på den måde, at en omgang var fire dage, eller fire gange i en sneperiode. - En husmand der ejede et beboelseshus, skulle kaste sne en dag i en omgang. En landejendom skulle kaste to dage. En større gård, f.eks. Østergaard, der dengang havde et stort landbrug med mange ansatte o.s.v. skulle kaste sne alle fire dage i en omgang og hver gang - så vidt jeg husker  møde med fire mand.

Den første gang jeg var med, begyndte vi ved Mølledarnmen, der lå over for, hvor Statoil nu er (I dag Nærkøb). Vi fortsatte gennem Fjellerup, ud i Meilgaard skov, til Skelbækken, der gør skel mellem Fjellerup og Glæsborg sogn. (Der hvor Skelbækhuset lå, det er der ikke mere).

Derefter igen til Fjellerup, opad Åsbjergvej til og med Åsbjergbakkeri. Vejen var dengang en hulvej, og var totalt fyldt op med sne, så der var noget at grave i og rydde væk.

Det blev den eneste gang jeg var sammen med Fjellerup om snerydning, da vi derefter blev delt, så Stranden, Fælleden og Kæret, kun havde det et område at tage sig af. Vi fik vor egen snefoged, og havde herefter området fra Mølledammen og nord på. Vores område var også stort nok, efter befolkningstallet.

Nu gik det ikke efter omgange, vi hjalp hinanden, uanset ejendommens størrelse. Vi fordelte arbejdet og fortsatte til vi havde ryddet sneen væk. - Vi havde - næsten alle - god tid til dette, når det var vinter. Snefogden blev fortsat valgt af Fjellerup-Glæsborg Sogneråd. Det var et "Borgerligt Ombud", så man kunne ikke nægte sig "Stillingen, der var ulønnet - naturligvis.

Den første snefoged var fisker Hans Hansen. Den næste hans bror Holger Hansen. Derefter ophørte snekastningspligten. Det var omkring 1950. Nu forsøgte man med en sneplov. Den første i Fjellerup, blev trukket af heste. Det var begrænset, hvad den kunne rydde væk. Så vidt jeg husker var det kun et eller to år. Derefter blev man motoriseret. Arvid Lohmand startede vognmandsforretning med en mindre lastbil. Den var ikke af de store. Han blev den første plovmand i Fjellerup.

Der var to hjælpere med, de stod på hver sit trinbræt, og skulle løfte ploven op - eller ned. - Det har sikkert været med et slags håndsving, det husker jeg ikke. Det var før vejene blev asfalterede. Når der var ujævnheder i vejene, skulle de hjælpe med dette. Det var en hård og udsat kold post for disse to mand, i snestorm eller fygning.

Det var et stort fremskridt i snerydningsarbejdet, men alligevel ikke nok, når den sammenføgne sne, var godt blandet med sandjord fra de omliggende marker, så måtte der folk til hjælp.

Samtidig med der kom lastvognstrukne sneplove, og snekastningspligten var ophørt, blev det sådan, at det var organiserede folk d.v.s. de, der var medlem af fagforeningen, - og som var uden arbejde på grund af vinteren - skulle fortrinsvis være med ved snerydning, når ikke sneploven kunne klare det.

Den første snefoged der blev valgt, var undertegnede,(her i vort område). Jeg skulle nu selv ud at se på forholdene, derefter udtage det mandskab, der var brug for, - i de områder sneploven ikke kunne komme. Snefogden fik af kommunen udleveret et kuponhefte, som jeg så skulle ud fylde med navn, samt det timetal de skulle have betaling for.

Med denne kupon, skulle de selv hente deres betaling på Kommunekontoret. Timelønnen var dengang 3,75 pr time. - Snefogden fik samme betaling som snekasterne.

Mit første arbejde som "kommunal arbejsleder", var på Telefonvejen, den var fuldstændig tillukket med sne og jord i en blanding efter stærk fygning. Den tunge sne kunne ikke fjernes med sneplov, der manglede nogle hestekræfter, derfor måtte vi ud med skovle.

Jeg fik sammenkaldt 18 mand - husker jeg. Det blæste og føg stadigvæk, og vejen var igen ved at fyge til.

Der kom flere mennesker - lokale - og kiggede på, de bebrejdede mig, at vi kastede sne med sådant vejr, da det hurtigt ville fyge til igen. Det var helt meningsløst at bruge kommunens penge, det var spild af penge, sagde de. Jeg var ikke glad ved at få denne kritik, snekasterne heller ikke, de ville godt tjene en dagløn ved dette arbejde.

Smedemester Olaf Jensen, var dengang sognerådsformand. Jeg gik til en telefon og ringede til ham. Jeg beklagede den kritik, jeg havde fået. Jeg fortalte ham samtidig, at jeg netop havde talt med en beboer ved stranden, der var højgravid, som kunne få brug for jordemoder, i værste fald også læge, og det kunne ske når som helst. -Jeg fik den besked, at vi bare kunne fortsætte, uanset hvad folk sagde.

Det gjorde vi, og fortsatte snerydning. Vi fik heller ikke mere kritik for dette. Den følgende nat blev født to små piger. De fik navnene: Bodil og Eva Thomsen. Jeg tror, vi alle var glade ved at lytte til sognerådsformanden, og ikke til de mennesker, der kritiserede os.

Dagen efter var vejret roligt, solen skinnede. Telefonvejen var nu igen farbar og fin. - Vi kunne nu fortsætte omme i kæret. Der var snedriverne så store og høje, at sneploven også der måtte give op. Dertil skulle bruges 5-6 mand. Det var ikke så langt og besværligt et stykke. Der var ingen jord fra markerne iblandet sneen.

Så vidt jeg husker, var det kun den ene vinter jeg fik prøvet at være "arbejdsleder' i Fjellerup-Glæsborg Kommune. Der kom større lastbiler med flere hestekræfter og kraftigere sneplove.

Men jeg var fortsat snefoged i vort eget område. En periode var fire år, jeg var det i to perioder - otte år. Selvom vi ikke skulle ud at grave med håndkraft, skulle jeg sørge for, at vejene blev ryddede, hvis der kom sne. Jeg skulle kontakte den, der skulle køre sneploven.

I dag bliver sneen hurtigt fjernet med de kræfter de i dag har. Hvis det sker, at driverne bliver for store og det kan ske endnu, så får man fat i de store entreprenørmaskiner eller gummigeder, med de store hestekræfter og de store kraftige sneplove. Der er vidst ikke noget, der overstiger disse kræfter.

Under 2.Verdenskrig fra 1939 til 1945, havde vi tre hårde vintre, med store mængder sne og is, også med havis og store isskruninger og isbjerge. Så vidt jeg husker var det årene 194o - 1942 og 1943. Men også vintrene 1945 og 1947 var hårde. 1947 var nok den vinter med de laveste frostgrader, mod 1945, hvor vi havde den meste sne. Jeg husker bedst i januar 1945, hvor vi seks dage i træk, kastede sne på Strandvejen, fra Mølledammen ned hvor Fælledvejen ender.

Hver dag når vi var færdige og det var ved at være mørkt, begyndte det at sne eller fyge, når det begyndte at blæse op. Næste dag kunne vi igen begynde, hvor vi dagen før havde gravet..

Det var de høje buske, der lå på østsiden af Strandvejen, der var anledningen, at sneen lagde sig netop der. Buskene og de store opgravninger virkede nærmest som sneskærme..

Til sidst var udgravningerne så store, at vi havde besvær med at komme af med sneen. - Og vejen blev naturligvis smallere og smallere, for hver gang vi gravede.

Vi var op til omkring 25 mand der gravede. Det var ikke alle der brugte skovlen lige meget. Der var et par stykker der hellere ville fortælle historier, og der var så nogle der gerne ville lytte til dem, i stedet for at bruge skovlen. Det gik så ud over os, der helst ville hjem til familien, frem for at høre de mere eller mindre pæne historier, der blev serveret.

Naturligvis har vi ind imellem haft flere vintre med hård frost, is og sne, men ikke alle fæstner sig lige fast, noget bliver glemt.

Skrevet i vinteren jan. 1994.

Johannes Aabenhus.

Til toppen