Annoncer
Jørgen Lund fortæller

Da farfar var i lære som købmand (handelslære, kommis)

                                    Årene 1953 – 1957.

 

Fred og idyl hviler over Fjellerup, ja over hele Djursland i den første del af halvtredserne.

En stille revolution er på vej, ingen tænker så meget over det, befolkningen går på Fjellerup kro og ser DANA BIO et omrejsende Biograf selskab, hvor vi blandt andet ser Far til Fire i Sneen, det virker så roligt alt sammen.

MEN, gaskomfuret er på vej ud af husmoderens køkken, ind kommer de elektriske hjælpemidler. Der bygges Frysehuse på andelsbasis, hvor borgeren kan købe sig en andel. Vaskemaskiner kommer til byen, de kan lånes for en dag hos mekaniker Juul.

 

Tænk i 1954 reklamerede IBM med en revolution: Skrivemaskine med Returknap.

 

Det nye fantastiske TV apparat kom brasende, Danmarks Radio tilbyder dog kun en kanal, og med to-tre få timer hver dag.  Så det er nu nok ikke noget,  men da DR varslede med det kæmpe store TV sjov, Ungarns  Flygtninge hjælp, kom der skred i salget, marts måned 1957 var der 65.000 TV. ejere i Danmark.

De personer der havde et fjernsyn, rykkede sammen så der var plads til mange gæster som gerne ville se TV med Volmer Sørensen, manden der styrede Ungarns udsendelse.

Fiskeeksportør Hemming Nielsen var en af de første der fik TV.

 

Landmanden mærkede også den snigende modernisering inden for landbrugsmaskineriet,

Den lille friske Engelske Grå Ferguson Traktor var på ønske sedlen hos de fleste landmænd, der var også mange der fik ønsket opfyldt ved hjælp af Marshall hjælpen fra USA, Marshall hjælpen betød det danske landbruget skulle have et tilskud så produktionen kunne få tempoet sat i vejret. Der var hjælp at hente helt hen i 1956. Da havde Danmark modtaget 300mill. Dollars i Marshall hjælp.

 

Vi unge gik til bal på Fjellerup Kro og i de mange øvrige landsbykroer og omkringliggende forsamlingshuse, til tonerne af Hele UGEN ALENE, samt KÆRE JOHN med musik af Trioen EMMY SPENS fra Tustrup Bakker.

Pigerne sad på deres stole til venstre i salen, drengene /mændene sad på højre side, pigerne ventede på hvem der kom og inviterede til dans, var der nye piger på bænken kunne der godt være kapgang for at komme først og byde den nye pige op til dans.

Der var altid besøg fra Nørager, et folkevognsrugbrød kom med et læs af unge mennesker , de dansede og de blev derfor tørstige, det hørte til dagsorden  at  de roede sig altid ud i ballade, og hvis ikke Techen var på pletten blev der slagsmål, det foregik altid helt inde i Marie rutebils have.

Vi andre gik hen til bageren som kæmpede i sit bageriet, vi kunne købe rundstykker og kager kl. 2.00  , så havde vi brød med hjem til morgenkaffen.

 

Pludselig blev vi unge trukket med ind i den nye dansekultur, ja og ikke at glemme musikken der langsomt blev udskiftet med ROOK OG RUL—og JITTERBUGEN som første gang blev præsenteret på Fjellerup Kro en forårsaften i 1954 af gæster fra Randers. Sikke nogle dansere og ikke mindst dansepigerne. Det var sandelig noget andet musik og dans end vi var bekendt med. Drengene smed pigerne op i luften, de rullede rundt på gulvet, hvad var det der var ved at ske?

Disse fremmede der kom brasende ind på Fjellerup kro på vores område, medbringende en grammofon med grammofon plader, blev for flere af de unge lokal gæster en plage, de burde smides ud mente de højlydt.  Fiskerne fra Bønnerup sad og spiste smørrebrød, de blev meget vrede over gæsterne fra byen og deres støjende måde at være på..

Kromanden kunne mærke der var uro på vej, bad lokalbetjenten Techen komme ind i salen medbringende den store sorte hund, hunden der aldrig smilede, og fortælle hvem der måske kom ud først, så var der fuldstændig ro, og danserne gav den gas igen. Jeg kan tydelig se vi unge stå med åben mund og være urolig for femtiden.

Vores kulturvogtere, forældrene  og øvrige borgere som ikke ville se fremtiden ændre sig ,lagde afstand til alt det nye vi kom med, den  nye kultur som turisterne kom slæbende med.

 

Kromanden og hans familie var meget afholdt, de forstod at holde kro, havde hver eneste år Københavnerfamilier boende på fuld forplejninger, kro fatter Eliot Bech og hans hustru Olga, var altid selv tilstede og serverede og passede kunder op sammen med deres serverings personale, der var rigtig mange af byens unge piger der fik en hurtig uddannelse som servitrice hos familien Bech.

Det var her idrætsforeningen og borgerforeningen afholdte deres baller.

Mange enlige i Fjellerup lavede en mad aftale med kroen om den varme mad hver dag, de fik også derved et samlingssted, de var sikker på de fik deres varme hjemmelavet mad. Og det var dengang uden kommunaltilskud.

 

På kroen arbejde Fru Stigaard i køkkenet som opvasker og andet forfalden arbejde, når der var bal tømte fru Stigaard alle ølslanter over i gulvspande, det skulle hun have med hjem til sine grise. Det var en oplevelse kl. 2.00 om natten at se fru Stigaard vandre op af bakken når ballet var slut, med to spande øl, hun boede ovre på den anden side af vejen lidt op af bakken.

Der gik mange historier om de spande øl, naboerne hørte ikke grisene søndag og mandag.

 

Den nye dans og musik oplevelse gav os unge mod på at tage til bal i Pavillonen i Grenaa, det var meget spændende, her var en del ny musik kommet på scenen, men vi skulle jo også passe de omkringliggende baller i forsamlingshusene, derfor var vi til bal fredag, lørdag og søndag, det kunne jo lade sig gøre fordi vi var blevet knallertkører. Men vores midler var meget, meget begrænsede der kunne kun blive penge til en enkel øl pr bal, og vi var derfor også friske om morgenen når vi skulle på job.  Da vi kun kunne købe en øl, måtte vi gemme den oppe bag scenen, og med passende mellemrum tage en lille tår af flasken, så lugtede vi også af bajersk øl som rigtige mænd. Et var afgørende for at få vores forældres tilladelse til at gå i byen næste gang var, pas den aftalte tid, og det var vigtigt i de første unge år, det var forældrene der tog ansvaret for vores opdragelse, ja respekt for vores arbejdsplads.

 

Danseskole var en af de få fritidsaktiviteter udover fodbold og gymnastik vi kumme deltage i, Jørgen Skipper og jeg gik på danseskole hos Bekker dans fra Grenaa på Fjellerup kro, vi var også kommet på afløser listen, hver gang vi var på danseskole i Fjellerup, fik vi den orientering , der mangler dansere på holdne i Gjerrild eller måske Homå, så drønede vi to på knallerten til dans, og var særlig tilfredse når vi fik opgaven at danse ved et afdansnings bal, så vi nød at komme som dem der reddede det hele, måske også lidt for at vise pigerne vi kunne danse.

En aften inden vi skulle ud og rulle på vore knallerter , inviterede Jørgen mig ind og se hans nye grammofonplade med Louis Armstrong, vi lagde pladen på grammofonen som stod oppe i vindueskarmen med højtalerne, da Jørgen var alene hjemme åbnede vi vinduerne og gav højtalerne fuld skrue, det var bare fantastisk at kunne spille så hele byen kunne høre Louise .

 

Hos købmand Holger Skallerup, Fjellerup.

Købmandsforretningen forhandlede alt hvad der hørte sig til et blandet land handel.

Stort Isenkram, søm, skruer, beslag, alt i skafter til grev -skovl, hammere, økse mm.  porcelæn, kaffestel, spisestel, vinglas udvalg af gaveartikler og vinduesglas, hønsetråd og hegnstråd. Tjære, cement og alt i kreaturfoder også kaldt foderstof, brændsel som koks i flere størrelser og briketter. Så - sæd blev som meget at foderstoffet optaget på ordre, og vores vognmand Juul Nielsen leverede det på kundens adresse, det kunne også gælde bygningsartikler.

Alt inden for kolonial, en række tør-farver som skulle blandes op til div. Malerfarver, husmoderen kunne bruge i hjemmet. ikke alle ville forstå det nymodens med færdige maling i dåser.  Vi havde et meget stort udvalg af tobak, vin og spiritus. Og selvfølgelig et begrænset slikudvalg.

På loftet havde vi lager af gryder, potter og pander, samt alle former for mark og haveredskaber, hegnstråd og mange tykkelser reb fra Randers reb, hønsetråd i mange størrelser. Stort udvalg i lampeglas, væger, rense nåle. I kælderen lå tromler med sirup, eddike, sprit, motorolie, maskinolie, konsistensfedt og selvbindergarn. Benzin til automobiler og blå benzin (afgifts fri) til traktorer.

 

Butikken åbnede kl. 6.30/7.00, vi havde åbent til kl. 17.30 (når kunderne var gået) fredag til kl. 20.00 og lørdag kl. 14.00. Varm mad skulle vi spise kl. ca. 12.30 helst lidt kvikt, kaffe pause kl. 15.00 en hurtig tår, ellers ikke ingen pauser tilladt, vi fik aftensmad ca. kl. 18.30 inden jeg kørte til Tranehuse..

 

Min fornemmelse af omsætnings størrelsen var vanskelig, grundet det ikke var tilladt at se regnskab eller følge med i bogførings arbejde.

Men et var synligt, den store kredit der blev ydet kunderne, var tegn på der blev overskud i anselig størrelse.

Omsætningen ved min læretids slutning lå på ca. 400.000 kr. ifølge min anbefaling hvor det var påført.  Det var en super omsætning ekspederet af 2 personer, samt fruen i de tilspidsede tidspunkter.

 

           
 
 
 
   
 
 
 
 
 
 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                            Papirhandlen var lige overfor Skolen

 

 

 

   Larimæ Christi, tidens vin.

                                                   

Jeg var den sidste lærling inden Tyranniet ophørte.

Inden jeg kom i lære havde jeg min skolegang i Ryomgaard private Realskole, men kunne ikke fortsætte i privatskole, mine forældre skulle betale skolepenge, betaling med Ryomgaard Gjerrild Grenaa Jernbane og ikke at glemme udgifter til skolebøgerne, min far var syg af kronisk astma, derfor var pengene små i hjemmet, jeg kunne kun se det var rart at komme fri af skolen, komme i lære og tjene penge. Så måtte udbygning af skolegang komme senere.

Jeg var helt klar på, jeg ville ikke være murer, Murer Jensen i Fjellerup var den eneste der havde brug for en lærling på det tidspunkt, han havde været efter mig. Snedker ville jeg gerne i lære som, det kunne jeg ikke komme, der var ingen læreplads ledig i nærområdet.

I et samfund som det vi levede i var oplysninger ikke så mangfoldige. Der var ingen der bankede på og fortalte du har følgende muligheder.

Flytte hjemme fra på daværende tidspunkt var da mærkeligt, man skulle have lidt mere erfaring, skulle kende mere til omverden, og det kom man først til når man fik venner uden for det lokale samfund, her tænker jeg på handelsskole, til aktiviteter i nabobyerne eller Grenaa.

Der var selvfølgelig folk i alle aldre der drog uden for byen, de fik grundstenen lagt i samarbejde med familie eller hjemmets venner, for at sikre der var fast grund under det evt. indgåede arrangement.

Og så havde jeg også en drøm om at blive frisør, vores Tropsfører i det Danske spejderkorps Frisørmester Fjelfort i Fjellerup ville gerne have en lærling så han kunne blive lidt aflastet i sin salon.  Når jeg kom til Fjellerup sad kunderne til Frisøren altid uden for og sludrede medens de ventede på en plads i stolen, drak en pilsner røg en cigar, det så ud til kunne blive noget meget hyggeligt? Så det skulle være mit levebrød!  Alt blev lavet klar til startdatoen, papirer sendt ind til de myndigheder der stod for det arbejde.

Lønnen var meget meget dårlig, den kunne ikke dække udgifter ved at spise fuld kost hos Fjelfort, jeg skulle selv betale lidt ekstra det første år.  Og jeg skulle jo bo hjemme.

Kort tid inden start datoen, kom Fjelfort pludselig kørende på sin motorcykel med sidevogn, han beklagede men det kunne ikke blive til noget med at komme i lære hos ham, han skulle for at have en lærling, på efter frisørskole, grundet han var aldrig blevet udlært, han havde ikke råd til at komme på skole og lukke sin salon i tre måneder.  Så det forhold var smadret. Det var jeg meget ked af. Hvad nu, så var verden brast sammen

 

       
   
 
 
 
 
 
 

 

.

 

Pludselig var der brug for mig!

 

Luftfoto 1963.                                          Enhver landmands drøm, en Ferguson.

 

Om eftermiddagen var Købmand Skallerups hustru Johanne over i salonen hos Fjelforts hustru, som var damefrisør, hustruen var heller ikke udlært, her beklagede frisøren sig over systemet, han kunne ikke få sin lærling. Johanne styrtede hjem i butikken og meddelte sin mand købmand Skallerup, Rasmus Lunds søn i Tranehuse kan ikke komme i lære hos Fjelfort.

 Straks ringede Skallerup til min far og inviterede os til aften kaffe, Skallerup spurgte min far om jeg havd talent som sælger, det mente far ganske bestemt, ”Jørgen sælger frimærker i toget og spiller kort på vej til og fra skole, ja og så sælger han også cigaretter som han køber en hel og sælger skoddet for 25.øre, og marmorkugler i toget. Han har en stor flok geder, som han opdrætter og sælger, og kører rundt med aviser i weekenden. Jeg blev ikke spurgt om jeg mente det samme som min far, men jeg fik betegnelsen, egnet som sælger

Men som min far rigtig sagde, du er heldig, nu har du en læreplads..

Jeg blev straks ansat, papirerne kom til underskrift, jeg fik 125,00kr. og fuld kost, hver måned, jeg skulle selvfølgelig bo hjemme

Det var bedre økonomisk end at være ansat i en frisør salon.

Jeg skulle møde hver morgen kl. 6,30 om sommeren, om vinteren kl. 7,00. Mødetidspunktet blev styret af de mælkekuske der kom og skulle til Fjellerup Mejeri, om de havde først eller anden tur, de var rundt hos bønderne og hente mælken som skulle til mejeriet og behandles. Så fik mælkekusken i flere tilfælde købmandskurven og kontrabogen med fra landmanden når de hentede mælkejungerne til Mejeriet, i kontrabogen havde husmoderen på gården nedskrevet hvad hun ønskede med mælkekusken retur.  Der kom fire mælkekusker til vores butiks dør om morgenen, til tider kunne hver mælkekusk have fem til seks kundekurve (spånkurve) med, og så var der nok at ekspederer, de øvrige kunder der kom, skulle også passes.

Kurvene skulle være klare når mælkekusken kom retur fra mejeriet, han fik en mælkekusk cigar, når han fik kurvene med retur.  Kurvene skulle være pakket og om vinteren være pakket godt inde i avispapir eller andet, de var på mælkevognen i flere timer trukket af heste i sne, is og storm.

Nu var kundernes ordrebog dengang ikke så omfangsrig., men der var meget travlt fra morgenstunden.

 

 
 
 
 

 

 

 Roligheden herskede over Fjellerup at se til, men alle havde sit job at udføre.

 Butikkens ansigt udad til: Der skulle hver morgen fejes og ryddes op uden for butikken, vi havde to store kastanietræer som var flittige til at smide blad på vejen, mælkekuskens heste var ikke tilbageholdende med en gang hestepærer når de stod og ventede på kusken som var inde og få dagens mælkekusk cigar, cigarillos af dårligst kvalitet, hestepærerne og bladene skulle fejes væk, de skulle om i haven, det var gødning til Skallerups nyttehave.

En ting som også var morgen arbejde i den kolde tid, kakkelovnen stor og krævende, den var samme model de havde i skolen og i forsamlingshuse, den skulle renses og tændes op igen, den kunne drille om nogen kunne.

Jeg sørgede gerne for at fyre /tænde op i kakkelovnen medens Skallerup indtog sin morgenmad, derefter kom han ud fra stuen med sin pibe tændt, morgen maden havde ikke hver gang gjort han mildere, var kakkelovnen ikke tændt når han kom ud, kunne han finde på at skubbe mig væk og sige ”du kan ikke tænde op, lad mig. Det burde din mor have lært dig.” Der kom også kunder om morgenen og forsinkede kakkelovns tændingen.

Efter mit morgenmåltid og kurvene var færdig ekspederet skulle der gøres rent på lager, loftet og på hylder både i butikken og på lageret.

 Trappen op til lager på loftet skulle også renholdes, første gang jeg tog kosten og fejede trappen fra øverste trin og ned, gav det en tumult af stor styrke, Skallerup rev kosten ud af hænderne på mig, så urremmen brød sammen, han bad til at min moder havde lært mig at gøre rent. Jeg var godt klar over man tager fejebladet og den lille fejekost til det brug, men det andet var nemmere. Jeg påtalte urremmen der var i stykker, Skallerup konstaterede det var min egen fejl, jeg kunne bare feje ordentligt.

 Tilbage til den første dag, 1,ste april 1953 kl. 7.00 i et forløb på 1460 lærlinge- dage minus ferie som var to uger om året. Jeg havde min nyindkøbte ny stryget hvide kittel på, bred brun livrem, blyant bag øret, kuglepen og en købmands -saks med i kittellommen som udstyr, hvid skjorte og slips, så jeg var helt klar. Jeg var stolt.

Efter morgen kaffen fik jeg ordre på at pakke de modtagne pakker med isenkram fra leverandøren som stod på lageret ud, jeg havde nok ønsket vi var gået rundt i hele huset og set hvad der var og hvor det var, men det blev ikke sådan det startede. Kort efter kom købmandens frue Johanne og bad mig komme i butikken og hjælpe med at ekspederer kunder, jeg var lige ved at smide kitlen og gå hjem af skræk, ikke allerede, men sådan var betingelserne, det var med rystende hånd jeg spurgte den første kunde hvad jeg kunne hjælpe med, i den ekspedition var også ønsket om en æske husholdnings tændstikker, jeg kunne ikke finde tændstikkerne, og spurgte selvfølgelig Skallerup, ”hvor har vi tændstikker” svaret var ikke til at tage fejl af,

” pas på du ikke træder på dem” de var på en hylde under disken, lige under hvor jeg stod.

Det var så tegnet til at man ikke skal spørge, for der var ingen hjælp at hente.

Jeg husker også den første dag, sidst på dagen kom en kunde med sin kontrabog og der stod skrevet 1/8 del kaffe, jeg viste ikke mit levende råd, det mål havde vi aldrig brugt der hjemme, men min skolekammerat Kurt Hansen som var nede for at se hvordan jeg havde det, ham og jeg arbejde med vægten for at ramme det rigtige, nemlig 125 gram kaffe, så var jeg fri for at høre Skallerup snerrede.

Når vi ekspederede brun sæbe foregik det fra en stor jern tønde vi havde stående i hjørnet af disken, og med en lang jern ske tog vi en klat brun sæbe(vi havde der ikke flydende brunsæbe) på et stykke pergament papir, op på vægten og skulle veje det til det ønskede antal gram, derefter skulle det pakkes ind i indpakningspapiret som var under disken, det passede med et blad fra en telefonbog. Hvis ikke pakningen var fin og glat, sendte Skallerup den retur ned af disken og råbte ”pak om”, det var ikke så behageligt hvis der var en skolekammerat eller en anden bekendt inde i butikken.

Vi købte alt i sække, spande, tønder og kasser, som jeg så skulle afveje i poser eller pakker, lukke et papir pose var fra starten var ikke let, men Skallerups øjne i nakken kunne gøre meget for et godt resultat. Ellers smed han posen hvis han ikke mente, var godt nok lukket, ned af disken med en gnaven kommentar. Det var st. melis, mel, farin, hugget sukker, kartoffelmel, rosiner, svesker, salt fint som groft, havregryn som der også var i flere sorteringen og finhed, alt i gryn og sæbespåner ja alt hvad der kunne købes. Fabrikkerne var ikke dygtige til at lave salgs emballage, så det var for butikken også billigere at købe i sække, og så selv veje det i poser. Det var hvide poser uden tekst, så der skulle stemples med et lille gummistempel ”st. Melis” før de blev pakket. Vi havde et lille udvalg af stempler med tekster, Resten skrev jeg selv teksten med kuglepen Jeg mener at huske det værste at pose var sæbespåner, de kom hjem i finertønder, den sæbeduft var kraftig og støvede grimt.

Når Skallerup kom ud i bagbutikken hvor jeg stod og afvejede, gennemgik han altid den tomme emballage for at se om jeg har tømt kasser og sække godt nok, de 100.kilos jute sække med st. melis var næsten ikke til få tømt, han tog sækken løftede den og rystede den ud på gulvet, var der en rest, som er næsten umuligt at undgå, udbrød han ” du kunne ligeså godt have fået læreplads i Brugsen, de forstår heller ikke at tømme en sukkersæk og slet ikke at spare, fråds, du lære aldrig at spare”, så kunne jeg feje det op efter hans kontrol tømning, inden jeg fortsatte afvejningen.

Året hvor (1954) 1.kilo smør kostede 7.78kr.- 1.pilsner 0.80øre. – 1. liter mælk 0,68 øre. – 1. kilo havregryn 1.40.kr. Et rugbrød 2.kilos 1.15.kr. -.

Statsministerens årsløn 49.500.00kr.-årets slager Kære John og Oh min Papa begge af Grethe Klitgaard. Nyt ord i danske sprog ”kabinescooter”

Ugentlig arbejdstid var 48.timer. Faglærtes timeløn 4,93- ufaglært 4.34 og kvinde lønnen 3.05.

Den gennemsnitlige husstandsindkomst var 14.000kr.

Jeg husker tydeligt fodboldkampen juni måned 1953, for andet år i træk tabte vi til Sverige 3-1.

Som Skallerup udtrykte det, de trænger til at komme ud og lave noget på landet i stedet for.

I radioen spillede de ”Vovsen i mit vindue”  året slager på dansegulvet.

Om det så var Esso motorolie købte vi det i 50.l tønder af Esso benzin chaufføren når han var med benzin, derefter stod jeg og tappede det over på 1/1 flasker, og vi tappede også på 5.l dunke så sparede vi lidt på indkøbsprisen. Noget frygteligt svinet arbejde olie her og olie der, Ind imellem skulle jeg også passe kunderne, så når klokken ringede, ind og ekspederer, ja sikkert noget griseri fra olie til fem chokolade frøer eller for 10øre gær, et stykke af marmeladen som kunne købes i stykker, som var det en skive ost. . Vi kendte ikke bedre, jeg havde dog en lille håndvask i bagbutikken, men tænk hvis jeg gik hen og vaske hænder når dørklokken ringede, sikke et væsen ”er du faldt i søvn ” ville råbet lyde.

Har altid nået at afveje det hele, og sådan skulle det også være, ellers måtte men jo tage en tørn efter lukketid.

 

Vi var også en sommerbutik, selv om vi ikke var klar til det, eller benyttede os af muligheden.

Der var i 1953 100 sommerhuse i Fjellerup, det første blev bygget 1930, mine forældre byggede et på nu Åbenhusvej i 1935, da var der syv i Fjellerup..

Det var sommer og mange gæster kom i butikken, Fjellerup var en turistby med en del sommerhuse allerede, folk i telt i sommerpensionater og sommerlejere, mange fastboende ved stranden flyttede ind i deres udhus eller have hus for at give plads den indtægt de kunne få ved at leje stuehuset ud til sommergæster. vi havde som den eneste butik i nærheden, ene- forhandling af mange spec. produkter inden for spiritus, cigarer, cigaretter. det foranledigede mange af de store at købe stærke turister kom i vores købmandsbutik for at få de ”gode” produkter, MEN kom der en stor direktør

 

       
 
 
 
   
 
 
 

 

Axel med de røgede fisk, på sin budcykel .                 IMI kunne bruges til alt i husholdningen.

 ind med en cigar i munden og i korte bukser og maven hængende, og bad om en flaske spiritus og en kasse cigarer 50.stks, så sagde Skallerup tak for ordren” men ikke i min butik, mine faste kunder som kommer hele året kan ikke være tjent med

 

 

Folmers Ford T 29.

 

 

  at se en så sjusket påklædning, UD”. Ja så røg den handel, til glæde for en anden købmand eller brugsen i byen..

Der var allerede en aktiv turistomsætning i Fjellerup på det tidspunkt, selvom ingen forsøgte at gøre noget særligt ved det, og glemte at på den måde at regne med de turister dengang også havde penge på lommen, de kom fra byer med stor industri og derfor havde de større løn, flere midler til mere forbrug.

Der var salgssteder nok i byen til at kunne betjene større omsætning.

Vi havde dengang to købmænd i Fjellerup en ret stor brugsforening, bager, to slagtere, to skomagere, en cykelsmed og mekaniker, Trikotagen med Ester Forsingdal Hjort, et stort mejeri, smed, snedker, og murer, karetmager, skrædder, en kro, papirhandel hos fru malermester Rasmussen, to gartnere og to frisører Fusager og Fjelfort, ikke at glemme missionshuset, forsamlingshuset og Fjellerup Mølle. Tre vognmænd til at udføre forfaldne opgaver. Det var Skallerup og Brugsen der solgte benzin også den blå benzin til landmændene som var afgifts fri, vi havde pumpen omme i gården.

Disse erhvervsdrivende havde haft en glimrende tid op til dato. Fiskerne havde tjent mange penge lige efter krigen, der var for lidt kød og det der var godt skulle eksporteres, derfor var priserne på fisk meget høje, det gav også Fjellerup fisker en aktiv tilværelse, der var to store fiskeeksportører Klara Hansen og Hemming Nilsen, Aabenhus store fiskerøgeri, en fiske konserves fabrik.

Meget af deres produktion blev solgt videre til København straks samme aften, lastbilerne kørte til Tranehuse station, læssede fisken ind i jernbanevogne som forlod stationen om aftenen, mine forældre boede lige over for stationen i Tranehuse, så jeg har set mange gange der blev fyldt tre jernbanevogne klar til afgang om aftenen.

Det blev mange arbejdspladser der var aktive på grund af fiskeindustrien i Fjellerup, fiskehandler flåden havde grebet om sig, da jeg startede hos Skallerup kørte der 13 fiskehandlere ud fra Fjellerup. Der gav arbejde til medarbejdere i is kælderen ved stranden, her gjorde fiskehandleren sin indkøbte fisk klar til salg næste dag.

Et hårdt job, startede om morgenen kl. 4.30-5.00 alt efter hvor de skulle på Djursland, ja der var flere der kørte længere op i landet, de kom hjem efter frokost, derefter ud og hente fisk til næste dags salg, og det kunne være i Bønnerup, Grenaa eller lokalt køb. Så skulle fiskene gøres klar til næste dags salg. Om lørdagen var der fri, der var flere der mødtes på kroen, fik sat den forgangne uge på plads, det kunne godt være en oplevelse at sidde med ved bordet når fiskehandlerne holdt lørdags fri på kroen. Så startede de igen søndag efter frokost med at købe og gøre fisk klar.

Fjellerup sparekasse bestod af en bestyrelse af seje velstående gårdmænd, sognerådsformanden, mejeribestyrer, ja de styrede udvikling i byen. Det var alle borgere fra det bedre borgerskab, de kunne bestemme udviklingen, og hvem der skulle have udviklingen.

 

Der var også ved at begynde at blive nogle små gode sæson butikker ved stranden, der var bl.a. to mindre personer der havde en lille købmands butik ved stranden slutning af telefonvejen ”Mummitroldene” blev de kaldt i folkemunde, de købte tobaksvarerne, vin og spiritus hos os med lidt rabat på, der var ikke meget fortjeneste på tobaksvarerne, men vi kunne så købe større partier ind og på en større mængde rabat, vi købte Tobaksvarer direkte fra fabrikkerne når repræsentanten var på besøg og fik en ordre, ellers købte vi tobaksvarer fra Jøns tobaksvarer i Grenaa, de fik ordren om formiddagen og vi fik varene leveret med rutebilen om eftermiddagen.

Når man tænker på den kriminelle udvikling som er i samfundet i nyre tid, tobaksvarer blev dengang behandlet på samme afslappet måde som isenkram, når det blev sendt med rutebilen, de fire år jeg var hos købmanden har vi aldrig talt om der manglede pakker eller været brud på de modtagne pakker. Jøns sendte tobakspakkerne ned på rutebilstationen i Grenaa, op i rutebilen, chaufføren gik måske oppe på taget af rutebilen og bandt kufferter, cykler eller stort transport medens pakkerne stod i bussen, det gav ikke problemer.

Isenkram uanset om det var glas, porcelæn, beslag, eller grovvarer i mange varianter fik vi dem næsten alle fra Hans Schourup a/s i Århus, varen kom med rutebilen, og var i mange tilfælde store pakker, brunt papir med hvid kraftig snor om.

Pakker aflæssede rutebilchaufføren af på rutebilstationen(nede hos gartneren (Marie og Carlo) ved siden af købmand Hansen) og her sørgede de for at leverer pakker og lign. ud til modtager adressen.

1954 blev beskatningen af Tobak og Spiritus sat op , jeg husker tydeligt alle de kloge ord fra den daglige samtale , hvordan man mente det burde have været ordnet uden afgift.

Viggo Kampmann var ikke en anset herrer længere når han kunne lave så noget mod den lille mand.

Genbrug var udbredt også dengang.

Alt indpaknings papir fra leverandører og snor skulle genanvendes, papiret blev glattet ud, skåret i passende stykker og lagt ned på hylden, knuden på snoren skulle bindes op, ikke skæres over, snoren skulle vikles på en bestemt måde. Jeg mindes ikke vi købte indpakningspapir i ruller, kun til juleindpakning blev der købt en ny rulle, snor havde vi de fire år jeg var i lære en og samme rulle der hang i loftet, den samme rulle brunt papir, resten var genbrug. Vi købte en bred rulle brunt indpakningspapir til bryllupsgaver og lign.

Alle telefonbøger og hvad der ellers var brugeligt blev skåret op og genanvendt.

På det tidspunkt var der ikke opfundet ”bærepose” så skulle man selv lave dem, kunderne havde selv spånkurven med til deres indkøbte varer, små kunder små kurve, kunder som købte meget, havde store spånkurve. Vi havde tre størrelser i spånkurve til salg.

På lager loftet var der stabler af gamle fakturaer fra Skallerups fars tid der var købmand i samme butik, de fakturaer tog jeg jævnligt en bunke ned af og skar i passende stykker, mindre end A.5, dem brugte vi til notablokken, og kom kunderne og købte nogle varer fik de den som en nota med kvittering på. Det har givet mange oplevelser blandt kunderne, når de fik en nota på så gammelt papir, særlig spændende var bagsiden for der stod prisen på varer som var købt for så mange år siden af Skallerups far. Jeg forsøgte at få tilladelse til at smide det gamle lager af faktura ud, men de skulle bruges, det viste tydeligt den nuværende sløset ungdom sagde Skallerup, når jeg kunne finde på at smide de gamle fakturaer ud.

Alle de konvolutter vi fik breve i med posten skulle åbnes så de kunne bruges igen, de kunne bruges til stifter, søm, træskobeslag ja uanede muligheder for anvendelse.

I forbindelse med konvolutter, nævnte jeg dem som Kuverter som min mor altid udtrykte det, kan du ikke tale dansk sagde Skallerup, det er kun i Frankrig og dem der har gået på realskolede udtaler det som Kuverter.

Alle slags emballage vi fik varer i skulle sendes retur, mange af dem var faktureret, korn og foderstof var stort område, sække til korn (var Juta-sække) og kostede 3.00kr. pr. stk

Hvad du ikke ser, kan vi skaffe.

Ved de lokale f. eks. bryllupper, store fødselsdage og jubilæum blandt Fjellerup borgere var de fleste kunder med på gavelisten, den lå fremme i Butikken så kunne man skrive sig på, og det var ikke pænt at sige nej til at give en skilling til gaven for en gårdejers datter eller søn, jo flere vi fik på gjort opmærksom på listen jo større gave kunne vi sælge udtrykte Skallerup det. I utrolig mange tilfælde var gaven til brudepar alt efter hvor mange penge vi fik samlet ind, et Rosenborg kaffestel med alt tilbehør, og kunne der blive til det skulle der også et spisestel med alt tilbehør.

Vi bestilte stellet hos leverandøren indpakket stel for stel, så skulle vi kun komme det indkøbte brune papir om kassen, jeg kan huske Rosenborg stel var en plage, jeg var af den overbevisning at de unge skulle se et hæfte med de forskellige stel, men det var ikke vores opgave, kunderne var fuldstændig klar over hvad de unge ville ønske sig mente Skallerup..

Vi kunne skaffe alt hjem efter kundens ønske, barnevogn. klapvogn, slåmaskine til græsplænen, seletøj til hestene.

Det var på den tid almindeligt de unge piger tænkte på deres fremtid som kommende hustru, de købte når de havde penge at undvære en del til et kaffestel de samlede på eller noget andet udstyr.

Der var mange tilfælde hvor vi skaffede en del til et stel hjem til en ung pige. Det kunne blive til mange indkøb for de unge piger inden de blev gift.

Her blev sladder byttet med sladder.

En købmands butik var samlings sted for byens sladder og historie, men ikke hos Skallerup, ingen fik lov og stå og bruge butikken som varmestue, og slet ikke på lageret som de fik lov til mange andre steder, hos Købmand Hansen kunne folk godt købe en bajer ude på lageret, mændene sad på ølkasserne og røg og nød en Thor medens de fik talt om de sidste nyheder. Lidt smug kro måske, når landbetjenten Techen parkerede lige ud for butikkens vinduer, så var Hansen klar over der skulle en advarsel sendes ud i baglokalet for at dæmpe gemytterne, ingen tænkte på den røg de udsendte i baglokalet drog ind i butikken og gav signalet at der var folk i bagbutikken. Til tider stak Techen hovedet ud i bagbutikken, hilste og sagde ”undskyld jeg tog den forkerte dør”. Det gav så mindre besøgstal i bagbutikken en kort periode, kunderne lod Hansen være alene med nervøsiteten.

Men når Skallerup sov til middag, blev der travlt på butikkens læderbetrukne bænk, damerne der ville snakke kendte tidspunktet Skallerup sov, og så fik den alt det snak den kunne trække, sådan rigtig sladder snak, her var Johanne vældig til at føre an, en god ven af huset fru Søndergaard som var hjælper i huset, drønede ind i butikken med det samme, de var normalt fire kvinder der byttede minder. Da Ester Hjorts søster Gerda fik sig en kæreste var der travlt på sladrebænken, så en tid efter viste Ester sig interesseret for Jens Hjort som havde sit virke på Pindstrup Mosebrug, da kunne snakken næsten ikke tage nogen ende. En hustru til en kendt mand i byen fik interesse for at cykle lange ture, det gav anledning til mange gisninger, men da man så en anden kendt person drønede af sted i sin automobil på de samme tidspunkter, gav det godt stof til en anelse af det kommende resultat. Der var mange episoder der blev gennem drøftet på bænken. De sagde Skallerup var meget imod sladder, lige så snart Skallerup nærmede sig døren til butikken var alle væk, men han var meget lydhør når fru Skallerup sagde, nu skal du bare høre!   Jeg stod gerne og skrev tekst på papirposer til mel eller andet på det tidspunkt, så kunne jeg også følge med i sladderen, for i middags pausen var der ikke mange ekspeditioner, så vidste jeg noget andre måske ikke var klar over.

Der blev i 1955 igen lavet indgreb fra Kampmanns side, skat på beklædnings genstande, det vakte forargelse på bænke, jeg husker Ester Hjort kom og fortalte om brevet hun havde modtaget fra København.

DKP kaldte skatten , den lede Tøj Skat.. Den ekstra skat kom for at begrænse forbruget.

Så pyntede vi vinduer for sidste gang på eget idegrundlag.

Vi havde to store vinduer ud mod vejen, der var vindueskasser omkring så vi havde en fornuftig udstillings plads i vinduet, der var kun en der måtte lave udstillingen, jeg måtte gerne sørge for det var rengjort efter den gamle udstilling var sat tilbage på sine pladser.

En dag hvor Skallerup ikke var hjemme, Johanne, Skallerups hustru og jeg var i butikken, vi fik besøg af en repræsentant fra Bråds Papir co. i Århus, han have mange dejlige nye produkter, ja og nye farver i papirvarer, Johanne og jeg talte tit om vores (Skallerups) gamle indkøbsvaner og traditions indkøb, men det skulle vi ikke blande os i, vi havde vel nok at gøre, ellers havde han noget arbejde til os.

 Repræsentanten fortalte i øvrigt at nu anvendes Aluminiumfolie over hele verden, en hjælp til alle der har fået køleskab. Vi havde den også i vores vareudvalg. 

Men nu var muligheden der, vi afgav ordre på mange dejlige papirprodukter og nye farver, vi fik også ved besøget noget materiale til at lave udstilling med i vinduet, det havde han i bilen, jeg gik straks i gang med at lave en flot udstilling med Johannes hjælp, jeg vil tro kunder der gik forbi, fik et lettere farve - chok. men så kære venner kom Skallerup hjem fra sognerådsmøde, og har der ikke været gang i butikken før, så blev der nu.

Udstillingen skulle laves om, vi skulle ikke have de bestilte produkter, og næste gang repræsentanten kom på besøg, gik Skallerup hen og åbnede døren bad repræsentanten forlade butikken, og aldrig komme mere.

Han er aldrig i butikken.

Efter jeg var kommet i lære skulle jeg påbegynde konfirmationsforberedelse nede hos Pastor Jensen i Fjellerup præstegård, og i samme tidsrum startede Handelsskolen i Ryomgaard, jeg var begyndt i skolen da jeg var seks år, derfor gik jeg til præst i efteråret 1953.  

Når så kunderne kom og spurgte efter mig, kunne Skallerup med største forargelse i stemmen, fortælle jeg rendte til alt muligt, og kunne ikke passe mit arbejde. En aftale han var med på da vi var til ansættelse, også i henhold til lærlingeloven. Og det han også kunne beklage sig over, at han skulle betale omkostninger på handelsskolen, dog ikke rejseomkostninger, rejseomkostningerne fik mine handelsskolekammerater godtgjort af deres læremester, jeg skulle betale selv.

Jeg kørte med toget til Ryomgaard Handelsskole, der var mødetid sidst på eftermiddagen, først fra butikken i Fjellerup på cykel til Tranehuse, derefter med toget, det foranledigede jeg ikke var meget i butikken den dag. Jeg husker også tydeligt, når jeg skulle af sted for at nå toget i Tranehuse, var der altid et eller andet han skulle spørge om, eller kan du ikke lige nå inden. Kun for at virke irriterende

Handelsskolen i Ryomgaard blev lukket, og vi blev henvist til Grenaa handelsskole, her var skolegangen to gange om ugen, men da skulle jeg ikke møde i Grenaa før kl. 19.00 til kl.21.30, det hjalp på min tilstedeværelsen i butikken.

Transport til Grenaa på handelsskole kunne kun foregå på cykel de 25km. hver vej altså 50 kilometer på en aften efter en endt arbejdes dag, ikke med gear eller letvægtsstel, rutebilens afgangstid passede ikke min skoletid, og den sidste rutebil var kørt fra Grenaa når vi klokken 21.30 var færdig på handelsskolen.

Jeg var meget heldig inden vinteren satte ind, at få dispensation af vores lokal betjent Techen til at købe en knallert, jeg var ikke gammel nok, men som menneske kunne han se, der var brug for jeg kunne komme på skole, han ville lade som ingen ting, og jeg skulle holde det tæt ind til kroppen, så kunne jeg passe min skole.

Hvis jeg blev standset af Københavnerne i de sorte biler, Rigspolitiet, skulle jeg tage hele balladen selv. Vi drak en sodavand og gav hinanden hånden, næste job, ind til cykelsmeden og bestille en Wooler knallert. Peter Hansen sagde nej da jeg ikke var gammel nok til at køre knallert, men jeg kunne så orienterer ham om jeg havde lige talt med hans nabo Techen, så blev jeg straks kørende.

Skallerup og Johanne var aldrig væk fra butikken, jeg husker hans kollega Købmands Steffensen i Tranehuse der en gang fik ham overtalt til at tage med til Købmandsmøde i Ryomgaard en lørdag aften, med spisning og underholdning efter mødet, normalt skulle han sige nej, han skulle være hjemme og passe handlen ved bagdøren og benzinhandlen. Men han sagde pludselig ja.

Skallerup spurgte om jeg ville komme og udlevere nogle vare til en sommergæst som først kunne være her efter kl. 18.00 og så hvis der var benzinkunder, jeg skulle så først hjem og tilbage igen, da jeg kom til butikken igen kl. 17.00 havde Skallerup ombestemt sig til ikke at tage med, og han gav mig som plaster på såret, den eneste pakke smøger i de fire år for ulejligheden. Han kunne have ringet på 32y vores telefon hjemme hos far og mor og sagt jeg ikke skulle komme, men det passede ham altså ikke. Johanne var meget vred da jeg kom, hun havde virkelig gjort sig klar til festen i Ryomgård, og så kunne hun gå til gryderne igen.

Hvad har vi en handelsskole til?

Skallerup var sin egen bogholder, han udførte selv alt skrivearbejde i hovedbøgerne m.m. og det med pen og blæk, utrolig sirligt udført. Bogføringen foregik på hans kontor, hvis jeg skulle komme til at kikke eller på anden måde interesserede mig for hans arbejde, blev jeg hældt ud i butikken med følgende kommentar, ”ja du så selvfølgelig hellere at det var dig der sad her på kontoret, og så skulle jeg arbejde i butikken” men nej, ” det kan du glemme, jeg betaler dine undervisningspenge til handelsskolen så må de også lære dig bogføring. Skallerup havde aldrig revisor, det hører med til en god købmand at han kan lave sit regnskab selv mente han. Jeg fortalte vi i skolen lærte om næste led i årsregnskabet, revisoren, ja folk forstår det ikke.

Efter det første halve skoleår i Handelsskolen kom Skallerup med en Glasfaktura og bad mig regne ud, hvad de enkle stykker glas kostede. Vi havde modtaget en stor trækasse med mange størrelser vinduesglas fra glasværket, fakturaen lød på et antal kvadratmeter glas med en pris pr. kvadratmeter.

Da der var mange størrelser vinduesglas i kassen, de enkle stykker skulle have en udsalgspris, han gav mig den procentdel der skulle lægges på indkøbsprisen.

 

Det kunne jeg ikke fortælle ham, han viste nu ikke hvad han så gav skolepenge til hvis jeg ikke kunne regne det ud, ”tag fakturaen hjem til din mor, hun har gået på realskole i København” sagde han.

Mor kunne ikke hjælpe mig, jeg gik over til snedker Rasmussen men det havde han aldrig brugt tid på, han brugte metoden ”så meget skal jeg tjene” sagde han, smid fakturaen væk sagde han, derefter gik jeg hen til købmand Steffensen (Skallerups kollega) i Tranehuse, han grinte og mente vi var tossede i Fjellerup hvis vi brugte tid på sådan en opgave. Han brugte sin egen metode, så det kunne jeg heller ikke bruge til noget. Fakturaen ned i lommen også at tie stille, men pludselig kom Skallerup dagen efter og spurgte efter den færdigbehandlede faktura.

Han kunne regne ud, jeg aldrig ville komme til at handle med glas, med så dårlig en skoleuddannelse at jeg ikke kunne udregne en faktura.. Et af de ting han fik ret i var, jeg har aldrig handlet med glas.

Var Skallerup særlig sur over et eller andet, det kunne være over en kunde ville snyde ham, en kunde brugte hans penge til at købe noget til gården og ikke brugte pengene til at betale sin købmands regning, gik han i haven og arbejdede på hans nyttehave, så måtte vi andre løbe det hurtigere. Nyttehaven gav kartofler mm. Til hele vinteren.

Flere af vore kunder fra byen tilbød at ordne hans have men nej det skulle han selv ordne.

I sommerperioden sprang Skallerup efter lukketid på cyklen og sprang i bølgerne, det var meget sundt fortalte han alle.

Veksler ingen hindring.

Styre pengemarkedet var Sparrekassen ikke alene om, nej her var Skallerup godt med, mange kom og lånte på en veksel, eller hvis de ikke havde haft midler til at betale for så sæden sidste år, måtte de have restbeløbet på en veksel inden de fik afgivet ny ordre. Der kom kunder som normalt ikke handlede i vores butik, men de kom ind og købte 10 smøger, og sagde, har du Skallerup hjemme, så havde de et møde på kontoret i få minutter, så var der skrevet under på vekslen.

Til den første kom der en stak blå konvolutter ud i butikken, som skulle udleveres til de kunder, der havde veksel hos Skallerup, men han diskonterede selv sine veksler.

Den risiko løb han gerne, det gav jo godt i pengekisten.

Det danske forsvar indtog os efter fyraften.

En sommeraften ankom en Militærstyrke til Fjellerup efter lukketid, den bestod af 20 militærkøretøjer, motorcykler m.m.

Jeg skulle ud og bade inden jeg skulle hjem, havde sat cyklen i afgangs position, det var langt over fyraften da de kom og parkerede ved vores område, de skulle have Esso Benzin på køretøjer og dunke.

Vores benzin pumpe var den type hvor man pumper med håndkraft op i et fem liters glas først, og så lukker det ud i tanken, medens det tømmes pumpede man det næste glas fuld.  En forestilling, et arbejde at få fyldt alle de biler op, aftenen var væk, soldaterne var glade, og Skallerup slikkede sig om munden, vi havde nemlig samme dag fået fyldt tanken op, han skulle bare sidde og samle regnskab og så sælge soldaterne noget tobak og drikkevare. Jeg husker hånden kunne jeg ikke skrive med næste dag efter at have pumpet så meget benzin op.

Med ryggen til kunne man mærke mine kammerater stod og grinede af mig, en af dem tilbød mig at pumpe for mig, men så var Skallerup nok blevet sur.

Benzinstanderen havde sin egen historie, når en kunde kom og skulle have benzin på skulle det normalt sælges ind i mellem ekspeditioner, ellers kørte benzinkunden ned i Brugsen. Jeg løb ud og fik solgt dette benzin, det skulle enten skrives (altså kredit), kontant ellers noteres sammen med de vare som de købte i forvejen. Der var ingen Dankort til at gøre det nemmere.

Til kontrol havde vi en bog til notat af benzinsalget, der blev skrevet navn eller autonummer på benzinkunden og det solgte antal liter, når vi lukkede for salget låste vi pumpen og aflæste tæller tallet. Skulle man i farten ikke have fået noteret det solgte antal liter, kunne aflæsningstælleren ikke passe med det i kontrol bogen sammentalte resultat, og der blev noget højtlæsning om en købmand skal kunne huske hvad der sker igennem dagen at håndteringer store som små, skal kunne huske hvilken kunde der besøgte butikken. Der har været dage hvor jeg gik ind og spiste min aftens mad først og så gik ud i butikken bagefter hvis der var en mangel på listen, selvom dagen var slut, tænkte dagens benzinsalg igennem, det har sket jeg i protest er cyklet hjem, og vejen igennem skoven til Tranehuse de fire kilometer gav nye impulser, hvor jeg har, kunne tage min forældres telefon og ringede til Skallerup og bede ham gå ud og skrive navn op på det liter tal vi manglede kundenavn på, så var sorgen slut, og vi kunne slutte dagen ned med god ro i sjælen, så måske blive en god købmand senere i livet.

Træning giver et klogt hoved.

Brug hovedet det er det du har fået det til sagde Skallerup altid, hvis jeg kom frem med snak om alt det nymodens noget. Mine handelsskolekammerater kunne fortælle i deres læreplads havde de fået regnemaskine og der var strimmel på, eller da de kom og sagde man kan få udregningsvægt, bare se på vægten så er prisen nem at udregne. Købmanden blev rundt på gulvet når jeg kom ind på emnet, og meget indgående fortalte mig hvad jeg havde fået mit hoved og hjerne til. Så talte vi ikke mere om det, kom der en repræsentant og forsøgte at sælge ny modens udstyr, et dårligt tegn for fremtidens købmænd mente Skallerup, de blev omgående vist døren, med ønsket om de ikke skulle komme igen.

Der kom mange repræsentanter som blev smidt ud, de kom frisk og høflig ind i butikken og sagde god dag, ville være ekstra høflig og give hånd, så sagde Skallerup, ”tror de jeg vil tage deres beskidte hånd som de har rørt så mange andre købmænd med” det kunne slå en ny udsprungen sælger ud af banen, ja han kunne derpå smides ud af døren som lamslået. Flere sælgere havde en dame med på tur, hustru, kæreste og her kunne Skallerup gå hen og sige, uden at have noget at have det i, ”de har forskellig dame med hver gang de parkerer uden for min butik.”

De gode gamle sælgere som var venner af huset fik mad, kaffe, vin og cigarer i privaten, det var vigtigt for fortsat at kunne være ene forhandler af de specielle produkter fra bl.andet Hirsprungs cigarfabrik, specielle stærke spiritus mærker, der var flere cigarer og cigaretmærker som vi var ene forhandler af i området.

En sælger der var velkommen var en vin repræsentant fra Skjold Burne, han kom med en ny rødvin midt i sommeren 1953, DEN MED TYREN – Rouge, det blev en hitter inden for den kundekreds der ønskede en bedre Rødvin. Selv Skallerup drak den i weekenden, sagde han.

Derfor havde vi også de DYRE sommerhusejere fra Århus og Randers som kunder, selvom vi ikke behandlede dem særlig godt, hvis de var i sommerdresset.

Det var også godt at kende Juul på Meilgaard når de fik kongelige forbindelser på besøg, skulle have jagtfester, så skulle hofjægermesteren Niels Juul eller hans moder Hofjægermesterinde Kate Juul hen til Skallerup og hentede de gode vare.

Fiskeeksportørerne kunne også finde vores butik, de havde til tider nogle kanon fester, så fik vi ryddet ud i de gode varer, en dejlig venlig Marie Hemming Hustru af Fiskeeksportør Hemming Nielsen kom med sin lastbil, og så var der ordre, mange kasser øl og vand, og så alt det øvrige.

Den almindelige forbruger, kunde købte ikke spiritus og vin. Fiskeeksportør Klara Hansen hørte også til de købs dygtige i vores butik, Gårdejer Kristine Bjerregaard var repræsentanten for mange af de bedre landbrug som kunne give et godt afkast til et bedre privatforbrug, Kristine var rigtig Cigaret ryger, hun røg Canasta et mærke som ikke var almindeligt, vi bestilte dem hjem kun til Kristine, det var cigaretter stærkere end de værste.  Hos mange der skulle afholde en fest eller andet sammenkomst stod der kun vand og sodavand på bordet når der var familiefester og i enkle tilfælde øl. Det skete der kom en kunde og sagde ”Jørgen vi skal have fine gæster, vi skal have en flaske vin til maden”, når så prisen blev nævnt på en rimelig vin Lamaison frugtvin i afgiftsklasse 2 fremstillet af dansk frugt hos J.J. Jacobsens vin firma på Fyn, sprang de tilbage til at købe lidt flere pilsner øl, Thor øl fra Randers og citron vand. Ved bryllupper og store fødselsdage kunne der komme vin på kundens sortiment liste, så var der også mulighed for bedre vin, men så også mærkbar dyre pris.

Vi solgte også Københavner øl, Rød Tuborg og Grøn Tuborg, men det var kun på forlangende, og senere måtte vi også føre Hof - Carlsberg øl, da der kom flere og flere turister fra København.

Stillede Skallerup spørgsmålet til mig ”hvem har købt de cigarer eller den flaske spiritus” så skulle svaret falde omgående, eller mindst en forklaring på hvordan kunden så ud, det skal en købmand kunne huske, det er også et krav for at blive en god købmand.

En vin sælger fik en trofast tilhænger.

Det minder mig om en rigtig god dag, der kom en repræsentant ind i butikken en dag Skallerup ikke var hjemme, kun Fru Johanne og jeg var i butikken, jeg var travlt optaget af en kunde, Johanne talte med repræsentanten, det handlede om vin, det mente repræsentanten vi skulle smage, farligt område når Skallerup ikke var tilstedet, også den unge mands skal smage sagde repræsentanten, så jeg fik et glas fantastisk god vin, vi købte nogle kasser med chancer for ballade.

Det var første gang jeg kom så tæt på en repræsentant, så hver gang der kom en kunde og talte vin, anbefalede jeg denne søde frugt vin Larrimæ Christ Vin fra Fyns Vin Kompagni fremstillet af italienske druer.. Skallerup sagde meget kraftigt en dag til mig, vi har mange andre vine der skal sælges.

Så nemt var det at påvirke en lærling uden beføjelse, men der var kunder der blev glad for mit valg af vin, når de spurgte mig til råds. Jeg havde ikke vin erfaring med hjemme fra, jeg købte en flaske til min far, og mine forældre roste den vin, så jeg var godt kørende.

Pastor Jensen bad mig sørge for at han fik en god flaske vin med de øvrige vare, det kunne kun blive denne Larrimæ Christi var jeg sikker på, Johanne så mit valg til pastoren og var betænkelig, jeg burde have fortsat i vinbranchen, pastoren var meget tilfreds da jeg besøgte ham ved næste varelevering.

Rødvin, vores mest solgte rødvin hed Lamaison dansk frugtvin afgiftsklasse2. fremstillet hos J.J. Jacobsen Odense-København. Det var ikke en vin jeg har smagt, men man forstår godt om det varede længe med at få kunderne til at drikke rødvin. Denne kunne man købe i hel og halve flasker. Jeg har en halv flaske(de kaldte det 3/6 del) jeg har fået fra min svigerfar Tage, som købte den hos Skallerup 1956.

Tydelig ungdomssløvhed.

Efter gentagne gange at have rengjort hylder med produkter fra besættelsens tid, et stort antal varer bl.andet fra fa. Oetker som havde fremstillet et stort udvalg af erstatnings produkter, og satte dem tilbage på hylderne igen, her forsøgte jeg mange gange at får tilladelse til at lave et bål i haven og brænde dem, det eneste der var sket med disse produkter var rengøring.  En dag fik jeg min drøm opfyldt, de blev brændt på bål i haven. Glad var jeg så havde jeg meget mere hyldeplads til andre sælgende ting, og skulle heller ikke rengøre alle de varer mere.

For at gøre det hele meget mere spændende kom sælgeren fra Oetker kort tid efter og orienterede Skallerup om, hvis vi havde noget på lager fra besættelsens tid af Oetkers produkter, gav de nye varer i bytte som service.

Jeg husker tydeligt Skallerups blik og kraftige udtryk, sælgeren fik medlidenhed med mig, jeg skulle lave en opgørelse over de kasserede(brændte) produkter og vi fik det byttet til nye varer. Som Skallerup senere på dagen gav udtryk, ungdoms sløvhed, heller at smide ud end at tænke sig om.

Jeg drak en flaske øl på jobbet i de fire år, Tuborg depot chaufføren fra Allingåbro kom og købte vores indsamlede æg, ja dem vi købte af kunderne, når han kom med Tuborg øl og vand hver torsdag, jeg hjalp ham med at læse af og på, der skulle være kontrol med leverandørerne sagde Skallerup. Chaufføren sagde en varm sommerdag da vi var færdige med arbejdet ”Jørgen skal vi have en øl sådan som vi har knoglet ” svaret var nemt ja, vi satte os på et par sække med st. melis og nød øllen.

Pludselig trådte Skallerup frem på lageret, vi blev selvfølgelig siddende, men han blev stik tosset, Chaufføren fik karantæne i fire uger, så måtte en anden chauffør fra Tuborg depotet komme med øl og hente æggene. Det er muligt vi blev enige om, han er tosset, men det virkede, vi udsatte os ikke for den omgang igen.

Mine skolekammerater fortalte altid om når deres øl chauffører var på besøg, så drak de en øl sammen med chaufføren.

Sirup – en tosset oplevelse, som kommer nu.

Stik ordet tosset, giver helt klar minderne på følgende oplevelse, i butikken havde vi en sirupskande en kande med hældetud, den havde plads bag (en lun) kakkelovnen, så var den nem at hælde af, kunderne kom med gryde eller skål og fik det antal gram sirup de skulle bruge til deres brunkageopskrift, en kunde havde købt det sidste i kanden” Jørgen fyld sirups kanden” hvorefter kanden blev sat under træ tønden med sirup i den kolde kælder, og det tog sin tid at fylde 5.liter i kanden.

Pastor Jensen ringede og ville gerne have nogle varer tilsendt, det kørte jeg så ned med, drak en sodavand sammen med Præsten, kom retur til butikken, ”Jørgen der er eftermiddags kaffe”, jeg drak kaffe. Pludselig lød et råb, ”hvor-fanden er sirups kanden”? Det blev starten på en meget ubehagelig eftermiddag, siruppen var løbet ud over alle breder ned på kældergulvet, et slimet lag som ikke var nem at fjerne. Fru Johanne kunne mærke stemningen og kom og sagde ” Jørgen hent varmt vand på vores badeværelse, så er det noget nemmere at skylle væk og ned i kloakken” glad var jeg, indtil Skallerup kom ud i gården og så jeg kom slæbende på 2 spande varmt vand fra hans badeværelse.

Han råbte og skreg om doven og sjusket, truede med knyttede næver, bad mig tømme spandene med dette varmt vand, han havde ikke bedt mig om at gå ind på deres badeværelse, hvor jeg ikke måtte komme. Vognmand Arvid Lohmann stod og så på, han var lige ved at gribe ind i striden og give første hjælp, men Arvid kunne se jeg holdt hovedet koldt og det ikke udviklede sig til at jeg bankede Skallerup på plads, undlod han at gribe ind. Så jeg gik til arbejdet med kold vand en stiv kost til langt ud på aftenen, det var tæt på jul, det var et kraftig snevejr, så en lang og vanskelig tur hjem i gennem skoven ventede forude.

Jeg havde eget das i gården, med elektrisk lys, derfor måtte jeg ikke komme i privaten.

Ufattelig han selv havde lyst til at tømme og rengøre et das, men sådan var det.

Rengøring af butikken dagligt var ikke noget problem, kun en rutine der kunne forsinkes af kunder i butikken, som ikke forstod lærlingen følte dem som uønsket efter lukketid, mange gange kom de lørdag eftermiddag og skulle sludre ryge en cigar drikke et glas vin, medens de afgav en ordre som skulle samles og læsses, så måtte jeg vente med at sprøjte vand på gulvet så det ikke ville støve, så skulle det fejes og derefter og vaskes.  Det var lærlingen der ikke kom hjem.

Skulle det være en dag hvor der var meget pløre på gulvet skulle der også et lag fint savsmuld inden det blev fejet.

Julen var ikke lærlingens jul.

Vi havde også dengang juleudstilling, vi ryddede noget at porcelænsudstilling, udstillede konfekt,

Chokoladeknapper, romtoppe, forskellige fyldte chokolade, flæsk og ren chokolade. Enkle chokolader indpakket særskilt.

Behovet var ikke større, købeevnen var som udbudet, begrænset.

Den sidste uge op til jul var der åben så længe der var kunder. Vi forberedte ikke julens salg før til december, der var ikke så mange penge til julehandlen hos kunderne, så vi skal nok nå det, udtalte Skallerup.

Bønderne fra oplandet kom ind om aftenen med hele familien og skulle jule handle, efter kreaturerne var malket mm. Der blev delt konfekt ud, der blev nydt et glas sherry, røget en god julecigar medens de så på gaver og fornødenheder til juleforberedelserne.  Der skulle læsses varer ud i bilen, på traktoren eller på hestevognen, øl og vand skulle op fra kælderen og når de nu var her alligevel nogle sække koks med også.

De dage sluttede ikke før kl. 22.00, på cyklen hjem, lidt i byen, møde igen om morgenen så var vi trætte til juleaften, juleaftens dag lukkede vi ikke før kl. 14.00, så skulle der gøres jule rent.

Jeg havde normalt ikke store midler til at købe julegaver til mor og far, men en gang om året fik jeg en gave af Skallerup og det var 100,00 kr. i julegave, den skulle jeg over og bruge hos Esters Forsingdal Trikotagen, der aftalte jeg hvert år hvad jeg skulle give min mor og far i julegave. så kunne jeg komme og hente julepakken, når jeg havde fået pengegaven af Skallerup.

Nytårs aften havde vi åbent til kl. 20.00 og derefter skulle jeg spise kogt torsk inden jeg kørte hjem sammen med familien, stue- kokkepige i huset, det var lov.

Det kunne være lidt svært at sidde stille til den kogte torsk, da der gerne var lavet en aftale med gutterne, vi skulle til bal eller andet sted Grenaa, Bønnerup eller privat.

Ikke alle produkter var lige venlige.

En kunde kom og skulle købe tjære, det foregik ved at kunden havde en tom spand med, jeg gik så ud til den store tjære tønde som lå på en træbuk ude i haven, tappede tjæren over i spanden, og vejede spanden på lagervægten.

Når solen varmede på tønden blev tjæren meget tyndflydende, det var med at passe på når man åbnede hanen, varm tjære bruste ud til alle sider. Netop det skete da jeg skulle hente tjære en varm dag, det sprøjtede ud på hele kitlen. ” Det er ikke mit problem, køb en ny” udtalte Skallerup, og jeg måtte gå op til skrædder Danielsen og købe en kittel på kredit.

Som Skallerup udtrykte det, det var hans tjære men ikke hans kittel.

Marmelade i løst vægt var ikke at spøge med, når kunden skulle have marmelade skar vi et stykke af pakken som stod i bagbutikken, det var en hård husblas marmelade blok som vi fik hjem i pap forme, marmelade tålte at blive skåret i skiver, op på vægten og det kunne finde på at smutte, så måtte det jo samles op igen. Vi kunne også tilbyde marmelade fra spand som var mere marmeladeagtig i konsistensen, her pakkede vi det ind i et stort stykke pergamentpapir, håbede på det ikke løb ud inden kunden kom hjem. Oste i flere varianter havde vi liggende i kælderen, vi hentede den mest solgte op hver dag, så når kunderne skrev ost fik de den der var nærmest.

Jeg havde en ide om oste modnes ved hjælp af larver, i al uvidenhed kom jeg i starten larver fra den ene ost over i den anden ost, det gav kun ydre mærker, så det var nok ikke på den måde, men jeg husker Skallerup opdagede det og kunne fortælle jeg ikke fattede noget, og det var korrekt i starten.

Samtlige produkter til at blande til maling og andet havde vi et stort udvalg af stående i gamle kagedåser, når kunden skulle male i sit hjem kom de med farve ønsket, og vi skulle så sælge kunden det som skulle blandes sammen for at give den farve. Islands mos blev brugt til loftet for at holde lofthvidt fast.  

Esbjerg gulvlak var det mest sælgende produkt til gulve, og der var også mange farver maling i dåser. der skulle også skaffes speciel maling til fiskernes både, og maling til bunden. I slutningen af min læretid kom også sommerlæggerne med maler ønsker til deres træ robåde.

Prøv selv købmand.

Min nuværende svoger Hugo planlagde en straffe runde! Hugo og en kammerat kom med en spand til tjære hvor de havde lavet et lille hul i bunden af spanden. Jeg skulle ikke være i butikken var Hugos slagplan, så Skallerup måtte selv ud og tappede Tjære af i den medbragte spand, Skallerup lave den forventede episode endnu være, han tabte sine briller ned i spanden med tjære da han tappede tjæren, derefter dryppede spanden hele vejen gennem havegangen, lager op på vægten ind på butiksgulvet. Skallerup blev meget sur på Hugo som ikke havde andel i brillernes flugt i tjæren, da jeg senere blev orientering om straffe runden og dens kvalitet, kunne jeg kun tilslutte mig aktiviteten, men da jeg kom hjem i butikken efter at have været ude med vare, skulle det hele gøres rent fra haven igennem lager, på vægten og i på butiksgulvet.

Var Skallerup som tabte sine briller ud af kittellommen og ned i tjæren, sur? Nej han var bare træls bagefter.

Købmanden var dengang økonomiens forlængede arm for kunden.

Der har altid været brug for en købmand med en god kassebeholdning, fiskerne, håndværkerne og

Lønarbejderne fra mosen og landbruget fik ingen løn om vinteren, de skulle skrives i bogen (på kredit) fiskeren kunne mange gange ikke komme ud i månedsvis på grund af is, så de fik kredit til isen gik fri. Var der en fisker der ikke var på havet straks isen tillod, fik Skallerup fat i ham og sagde isen er sluppet, du skal tjene til bogen, der er nogle fiskere der er draget på havet.

Æg - køb. Når kunderne kom med deres hjemme ægge avl: salg af æg det var for mange husmødre de eneste penge de fik at håndterer selv, i mange tilfælde kom kunderne med æggene løse i kasser eller spånkurv, så stod vi efter vejningen og satte hver enkel æg i æggebakker og ned i ægge kasser. Det skete Skallerup kunne blive sur på mig, hvis ”Sørens” hustru kom og solgte æg, og jeg afregnede kontakt, når så kunden var gået kunne han sige, skulle det ikke gå af på bogen? Det var der ingen snak om sagde jeg. Jeg var godt klar over når en kunden havde brug for sine ægge penge, så ville jeg ikke trække dem fra beløbet i bogen.

Salget af æg skulle også i nogle tilfælde sættes ind på kontra - bogen og trækkes fra gælden, her kunne det så ske det, en kunde som ikke købte alle sine produkter hos os, fik penge udbetalt, det passede ikke Skallerup, ” hvorfor købte hun ikke noget, vi kan jo ikke leve af æg handel”.

 

 
 
 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 En sparer tid. I min læretid var store dele af kommunens borgere blandt dem med de laveste indtægter i samfundet, de fleste havde lige til dagen og vejen. Landmændene var dog begyndt at se en bedre indtjening som vi så også kunne mærke på salget, det var en langsom revolution for landmanden, men den viste en lysere tid foran os.

Men jeg har også mange gange måtte sig nej til en ordre på såsæd eller gødning ved at forlange landmanden tog en snak med Skallerup først. De blev så enig om den ubetalte regning fra sidste sæson kom på en veksel, derefter henvendte Skallerup sig til mig og sagde du kan godt skrive ordren nu.

Når en af kunderne skulle bygge hus eller ekstra staldbygning (ikke mange) fik et byggelån som blev udbetalt løbende i takt med hvor langt byggeriet forløb, ikke hele lånet på en gang. Her var vi flere gange inddraget som tilsynsførende for forbruget af midlerne, det skete ved at Skallerup skulle bestille materialerne i den løbende bygge periode, på den måde var bank afløser mm. Men vi fik handelen af materialerne. Sikker på der ikke blev lavet fest for midlerne til byggeriet, jeg har hørt på at Skallerup har sagt nej – nej ikke øl og snaps på byggekontoen, ja men der var nu rejsegilde. Så gik Skallerup ind og lavede en bevilling på et ”lille.” rejsegilde.

Borgerne var utålmodige, der var penge at tjene ude i verden.

Der var flere og flere af de mandlige borgere i Fjellerup og omegn der rejste til Grønland for at arbejde, det gav gode penge, de skulle binde sig for mindst et halv år. Det var utrolig hårdt arbejde de var udsat for, men flere drog af sted igen, de kunne ikke undvære pengene. Der kom jo nye etablerings opgaver på deres ønskeseddel.

Det kunne mærkes når der kom penge hjem til hans kone, det gav straks ekstra omsætning, når manden kom hjem fra Grønland med afregningen, kunne de få indfriet nogle af de ønsker der kom med udviklingen.

Det konstateres også i de store byer fik kvinderne arbejde i industrien, de var altså ved at slå sig løs fra mandens enevælde, kvinderne kom hjem med en indtægt som gjorde familien fik noget af det nymodens udstyr.

Hjælp for at sikre børnene.

Da Skallerup kom i sognerådet blev han klar over dem på fattig hjælp bare fik udbetalt hjælpen uden styring, de henvendte sig til kæmneren Jørgen Nielsen i Tranehuse og fik udleveret de lovpligtige midler, købte ligegyldige ting til, øl, snaps og tobaksvare for pengene, han fik gennemført at pengene skulle Kæmneren  udbetales til os i butikken, og familien skulle handle hos os, vi bestemte næsten hvad pengene skulle bruges til. Kom kunden ind for at handle og bestilte de 6 øl. Sagde vi desværre kun tre øl.(et eksempel) .

Bestilte de 20 smøger bevilligede vi kun få 10 stk. begrundelsen var der skulle være mad til børnene og ikke kun luksus til faderen, god ordning men det gav til tider noget brok fra kunden.

Metoden blev startet fordi, dem på fattighjælp brugte alt, når de så fik børn skulle kommunen give tilbehør til den nyfødte, lige fra blikbadekar, tøj og andet tilbehør. Fattig hjælpen var ikke stor så det var nok svært at spare op, men de skulle ikke bruges til øl, snaps og cigaretter.

Den ordning varede ikke ved, det var ulovligt at købmanden skulle styre midlerne , som i sidste ende var en fordel for købmanden, vi var jo sikker på alle pengene blev brugt hos os.

Skal Niels være tredje generation?

Skallerups søn hed Niels, Skallerup gav ikke Niels mange chancer for at blive til noget i livet, det var som ikke han rigtig ville støtte Niels. Det blev Johanne der fik ansvaret for drengen. Niels var en dreng der ville lege og lave lidt fis med omverden, på samme måde som sine kammerater. Han kom i en ung alder på ideen han skulle ud i verden, han tog på søfarts skole sammen med Per Friis og Oluf Jensen, Niels var den eneste af de tre der gik skolen igennem, de to kunne ikke undvære det frie liv. Niels bestod med bravur, blev efter sin værnepligt sømand på handelsflåden. Niels blev senere gift med en pige fra Thailand, og var fortsat sømand til 2009.  Medens Niels var på søfarts skolen sendte Johanne hver dag en lille kuvert af sted med lidt guf og smøger, vi havde postkasse uden for butikken så det var nemt at sende uden Skallerup opdagede det. Han skal intet have sagde Skallerup, Niels har selv bestemt han vil på søfartsskole og den skulle Skallerup betale, så måtte det være nok.

 Det var jo Skallerups mening at Niels skulle træde ind i sin fars fodspor og blive tredje generations købmand i Fjellerup.

Niels blev livstidssømand, har sejlede i handelsflåden til han gik på pension februar 2009, den pige han giftede sig med , købte Niels et vaskeri på Pattaya sammen med , hun passede hjem og vaskeri, medens Niels sejlede videre på verdenshavet.

Niels havde en fætter fra Glesborg ved navn Ib Ottesen (fru Skallerups søsters søn), han strandede også i Thailand og bygger hoteller på Pattaya, Ibs søn hedder Allan og er salgschef i hotelbyggefirmaet  ,jeg har haft en del korrespondance med Allen , han har forsøgt at få Niels til at kontakte mig, så jeg kunne få lidt historie fra ham og hans familie, men han havde ikke lyst til svare mig,  jeg kan godt forstå Niels.

Niels som dreng, han var altid med når der skulle være lidt ”fest” til kanten, Per Friis , Johannes Hougaard  og Niels var klar til skæg i gaden, de byggede en jordhytte nede bag mekaniker Juuls have, Niels blev sendt hjem og ”låne” en håndfuld cigarer i butikken, pludselig kom en kunde ind og meddelte at der brand nede i haven, de tre drenge sad inde i hytten og røg omkring deres bål , de kunne ikke se sig selv for røg, men de nød det.

Da Skallerup så Niels havde bygget sig en trailer til at spænde bagefter cyklen, udtrykte han, et pattebarn kan aldrig blive købmand, og det kunne Niels godt give ham ret.

Der var ferie i to uger.

Befolkningen begyndte at lave feriebudget, det var gennemsnitlig på 350kr. pr. familie stod i avisen,

En sommergæst forsøgte at fortælle Skallerup vi skulle være mere aktive , så det kunne blive vores omsætning.

Når jeg havde ferie og ikke var i København hos min moster, hjalp jeg vores vognmand Juul i hans gamle Bedford der kæmpede op af bakkerne, raslede så det var ikke til at høre en lyd. ,tit røg den  så vi ikke kunne se ud af bagruden, særligt når vi havde et læs med cement fra Mariager , og det særligt når vi havde fuld  læs på op af bakken i Randers, Juul sagde  altid når vi var oppe på toppen af bakken , vi klarede den igen , nu skal vi skynde os hjem og have kaffe hos Edith .

Vi hentede selv cement i Mariager til vort lager, koks, korn og foderstof hentede vi også selv på Randers havn.

Vi havde madpakken med og Juul gav en sodavand, meget hyggeligt og opleve noget andet.

Jeg kom meget op til Juul og hans familie, hans kone Edith lavede kaffe og serverede kage, de var så flinke at besøge. Sønnen Freddy har langt senere bemærket jeg kom der tit, det var for at give mig lidt adspredelse fra min noget hidsige læremeter at Juul inviterede mig hjem i privaten.

Juul var butikkens forlængede arm, han kørte som nævnt til Randers og Mariager, hentede den aftalte ordre til landmanden eller bygherren .og  kørte direkte ud til kunden.

Koks og cinders, briketter og andet brændsel afhentede vi hos Bartholdys Kulimport på Randers havn. Ved siden af lå Randers korn og foderstof.

Jeg husker i flere tilfælde for at få ordren (der var perioder med mangelvarer) så havde Juul penge med til at betale ved afhentningen.

De byggepladser vi havde leverancen til, hentede Juul cementen i Mariager og aflæssede direkte på byggepladsen hos kunden.

Store udbringnings ordre kørte Juul også ud med , det kunne være til sommergæster som også skulle have gasflasker med , vi leverede også til Pensionat Fyrrebakken, skolesommer kolonier.

Helligdagene hvor Posten var på arbejde, cyklede jeg med ham rundt og så hvor kunderne boede, der faldt altid lidt godter af, posten fik en cigar op i hatten og kaffe og lidt brød på stedet hvis han ikke var forsinket af tidligere kaffe og brød..

Hos landmand Alfred Villesen var det dejligt at komme med posten den dag der var pakke fra deres familie i USA, vi måtte ikke køre videre før pakken var pakket op, så skulle vi nemlig se hvad den indeholdt, og vi fik altid en god smagsprøve, det var sagen.

Posten kørte ud fra Tranehuse posthus og skulle helt op på Hegedal og over Fjellerup mark, det var på en cykle uden gear..

De ture med posten og vognmanden var jeg meget glad for.

Det var ikke trøst at hente hjemme, man løber jo ikke af plads.

Det var sjældent jeg kom hjem og brokkede mig over min læreplads, og skete det sagde min far, du har selv sagt ja, så du skal bare fortsætte, selv om han en dag sagde , Jørgen har du problemer med at være sammen med Skallerup? Du kan næsten se bagud uden at dreje hoved , og se sidelæns uden at dreje hovedet .  Så skulle jeg til øjenlæge og have briller sagde min far, det kunne kun blive i Randers, jeg spurgte Skallerup om at få fri min far kom og hentede mig og leverede mig igen, svaret var klart nej. det var som med tandlæge, det havde man sin ferie til og jeg kunne ikke få fri.

Min far ringede og fortalte Skallerup jeg skulle til øjenlæge i Randers og jeg blev hentet af ham, så var den storm lagt ned. På daværende tidspunkt var der ikke øjenlæge eller optikker i Grenaa.

Følg moden Jørgen sagde Arne skomager.

Jeg husker efter at have besøgt Arne skomager og byens modemand, at have set  han havde fået nogle flotte nye tørklæder hjem til salg i hans butik, det var moderne tørklæder havde jeg set i et blad, og på Arnes anbefaling måtte jeg have et tørklæde . Det var første gang jeg var gået modevejen . Da jeg kom hjem og min far så tørklædet ville han side hvad jeg skulle bruge det til, derefter anbefalede han at jeg tog et slips i lommen. Næste dag havde jeg et grønt tørklæde på med gule og røde striber, super flot. Jeg var dårlig kommet ind i butikken da Skallerup kunne fortælle mig meget om dem(de mænd der gik med tørklæde) der havde tørklæde om halsen. Smid det omgående det kan man ikke gå med i en butik, kør hjem og få slips på(2x4km) jeg havde på min fars anbefaling taget et slips i lommen, min far som havde set mine kammeraterne havde tørklæde på, så han var klar over det ville Skallerup ikke tolererer.

Det blev et fritids klæde.

Må jeg få min løn?

Jeg skulle på ferie i København, havde hørt på handelsskolen når det blev den første i måneden medens man havde ferie, skulle den ansatte have sin løn inden ferien startede. Det spurgte jeg så også om, hold fest en kanon storm, jeg havde vist modtaget en dårlig opdragelse hjemme mente Skallerup, ønske at få lønnen inden man havde tjent den.  Skallerup svarede. ”Nej, og har du ingen penge så må du jo låne hos dine forældre. Jeg husker tydeligt han sagde da jeg forlod butikken, pas på du ikke for hovedet klemt af i S toget. Han vandt igen.

Læretiden er ved at nærme sig sin slutning.

Jeg husker efter det var blevet  kendt  jeg drog til København efter endt læretid, kom vores faste turistkunder fra København ind i butikken, gav mig deres adresse så jeg kunne besøge dem når jeg kom til København. Det passede ikke Skallerup, stå der og tale privat med hans ansat og så om sådan noget vrøvl, han brokkede sig vældigt når kunderne var gået ud af butikken

Det var ved at blive mere almindeligt befolkningen fra byen drog på ferie på andre årstider end børnenes skoleferie tider, bybefolkningen fik mærkbart flere midler til privatforbrug, og mange ville gerne bruge penge på ferie på landet. De kom og fortalte om , nu gik de begge på arbejde, der var kommet så mage arbejdspladser i de store byer, og det gav selvfølgelig flere midler til forbrug.

Nu hvor læretiden var ved at udløbe, skulle jeg tage en beslutning hvad jeg ville straks derefter jeg havde først en ide om at tage imod tilbuddet fra en Købmand i Oslo, jeg havde set hans annoncen i Jyllands Posten og søgt på den ledige kommis plads , han skrev hurtigt retur at jeg kunne starte 1.juni i Oslo, to måneder efter min læretid var slut.

Men i samme periode af min læretid tid mødte jeg en ven, Bent ”Klithus” til bal på kroen i Fjellerup, han kæmpede for at overtale mig til at tage job i København i a/s Irma, han var nemlig selv ansat der, og sådan blev det for mig de næste tyve år i IRMA med et utrolig spændende indhold.  Jeg flyttede tilbage til Grenaa sammen med min hustru Aase, vi havde boet på Sjælland – Kgs. Lyngby og Virum  40 år.

Dengang i1957 havde Irma brug for alle de udlærte butiksfolk der var at skaffe fra hele landet, hver søndag var Irmas repræsentant på hoteller i alle de store jyske byer for at hyre folk til Irma butikker.

Irma var på vej til at være hersker på detailmarkedet, åbnede små selvbetjeningsbutikker hver uge, i løbet af 1957/58 kom vi op på 200 Irma butikker.

En kultur der forsvandt.

Mange af borgerne i Fjellerup havde tillagt sig et tillægs navn eller øgenavn,, tillægsnavnet blev brugt når man talte om personen til en anden . Mange kendte vi dårlig nok det rigtige navn på , når kontrabogen kom i butikken stod der jo det rigtige navn på den, det var ikke altid vi respekterede det rigtige navn , så uden at tænke os om sagde vi , hvem er det, ”nåh det er jo Krølle” eller måske Martinus halvanden fod og fru Kik i Land. Fru enkefrue efter  Skræddermester  Frederiksen kom altid slæbende med sin skattekiste, hun hældte til den ene side og det var fordi hun bar arven i tasken.

Vi delte som købmand glæder og sorger med vore kunder, Niels Skipper ejer af Fjellerup Lillebilen hans hustru Ellen drog på tur til Tyskland sammen med et par venner, vi var alle meget spændende hvordan vil det mon forløbe. Niels kom ind i butikken efter han var kommet hjem og skulle fortælle om turen ” det gør jeg aldrig mere ” udtrykte Niels meget klart, ”jeg kører i midterbanen og de overhaler fra begge sider ” de gør som det passer dem. Det var godt stof.

Samtlige bønder havde et tillægsnavn, det kunne være egnen eller området de boede på der havde afgivet et tillægsnavn. Der flyttede en familie ind i et hus tæt på Hedeskolen, lå på vej til Stenvad. de var fra Lolland derfor anderledes i sproget, havde andre måder at gøre noget på, de blev det vi i dag kalder moppet af de voksne, konen fik blandt andet tilnavnet fru Lollik.

Marie fra rutebilstationen kom en dag med en dreng ved hånden, drengen var et ferie barn fra Århus  som skulle på landet og holde ferie hos en familie,  folk på landet kunne nemlig tilbyde børn fra byen som trængte til at komme på landet , en landferie . Drengen havde en mærkeseddel på sig med teksten Feriebarn til Knud Pedersen Fjellerup, hvem var K.P. Marie gik med drengen ved hånden til brugsen, købmand Hansen og til sidst hos Skallerup og stillede spørgsmålet , hvem er Knud Pedersen Fjellerup, ingen svar, pludselig siger Skallerup hvad hedder Krølle ved chocoladebakken, så var opgaven løst, jeg kunne se på hans kontrabog det var personen. Så kunne Marie ringe og bede Krølle hente sit ferie barn. Krølle kom straks drønende på sin motorcykel.

Rigtig mange af borgerne havde dårligt til dagen og vejen om vinteren, fiskerne blev stoppet af is på havet, til tider dårlig høst  hos landmanden, eller andet arbejde var stoppet  grundet frost og sne i en lang periode, dengang gik meget  bygningsarbejde  i stå når frosten satte ind, selv om murene hældte mange liter sprit i cementen .

 Det var også normalt at hustruerne på landet var godt udbrændte, de knoklede i hjemmet, i stalden og på marken. Skallerup kunne godt finde på at sige til en kunde, din hustru skal du være lidt bedre ved, så blev manden sur.

Jeg fulgte fra forretningen de trætte også ældre ”koner” der drog på sin gamle cykel ud til Østergård eller til Mejlgård for at samle kartofler op, tage roer op eller i skoven og plante træer på de nye skovstykker, roer tog man op sidst i oktober først i november, det var rim på om morgenen, en kold omgang og hårdt for en gammel ryg, de var tvunget til det for at overleve.

Gentagne gange har vi sagt de er så udbrændte at de træder på pedalerne med knæene, når de kom hjem lige inden det blev mørkt.

En af meget gammel dato, Signe Jensen havde hele sit liv puklet for sig og sine 5 børn lige fra den dag hendes mand druknede på havet, hun strøg rejer om sommeren for at ernære børnene og havde ikke tid til at gå i land for at give den sidste i rækken bryst, en af de større drenge Tage(min senere svigerfar)  tog babyen på ryggen og svømmede ud til moderen så hun kunne give bryst , og så retur til strandkanten igen med den lille. Signe var i sin alder af 70 år med i rækken af kvinder der kørte i roerne og kartofler for at tjene til livets ophold, og jeg har aldrig hørt hende klage over travlhed eller et ord om hun havde ondt, for sådan var det bare.

Når Østergård eller Mielgaard tog kartofler op, fik mandskabet lov til at samle de store, (kvalitet ok). svinekartofler sammen til eget brug , det var godt fyld til en børnefamilie .

Martinus halvanden fod og  Niels Tut og flere gik i Meilgaard skov om vinteren og trak stød op(trærødder) som de havde fået tilladelse til af Skovfoged Rikkelsen i Tranehuse, det var absolut affaldstræ da ingen skulle bruge rødderne, de og mange andre kunne lave varme for deres familie gratis hele vinteren.   Det var hårdt arbejde, det var med kiler og økse. Det var en kultur for at overleve.

Kultur er mange ting, en ting jeg tænker på i den forbindelse er, der var ingen der vidste besked, men der blev talt om de grimme mænd som fandtes i de store byer, det var vi ikke klar over. Beviset fik vi da en af Fjellerups unge drog til København for at arbejde som håndværker, han gik ind på en restauration i det indre København, han var alene i byen, glad da der kommer en københavner hen og sludre, byder mad og drikkevarer. Inviterede Fjellerup manden med hjem privat , så faldt noget på plads for ham , det var en af de omtalte grimme mænd som så var tæt på at få en gang klø.

Som Fjellerup manden sagde det, endelig kom der en flink københavner og ville sludre, så vi var mange der fik oversat ”sætningen” den grimme mand.

Han snød hans hustru.

En af mælkekuskene havde den vane, den dag posten kørte rundt med aldersrenten til de ældre, at være  uden for vores butik for at møde postbuddet , som posten sagde , tager du aldersrenten med hjem til konen, så var posten nemlig fri for at køre helt der ud på heden for at aflevere den til kuskens kone. Kusken skrev under for konen og modtog pengene.

Der sker det uheldige, kusken kom ind og afsone en dom i Grenaa fængsel for noget kontrakt brud , posten kørte så selv ud til konen med aldersrenten , bad hende skrive under på hun havde modtaget den. Det ville hun ikke, hun havde aldrig fået tildelt aldersrente. Det var en god sag posten gav os der, den kunne bruges på bænken. Kultur, ja meget.

Sladrebænken fik nyt stof, de læste i avisen, DSB lavede 65 billetter til alle over 65 år.

Hvad med dem der skulle med rutebilen til Grenaa? Det gik som med det Kgl. Teater vi betalte men kom der aldrig.

 En anden kultur, vi levede efter dengang.

Når kunder der havde kontrabog, regning kom og betalte, fik manden en ”Manne ”cerut eller en af de såkaldte mælkekusk cigarer ”Partner” cigarillos, det skulle man kunne vurdere hvem der skulle have hvilken størrelse cerut eller cigarillos, børnene og hustruen fik et kræmmerhus blandede bolsjer. De kunder af det bedre borgerskab fik også et glas vin på kontoret.

Partner cigarillos var i den billige klasse, en cigarillos med stort papir indhold, og den lugtede så grimt. Min svigermoder Dora Jensen røg den slags uha.

 En dag blev en vore kontantkunder vred, hun fik aldrig noget når hun betalte sine indkøb kontant , det mente hun var mere relevant, når vi fik vores betaling det samme(kontant), efter Skallerups udtagelser som var, ”er det så vigtigt for dig ,  skal du da have et kræmmerhus bolcher”, så kom hun aldrig ikke mere.  Det var en fast kultur hos alle handlende den gang, ja det er også en kultur der blev borte.

Viggo Hovesen røg store cerutter Corso fra Obel, han brugte skoddet som snus, Dora samlede sine cigarillos skod til Viggo, når jeg var på besøg hos Dora fik jeg strenge forbud mod at komme cigaret aske i askebægret med skodderne til Viggo, det kunne han ikke lide.

Viggo var en god kunde hos Skallerup, han var alene men købte alt sit forbrug hos os, han tog rundt til landmændene og købte deres kreaturer, sendte dem med vognmanden til enten slagtning eller på auktionen i Randers. Det var samme fremgangsmåde Jens Villesen brugte, han købte også kreaturer op hos landmanden.

Min onkel røg små cigarillos, skoddet slukkede og efter en bestemt tid , så røg det ind som skrå under læben.

En del af kulturen var nok også der var forståelse for at hjælpe hinanden, på Rutebilen Randers – Grenaa var en fast kendt chauffør Helmut, han var pigernes ven, de kørte gerne med hele turen rundt bare de kom til at sidde på den ekstra sæde Helmuth havde ved sin side, så kunne de rigtig få talt om udsigten.

Helmuth havde også vundet de ældre koners hjerte, når de vidste han kom med rutebilen mod Grenaa , stod de ude ved vejen , han stoppede og fik en farveprøve med størrelse mm. til en kittel eller kjole og penge, den kunne han nå at købe i Grenaa i sin pause, inden rutebilen kørte retur mod Randers . Ingrid fra Tranelyst havde ikke været i Grenaa i mange år, så Helmuth var hendes indkøber. De beretninger har der været mange af. Der gik også beretninger om når Helmuth havde fri, så sagde afløseren nej, det kunne han ikke finde ud af ,og det gav skuffelse hos brugerne.

Noget vi unge talte en del om, velvidende der foregik noget i besættelses tiden, hvad skete der og hvor alvorligt var det der skete. Ingen ville tale om det, det var som om fortiden var væk. Vi var alle klar over Fru Rasmussen, brugsuddelerens hustru, havde haft nogle frygtelige oplevelser, brugsuddeler Rasmussen og to sønner blev hentet af Tyskerne og kørt til Frøslev fangelejr mistænkt for at modarbejde Tyskerne. Fru Rasmussen fik dårlige nerver og det kunne ses. Det var hvad vi unge kendte til Fjellerups medvirkende i sabotage mod Tyskerne i Fjellerups område.

Det har senere vist sig at mange stærke, modige mænd fra Fjellerup området havde været aktive i Trustrup Gruppen.

Der var som i øvrige samfund familier der var rodet ind i at arbejde for tyskerne, i mange tilfælde af tvang, for en del var det det job, eller dø af sult.  Skaden kunne ses da besættelsen var stoppet og de danske myndigheder begyndte at forske i hvem der havde tjent penge på at arbejde for Tyskerne.

Straffen var i mange tilfælde meget hård, penge bøder og lange fængselsophold.

Men tabu, for vi unge, jeg var orienteret om en del , min mor hjalp enkle med at få straffen retfærdig gjort .

Et eksempel, Henrik var med fast arbejde i Meilgårds skov med sine heste og skovvogn, han kørte  tømmer, det arbejdede stoppede, han blev derefter  kontaktet at han skulle stille i Tirstrup og være med til at bygge landingsbanerne som skulle bruges til tyskernes militærfly, og der havde man brug for netop sådanne køretøjer, hvad gør man? tager jobbet eller lader Tyskerne hente køretøj og heste.

Emner som kunne få borgernes meninger højlydt til tilkende, var blandt andet, Nationalmuseet startede sidst i 1952 med at slå streger på Østersgårds mure, de forberedte nedtagningen af

Avlsbygninger, laden, stalde og vognportene for at flytte det hele på lager på Frilandsmuseet i Brede, og til senere op sætning der  igen. Det kunne få sindene i bevægelse , at der gik voksne mennesker rundt,  ja de fik oven i købet løn for at gå der og lege. Det var ikke til at forstå vognmanden fra Stenvad, Anker skulle kører alle de gamle muresten og slidt tømmer til Brede, nej nu gik det helt galt. Det viste sig tydeligt at københavner påfund af den art var ikke velset på landet.

Det var utrolig så meget tid der blev brugt i Skallerups butik på at vende meninger om det emne.

Det var nok noget af det som kunne være med til at holde døren lukket for alt det nye som der kom snigende ind i samfundet. Der begyndte i den sidste del at min tid i butikken at blive talt om der skulle laves planer for nye områder til sommerhusbyggeri, og der var landmænd som havde jorden lige netop til det brug. Det var der meget snak om, ”har i hørt, nu kan han ikke bruge sin landbrugs jord mere, den har tjent ham og hans forfædre”, men så kom den pågældende ud af sin gæld. Der kom jantelov i sager som denne.

Der kom mange forslag om at omdanne Fløden til et sommerhus paradis, det var at træde på Fjellerups følelser, Fløden var et kultursted, stedet hvor de unge mødtes og hygge sig, de voksne brugte Fløden til samlings sted for udflugter med madkurven og hvad der hørte til.

Der var mange skole og spejder lejre i Fløden. Jeg har været til mage stegte åle fester i Fløden , ålene blev stegt hjemme i Fjellerup, tilbehør , snaps og øl hørte med til tilbehør, det var sommerfest, og det skulle ødelægges for at det kunne give plads til de rige byboer, der kom og sled på alt i området. Store spejderlejre blev også afholdt der .

Udviklingen havde fat, og den var ikke til at bremse.

Onsdag aften skulle jeg ud af butikken til tiden, så jeg kunne nå ned til Arne Skomager som var byens Tipsforhandler, og hente ugens høst af tipskuponer, de skulle være på posthuset i Tranehuse inden kl. 19.15 for at nå til København og blive behandlet i Tipsselskabet inden lørdag, sikken et tillids job at blive betroet af Arne. Skulle jeg grundet hårdt vejr blive lidt forsinket, ventede togføreren af Gjerrild Grisen på mig, de vidste jeg kom med Tipskonvolutten.

Arne Skomager var en af Fjellerups to skomagere, han tilbød kunder alt fra sko, tøj og andet som var at skaffe.

Den anden skomager var Martin skomager og hans hustru Sortne som var bestyrer af telefoncentralen to huse fra Skallerups butik.  Det var dengang vi kunne ringe op og sige Sorine kan du give mig Hagenbjerggård eller smed Jensen, jeg har aldrig set i en telefonbog , vi havde jo Sorine .  Jeg ringede fra København (nogle år senere) og skulle tale med min svigermor, Sorine kunne jo hører hvem jeg var og sagde du vil have nummer nitten Jørgen, Dora og Tage er ikke

hjemme, Sorine havde set de gik forbi, hun havde også hørt via en telefon samtale at de var inviteret til middag hos slagter Slot, så Sorine lovede at ringe til Slot og give besked. Det er kultur der er fjernet. Den virkede hver gang.

 Arne Skomager fik etableret Pølsevognved siden af kroen som var nabo til Arnes have, Arne havde næse for fremskridt derfor havde han lugtet omsætning når de unge var til bal på kroen og var sultne efter hektiske danse og en del øller  , omsætningen blev ikke som Arne havde læst om i de store byer, det stoppede hurtigt fordi der blev jo aldrig udsolgt,  Arne tog de røde pølser med ind i kælderen ,tørrede dem af for mug, kogte pølserne i noget  eddikevand  og ved næste opvarmning  kom han noget boullion  i vandet, som han udtrykte det ”de skal helst varmes i det gamle pølse vand med eddike, det er hemmeligheden ved en pølsevogn. ”

Der var bare det problem der være uger imellem ballerne på kroen, der var ikke kommet dybfryser til Arne på det tidspunkt. Et ellers et godt fremstød blev slagtet fordi Arne var et par år foran.

Det var også en spec. kultur når Skallerup ville bestemme over byens borgere og kunderne.

Skrædderen Danielsen gav de unge mennesker kredit når de købte tøj, det er at drive de unge i fordærv, ”så du skal ikke handle her fortsat ” fik Danielsen besked på af Skallerup.

Villy Karetmagers datter Birthe stod for indkøb i deres hjem, en sød og venlig pige ,  hun kom tre gange om dagen sammen med sine mindre søskende for at  købte f.eks. 250 gram margarine, mel, sukker alt i små portioner , kunne ikke mere end hendes far gav ordre og lov til , hun var en trættende kunde der tog meget tid besluttede Skallerup , ringede op til Willy Karetmager og bad ham kikke ned. ”Din datter har vi ikke tid til at handle med Willy”, vi skal føre det i kontrabogen, beløbet skal noteres i regnskabsbogen (bogen for debitorer)

Det kan vi ikke fortsætte med længere.  Willy betalte saldoen og familien kom ikke mere.

Tænk hvis man havde givet sig tid til at fortælle Birthe muligheden for at købe større portioner, når de nu var seks personer i familien, så havde vi beholdt omsætningen. Birthe var utrolig flink og venlig, udførte et stort arbejde for sin familie.

Nu hvor jeg har fortalt lidt om de mange typer kunder vi havde, er en ting var meget gennemgående for perioden, borgerne i byen og på landet havde tildens at blive lidt misundelig på hinanden, og det kom frem i form af snak og sladder(bænken i butikken), men når det var alvor på den ene eller anden måde, holdt de sammen alligevel, ingen skulle fornærme den anden, så trådte de alligevel i karakter.

Vi skal ikke glemme Folmer Lauritsen, ungkarl med eget landbrug, en Ford 1929, herrecykel uden pedalgummi, levede kun af sine egne produkter, med undtagelse af Rugbrød , franskbrød og sodavand.  Hans jorde var de mest udsultede på egnen, man kunne gå imellem kornstråene, køerne var radmagre, mælken kom ikke til mejeriet for det skulle grisene have. Derfor fik han ingen mælkepenge, kreaturhandlerne kunne ikke købe hans dyr, da de var uden fedt på kroppen.

Ferguson traktoren blev sat /bundet sammen med ståltråd efterhånden som noget gik løs.

Høns, duer , ænder gik i en plørebunke i hele ejendommen.

Se hans roemark var uhyggeligt, men de skulle så ikke tyndes ud, der var langt imellem roerne.

Folmer havde sin egn måde at leve og bo på, Folmer boede i vaskekælderen, han lagde en dør over gruekedlen , og derpå et tykt lag muld som underlag, der blev hurtigt oparbejdet en form som kroppen, det var sengen, han satte en lille kakkelovn op, et lille bord til at lave mad ved, affaldet fra sit køkkenvirke lå i en stor bunke i det ene hjørne af rummet. I den anden ende af rummet stod en spand som han benyttede til at gøre i, det skete den løb over. Ingen kan forestille sig hvordan det lugtede i rummet.  Han havde det dejligste stuehus, men han glemte stueetagen, så den var faldt sammen . Ingen ville tro synet, turister stod og så ned på gårdspladsen , så på bygningernes forfald ,

Og fik brugt fotoapparatet på et forfald midt i byen.

Det var at trænge ind på hans enemærker når han ikke var hjemme , men set det en gang var ikke nok, man troede ikke det var sandt og måtte ned i rummet igen , det skete når Folmer kørte i marken med sin Ferguson traktor .

Anbefaling.

Jeg skulle nogle uger før min slutte dato hos Skallerup, bruge min udtalelse eller anbefaling, den kan man bestemt ikke få før man er færdig med sin arbejdsplads, så jeg kunne få den dagen jeg sagde farvel. Ingen kan give en anbefaling før arbejdet er slut mente han.

Totalt uforskammet, jeg fik fat i Johanne, som derefter sagde til Skallerup ” selvom det ikke passer dig Jørgen stopper her i forretningen, skal du ikke være umulig” så fik jeg den, skrevet i løbet af kort tid, men flot og alsidig rosende omtale, mange af mine købmandskollegaer var meget misundelig på mig..

Da jeg oplyste Skallerup om min beslutning at stoppe straks efter læretiden, blev han meget vred og kontaktede mine forældre, fortalte dem hvor glad han var for mig, ville give spe. Løn, og en lærling kan ikke stoppe uden sine forældres samtykke, ”samtykke den har Jørgen ”sagde min far og så var den sag sluttet.

Dagen før jeg sluttede kom mange kunder og rettede en tak for den dejlige tid jeg havde betjent dem i butikken, og ønskede mig god fart fremover. Skallerup deltog ikke i snakken, han blev inde på kontoret, og skrev regninger ud.

Købmands kommis’en der kom efter mig hos Skallerup, har udtrykt sin halve års oplevelse som ansat hos Skallerup, med denne udtalelse, han havde en formodning som om, han havde haft det.som de ansatte i fremmelegionen.   Så rejste han.!  Han hed Jørgen Hansen og var udlært hos købmand Steffensen i Tranehuse, faderen var fodermester Hansen på Mejlgård, boede i bygningen ved port indkørslen.

Jeg mødte Jørgen Hansen kort tid efter vi var flyttet til Grenaa i 1998, han kom og hilste på mig, stillede spørgsmålet ”var det dig der var i fremmedlegionen” , nej der tager du fejl Hansen, jamen har du ikke været ansat hos Skallerup sagde han, jo det havde jeg  rigtig nok, jamen så havde jeg været i legionen mente han .Der nævner Jørgen Hansen tit når jeg møder ham, og fortæller om sit møde med Skallerup og om da han flygtede fra Skallerup et halv år efter.. 

De piger der var ansat i privaten havde det ikke bedre end godt, når Skallerup var i nærheden.

Hvis de gjorde rent på kontoret fik de ballade, undlod de at gøre rent for ikke at få uro, fik de også vrøvl.

Ingen i køkkenet kunne lave mad efter Skallerups mening, hver dag når han havde forladt spisestuen, kom pigen ud i butikken og spurgte fruen, hvad var der fejl ved maden i dag, det skete når jeg spiste at stuepigen og jeg blev enig om, hvad der kunne være fejlen med maden i den dag.

Fik vi stegt Stenbider, var kritikken altid den samme, ”stenbider skal have et chok på en gloende pande” i forstår intet. Utroligt ingen kunne koge kartofler godt nok, sovsen passede aldrig til det tilbehør vi fik.

Min hustru Aase var ansat i huset som pige en tid medens var jeg var i lære, jeg husker tydeligt en dag da Skallerup arbejde i haven, Aase gik ud i haven og fortalte ham nu er der eftermiddags kaffe Skallerup, svaret var ret kontant” hvad rager det mig” og så talte Aase aldrig ikke mere om eftermiddagskaffen til ham.

Da Aase startede i privaten var hun sikker på søndag morgen skulle der gøres rent på kontoret, til daglig blev kun støvsuget, og det var inden Skallerup var stået op, det skulle hun så ikke havde udført, han blev stiktosset, hun skulle ikke rode på hans kontor, næste søndag sprang hun kontoret over så blev han sur igen, hvorfor hun ikke passede sit job. Aase skulle lappe Skallerups kitler, han ville ikke købe nye kitler, ingen på Djursland var ejer af kitler med så mange lapper.

Om onsdagen skulle vi have fisk, var Hother den omkørende fiskemand ikke kommet kl. 10.00 skulle jeg tage en pakke klipfisk i butikken, bære den ind i køkkenet få den lagt i mælk, vi spiste kl. ca. 12.00, er der noget til man ikke spiser klipfisk efter den tid..

 
 

Butikken under ombygning 2007.                          Butikken på højre side 1957, den nye benzintank.                    

 

 
 

 Vi havde en pige i køkkenet der kunne styre Skallerup, min kusine Lis savskærer, hun gav ham af samme skuffe, når Skallerup rejste sig fra bordet, gik hun hen og spurgte , ”hvad er der så galt med maden i dag” han fik respekt for Lis , kirkegårds graver Viggos datter.

De fire år i købmandslære var rigtig gode, det var en periode hvor lærdom, uden jeg var klar over det, stille og rolig fik en naturlig placering i mit eget jeg.

Jeg fik i samarbejde med min måde at blive påvirket hjemme fra og læretiden, en god venlig, kundelærdom med stærk erfaring i måden at opfører sig i den store verden. En fir års periode som slave, dog uden jeg var klar over det, sendte mig ud af byen bedre rustet end jeg anede.

Det der er for mig set i bakspejlet, utroligt jeg kunne gå den ”hårde” periode igennem uden at være mærket fagligt eller menneskeligt.

Den periode jeg var i lære, var præget meget at sparsommelighed, det kunne mærkes på mange kundegrupper, ja og mange havde en utrolig dårlig økonomi fordi de ikke fik det udbytte for deres indsats i takt med prisudviklingen der kom, der var også en utrolig stor udvikling i Teknikkens verden. Den udvikling forårsagede også kunderne blev påvirket af de nye opfindelser eller brugsforbedringer der kom frem. Det gik måske ikke så hurtigt, men alligevel passede kundernes indkomst ikke altid til den udfordring de blev stillet over for.

Skallerup som havde mange penge til gode hos kunder, var til tider meget sur/skuffet når en kunde kom og fortalte nu havde han /hun købt en Radio, en Bil, ja vaskemaskiner begyndte også at komme ind i mange hjem. Jeg husker tydeligt når en kunde kom og fortalte han havde købt en Ferguson Traktor, ”du skulle prøve en tur Jørgen”, Skallerup gik ind på kontoret og var i vildrede om han skulle blive vred eller ønske tillykke, det var Skallerup der var med til at betale traktoren i mange tilfælde.

De fire år jeg var i lære hos Skallerup blev han også ”ændret” påvirket, han havde tit udtalt, ”nej jeg skal aldrig have en bil, noget nyheds pjat, der går rutebiler hvor jeg skal hen”.

Pludselig skulle han have en personbil, en Skoda stor og tung som en traktor, kørte ikke langt på literen, men han kørte heller ingen steder. Johanne fik lov til at tage kørekort , så rullede hun enkelte  ture med veninderne fra bænken, og ture til sin søster i Glesborg.

Har fundet inventar fra Skallerups butik, det kom til Thyborøn, butiksdisk og hylder fra baglokalet 1976,

Inventaret blev købt af Rice, nu Vinoteket Grenaa, hun etablerede det i en Gave og Brugskunst butik i Vestergade , Thyborøn . .

Dagen efter jeg stoppede i Skallerups butik, altså sluttede min læretid, skulle jeg møde i a/s Irma København, påhovedkontoret i Ravnsborggade på hjørnet af Nørrebrogade, her startede mit nye job som butiksassistent(kommis) i en Irma butik i Hindegade, butiks nummer 21, alt var mærkeligt nyt og anderledes, kunderne var ikke som jeg havde forestillet mig, de var jo flinke og venlige, personalet var hjælpsomme mod en jyde som mig. Og tænk det var kun Irma piger i forretningerne og en enkel mandlig kommis, Irma kaldte kommiser for assistenter. Pigerne i København havde et mere ”frit” sprog i mine øre, de kunne bande og brokke sig. Sådan talte pigerne fra Fjellerup og Grenaa ikke til hinanden eller til ”voksne”,

Der var dog flere mandlige assistenter i de større Irma forretninger.

Irma blev min livs store arbejdsplads i 20 år, hvor jeg voksede med udviklingen i det meget driftige selskab, dengang kunne en person ved slid og slæb, uddannelse undervejs komme med i beslutningsfasen. Jeg blev hurtig udnævnt til butiksbestyrer, distrikt inspektør og sluttede som chef for Frugt, Grønt og Blomster salget i butikkerne, med kontor på Irma Frugt på Grønttorvet, hvor jeg haft jobbet som salgsleder i nogle af Irma årene.

Overtog derefter et job som salgschef for Frugt, Grønt og Blomster i Schou Epa varehussektion på hovedkontoret i Mileparken Herlev.

Sluttede det vilde liv på øen ,som Direktør for Købmands Frugt på Grønttorvet i Valby, et datter selskab i Nordisk Handelshus .

De sidste tre år inden Aase og jeg drog retur til Grenaa, var vi  Kiosk ejer i Virum, DSB kiosk på Virum station. En dejlig tid vi her havde blandt lokalbefolkningen.

Jeg kan konkludere, der har ikke været så dårligt at være i købmandslære hos Skallerup.

 Har derefter været med til at skrive en bog om Irma der udkom i 2007, med Teksten ”Der skete noget i Irma”.

       
 
 
 
 
 
 
 

 Kiks påklæ                                          Marie d

                           

 

 

 

 

 

 

.