Annoncer
Juletræspynt

Familiens julepynt var både hjemmelavet og købt.

Den hjemmelavede bestod bl.a. af flettede hjerter, guirlander klippet som ”fiskenet” i silkepapir og hvide papirroser. De flettede hjerter og papirroserne var allerede gammeldags i 1901, for de har pyntet juletræer siden 1870erne.

En stor del af julepynten på familien Priors træ var købt. På træet ses bl.a. kræmmerhuse, flag og en topfigur, der alle er lavet af købte klippeark, der blev almindelige i handlen i 1880erne. Topfiguren på Priors træ er en nisse.

I dag er det almindeligvis Betlehemsstjernen vi placerer i toppen, men tidligere har der været mange forskellige topfigurer bl.a. nisser og engle. I de første årtier af 1900-tallet udkonkurrerede Betlehemsstjernen imidlertid de andre topfigurer, og det er måske det, vi kan se er ved at ske på Prios juletræ for lige under nissen kan man skimte en Betlehemsstjerne.

Mode i juletræspynten

Omkring år 1900 var juletræet blevet en almindelig del af julefesten i de fleste hjem, og fra den tid kom der også mere og mere julepynt i handlen. Fra frøkenerne Laugesen, der boede i Buggesgade, har vi et fotografi af et juletræ fra slutningen af 1920erne. Juletræet følger tidens mode med masser af glaspynt på grenene. Glaskugler og glasfigurer begyndte man at importere fra Tyskland i slutningen af 1800-tallet,  men de blev først rigtigt moderne i løbet af 1920erne, hvor de til gengæld også kom til at dominere pynten på de fleste juletræer.

I mange familier kom glaskuglerne til at hænge side om side med lametta og guirlander i gulv og sølv, som ligeledes blev importeret fra Tyskland fra omkring 1910.

Med besættelsen i 1940 blev den tyske julepynt mindre populær og mange valgte simpelthen at udskifte glaspynten med gammeldags julepynt som flettede hjerter i rødt og hvidt. I løbet af 1950erne vendte mange dog tilbage til den glitrende julepynt, og tidens træer blev ofte pyntet med en blanding af den gammeldags danske papirpynt og den importerede pynt i glas og glimmer.

 

På museet har vi således et fotografi af familien Andersens juletræ fra 1950erne, hvor træet er pyntet med flettede hjerter, flagguirlander, lametta og glasfigurer i én skøn forening.

Juletræ hos familien Andersen i Østergade i 1950erne.

 

 

 

 Udstillet på Middelfart Museum.