Stenbideren

Stenbideren hører til de mere mærkværdige fisk i de danske farvande. Netop nu er på den vej ind mod kysterne for at gyde, og derfor har også fiskerne travlt for at få fat i de velsmagende rogn

 Den lever af vandmænd, ser lidt klumpet ud, har en sugekop på maven og smager "slattent". Alligevel er stenbideren en særdeles eftertragtet fisk blandt danske lystfiskere, ikke mindst i denne tid.

Det tidlige forår er nemlig stenbiderens gydetid, hvor den bevæger sig fra det dybe vand og ind til kysterne, hvor den lægger sine godt 200.000 æg i små gruber mellem tang og sten.
For fiskerne gælder det så om fange den grønlige stenbider-hun, også kaldet kvabso eller kulso, inden hun gyder. Sker det, har man nemlig også fået fat i de små lyse rogn, som på grund af deres delikate smag også betegnes som "dansk kaviar".
rogn.jpg
Det er dog ikke kun rognene, der gør stenbideren til noget særligt. Også dens fysiske fremtoning og levevis adskiller sig fra de fleste andre fisk i de danske farvande, fortæller havbiologi Dennis Lisbjerg.
 – På bunden af maven, hvor de fleste andre fisk har finner, har stenbideren en lille sugekop. Det er den, der gør det muligt for stenbideren at suge sig fast til stenene på bunden, og det er egentligt derfor, at den hedder stenbider, siger Dennis Lisbjerg.
Især hannen gør flittigt brug af sugekoppen. Hos stenbiderne er det nemlig far, der tager hele "barselsorloven".
– Når hunnen har gydet, suger hannen sig fast til en sten lige i nærheden af rognene. Her holder han vagt og jager ulke, krabber og andre trusler væk, indtil æggene er klækket, siger Dennis Lisbjerg.
Langt de fleste har en svømmeblære, en luftfyldt ballon i maven, der gør det muligt for fisken at "svæve" i vandet og dermed spare energi på at bevæge sig fremad. Men som en del andre bundfisk har stenbideren, der er observeret helt ned til 1500 meters dybde i de grønlandske farvande, ingen svømmeblære.
– Stenbideren har brug for at komme hurtigt ned på bunden og derfor har den ingen svømmeblære. Når den ikke er inde ved kysterne for at gyde, befinder den sig på det dybe vand, ofte flere hundrede meter nede, siger Dennis Lisbjerg.
Her lever stenbideren dels af rejer og småfisk, såsom tobis og brisling. Men ellers udgør vandmænd den vigste føde for stenbideren. Det betyder også, at den ikke er specielt delikat som spisefisk, hvis man ser bort fra rognene, mener Dennis Lisbjerg.
– Den kan smage nogenlunde, hvis den er røget. Men generelt er kødet meget slattent og ikke specielt lækkert. Det kan jo ikke være anderledes for en fisk, der spiser vandmænd. Derfor er stenbideren også en af de mere billige fisk hos fiskehandleren, siger Dennis Lisbjerg.