Annoncer
Septemberhimmel

Septembers himmel er så blå, og vil snart blive afløst af efterår og rusk og regn. Som mennesker har vi godt af at opleve årstidernes skiften og blive mindet om livets forgængelighed, mener både læge og præst

En septembermorgen i 1949 kommer den danske digter Alex Garff glad springende ned ad trapperne til morgenmad i spisestuen på Ry Højskole i Østjylland. Han har overnattet på højskolen og har på denne smukke solskinsmorgen skrevet et digt, som han læser op for højskolens daværende forstanderpar, Johannes og Marie Terkelsen. Digtet er en hyldest til sensommeren og begynder med linjerne: "Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide, og lydt vi hører lærken slå som før ved forårstide".

Den morgen ved Alex Garff i sagens natur ikke, at han netop havde forfattet fem vers, der kort tid efter bliver og stadig er en af de mest kendte og allermest afholdte sange om sensommertiden og det tidlige efterår. Og som har sin faste plads i Højskolesangbogen, i den seneste udgave som nummer 335.

Nuværende forstander på Ry Højskole, Ole Toftdahl, ved heller ikke med sikkerhed, at det på detaljeplan lige præcist er sådan, det er foregået den morgen i 1949, men sikkert er det, at Garff overnattede på skolen og skrev sit digt der. Hverken digteren selv eller forstanderparret Terkelsen lever længere, men Ole Toftdahs svigerfar er søn af netop Terkelsen-parret og har flere gange hørt historien om sensommersangens tilblivelse. Alex Garff kom jævnligt i Ry, da han var ven med byens læge, der også var digter. Og når Garff var i Ry var han altid installeret på den smukke Ry Højskole beliggende kun få meter fra stationen.

"Garff var her som foredragsholder og som poet. Han har givetvis medvirket ved en forfatteraften for eleverne, hvor han har fortalt om litteraturen og sit eget forfatterskab, som man gjorde og stadig gør. Og fordi det så er blevet sent, har han overnattet på højskolen, er vågnet og har følt sig inspireret," fortæller Ole Toftdahl, mens vi skridter over den smukt anlagte gårdsplads med brosten og ind i højskolens hovedbygning, der har huset elever siden 1892.

Vi fortsætter op ad en trappe og ind på det, der hedder blå gang. Forstanderen har lovet at tage avisens udsendte med op på det værelse, hvor de nu så legendariske linjer blev nedfældet. Vi stopper for enden ved værelset Falkehøj, hvor der i øjeblikket bor to højskoleelever. Alle værelser på stedet har navne efter naturen. Her er det. Arnestedet, om man vil. Ved første øjekast er værelset ikke en åbenlys lyrisk kilde med sit linoleumsgulv, to enkeltmandssenge og et skrivebord. Det er dog heller ikke selve værelset, men udsigten fra det, der er attraktionen, viser det sig. Uden for vinduet ligger græsplænen som en grøn løber pegende ned mod den glitrende Møllesø, der er en del af Gudenåen, og længere ude igen ligger Mossø.

"Men Garff må også være kravlet op i tårnet. Det må han have gjort som det første den morgen for at nyde udsigten," siger Ole Toftdahl, og vi fortsætter videre op ad flere trapper, gennem en lem i taget, op i højskoletårnet, op under sensommerhimlen. Fra tårnet er der udsigt helt til Himmelbjerget, over det meste af Ry og altså ud over Gudenåen og søerne og alt det grønne som Søhøjlandet er kendt for. Som beskrevet i Alex Garffs tekst er blomster, buske og træer nu på deres ypperligste. Selv purløgene er gået i blomst og strutter med deres lilla pomponer.

Ole Toftdahl er selv meget begejstret for "Septembers himmel" og glæder sig hvert år til at synge den på ny.

"Garff er i sit sprog og sine billeder helt eventyrlig, og han udnytter sproget helt ud i hjørnerne. Bare et udtryk som 'dit røde hybenhjerte'."

"Jeg mener ikke, at de sproglige billeder er begrænset til stedet her. Naturoplevelserne vil du kunne finde mange steder i Danmark. Men når du ser haven her på en septemberdag, så er den fantastisk. Og jeg har flere gange oplevet, hvordan en sætning fra Garffs digt pludselig giver konkret mening for mig. 'Der er en søndagsstille ro imellem træ'r og tage' bliver meget nærværende en søndag solskinseftermiddag, hvor eleverne lægger sig ud i haven på tæpper og hviler ud efter en fest aftenen før. Hvor de ikke skal noget og bare ligger og kigger op i himlen. Og hvor alle planer en sådan dag vil virke forstyrrende på roen," siger forstandeneren.

Og det er formentlig de færreste, der vil gå i rette med Alex Garffs lyriske og meget konkrete beskrivelser af septembers skønhed. Men for nogen er den niende måned i året også sidste sensommerudkald, før mørket og måske tungsindet i højere grad tager over. Hvor Garff i det sidste vers byder efterårets forfald velkomment som en naturlig del af årets rytme, gruer andre for de kommende måneder.

Tv-læge og nyudnævnt sundhedskorrespondent hos DR Peter Qvortrup Geisling tænker på en anden sang, CV Jørgensens "Mig og Charly" fra 1978, når han skal beskrive overgangen fra sommer til efterår.

"CV Jørgensen synger 'intet varer evigt, snart er sommeren forbi, med den forsvinder praktisk talt alt, hva' du ka' li', intet under du går rundt og er så underlig indeni'. De linjer er historien i en nøddeskal. Nogen hader den her sæson, vi går ind i, som pesten, og de har det ligesom bjørnene. De skruer helt ned og går nærmest i hi og venter bare på, at det skal blive forår igen. De bliver enormt mentalt påvirket af manglen på sollys, men det er der heldigvis råd for," siger han.

Ifølge Peter Ovortrup Geisling er det dog meget individuelt, hvordan vi tackler omstillingsperioden. Overordnet er det hans indtryk, at de fleste danskere egentlig har det godt med svingningerne og ser positivt på, at det nu er tid til at pakke sig ind og fokusere på hyggen inden døre. Også selvom vi i Danmark kan bruge lang tid på at tale om, at vejret kunne være bedre.

"De færreste danskere drømmer egentlig om at flytte til Spanien og bo. De fleste af os har det godt med variationerne. De lune sommeraftener ved grillen er kun noget særligt, fordi det ikke altid er sådan. Vi har kun euforien over bøgen, der springer ud om foråret, fordi det så længe har været mørkt. Sommer kan inspirere til én ting, mens efterår og vinter kan inspirere til noget andet. Duften af hybenroserne i Skagen er det skønneste, der findes, men vi kan ikke leve af dessert alene. Vi bliver nødt til at have leverpostejmadder indimellem. Hver sæson har sine dufte og sin charme," siger tv-lægen.

Personligt er han kun glad for at bo i et land, hvor der er stor forskel på sommer og vinter.

"Kan jeg komme en tur til Skagen i vinterstorm, er jeg lykkelig. Jeg er ikke i nærheden af at være påvirkelig af det vigende lys," siger lægen.

Peter Qvortrup Geislings bedste råd - lægeligt såvel som menneskeligt - er at omfavne den nye sæson og den nye årstid frem for at stritte imod. Og hvis man har et ekstra stort behov for sollys, kan man rejse en tur til mildere himmelstrøg eller gøre brug af en lyslampe, som kan holde vintertungsindet i ave.

"Årstidernes komme er ligesom med alderdommen; den kamp vinder man ikke. Man er oppe imod nogle kræfter, man ikke kan bekæmpe. Derfor er det også bedre at flyde med og se mulighederne og lade være med at gå alt for bekymret gennem livet. Lad os gribe efteråret frem for at frygte det," opfordrer Peter Qvortrup Geisling.

"De røde æbler løsner let fra træets trætte kviste, snart lysner kronens bladenet, og hvert et løv må briste", lyder det indledningsvist i vers fire af "Septembers himmel er så blå".

Det er et billede, de kan forholde sig til i Frydenlund Frugtplantage i Nordsjælland. Her et par kilometer fra Vedbæk Station står æbletræer på række med frugttunge grene og venter på, at de næste selvplukkere kommer forbi for at fylde kurve og kasser. Der er 20 hektar med cirka 23.000 æbletræer fordelt på 22 sorter. En æblehøst giver omkring 200 ton æbler, "så vi når ikke at få et personligt forhold til alle træerne," som plantagebestyrer Henrik Mortensen konstaterer.

Sammen med sin kone, Merete Mortensen, nusser, plejer og organiserer han æbleplantagen, så den forhåbentlig kan give det bedst mulige afkast i efterårsmånederne. Resten af året sælger de æblemost, cider og gele fra den lille gule selvbetjeningsbod ved vejen.

I annalerne kan man finde beskrivelser af, at der har været frugthave på stedet i hvert fald tilbage til 1730'erne. Den lerede jord giver gunstige betingelser for frugtavl, og alt tyder på, at høsten i år bliver god. Mens de bugnende frugttræer ofte frembringer en barnlig glæde hos de besøgende, er disse måneder meget afgørende for frugtplantagen. Ligesom i landbruget generelt er det på denne tid af året og et par måneder frem, det bliver afgjort, om de beslutninger, der er blevet truffet i årets løb, i bogstaveligste forstand har båret frugt.

"Det er de næste måneder, vi skal tjene pengene til resten af året," siger Henrik Mortensen.

De forgangne somre er en del af æblehøsten blevet ødelagt af de mere ekstreme vejrforhold. To somre med kæmpehagl gjorde intet godt for de spæde frugter, som fik brune pletter. Men fejlslagen høst er nok ikke det, tankerne kredser om hos efterårsweekendernes mylder af selvplukkerne, der sammenligner smagen på et sødt Ananas- og et sprødt Initialæble.

"Flere og flere bedsteforældre kommer herud med børnebørnene for at vise, hvor æblerne egentlig kommer fra. Efterhånden er der ikke mange rigtige frugtplantager tilbage, hvor du kan komme ud at plukke din egen frugt," fortæller Henrik Mortensen.

Vi går rundt i plantagen og stopper ved de gamle grålige Filippa-æbletræer med de knoklede arme spredt ud i et stort vingefang fyldt med æbler. Denne sort og dens frugt frembringer ofte nostalgiske øjeblikke blandt de besøgende. Ligesom træerne med Gul Gråsten og Belle de Boskoop tilbage fra 1930'erne.

"Filippa er et rigtig gammelt haveæble, som er blevet dyrket i Danmark igennem generationer. Mange får følelsen af at stå hjemme i farmors have, når de tager en bid af Filippa. Smagen bringer minderne frem," siger Merete Mortensen.

Selvom æblehøsten i Alex Garffs septembersang er ved at lakke mod enden, strækker frugtperioden sig længere på Frydenlund. Variationen af æblesorter betyder, at man kan plukke æbler helt hen i november måned. De sene sorter er i øvrigt af en art, hvor de med held kan opbevares i en kølig kasse julen over.Merete Mortensen mener, at Frydenlund Frugtplantage med sine sæsonæbler minder folk om, hvordan æbler i virkeligheden smager - når de er dyrket efter naturens rytme og ikke efter supermarkedets efterspørgsel.

"Vi er blevet frygteligt forvænte med at få både jordbær, æbler og anden frugt hele året, og det er egentlig lidt galt. Alle vores kunder glæder sig da også til at få den danske frugt. Her plukker vi først frugten, når den er moden, og det betyder, at den holder sig dårligere end meget af den frugt, du ellers finder i supermarkederne. Men til gengæld smager den af noget," siger hun.

Også i kirken markerer man overgangen fra sommer til efterår. Begyndelsen af september er vanlig tid for høstgudstjenester, men de senere år er også en række skaberværksgudstjenester spiret frem. Syv sogne i Hornsherred i Lejre og Frederikssund kommuner og i Roskilde og Helsingør har netop arrangeret en hel økologisk kirkefestival med fokus på tro. En festival, der blandt andet inkluderede en halmkirke, et økologisk marked og flere gudstjenester udendørs. Dels for at skabe anderledes opmærksomhed om kirken, dels for at bakke op om kommunernes grønne profil, men også for at minde folk om, at jorden er en form for Næste, man skal passe på, fortæller projektleder og sognepræst i Kirke Hyllinge, Helene Wonsbek Rasmussen.

"Der er en teologisk pointe i, at vi som mennesker skal passe på skaberværket. Det er noget af det første, Gud sætter os til. I kirken er vi ofte bedre til at betone vores ansvar over for hinanden end for skaberværket. Men det at passe på skaberværket, er jo også indirekte en måde at passe på hinanden. Både høst- skaberværks- og økogudstjenester er præget af taknemmeligheden for, at vi får noget at spise og hvilke glæder, det giver. Vi besinder os på, hvad vi har at være glade for. Og det giver også nogle overvejelser omkring, at det måske ikke er alt, der kan eller skal løses med vækst. Måske kræver det i virkeligheden en anden livsindstilling," siger sognepræsten.

Hun definerer selv det kommende efterår som "eftertænksomhedens tid", hvor mørket og kulden bringer os ned i fart og ind i tankerne. Men også en tid, hvor man suger sommerens sidste dråber til sig.

"Det er en tid, hvor man standser og vender ansigtet mod solen og nyder den substans og dybde, der er i naturen. Septembers blomsterbuketter står langt længere på bordet end demm man kan plukke i foråret og forsommeren."

Hun erkender, at efterår og vinter for nogen også er tid for tunge tanker. Men som Peter Qvortrup Geisling opfordrer hun til at gå ud i naturen frem for at forskanse sig inden døre.

"Jeg har det selv sådan, at når vejret er værst, skal jeg ud. Man kan imødegå meget tungsind om vinteren ved rent faktisk at gå ud og møde vejret og opleve, at det egentlig ikke er så slemt. Jeg tror, det gør en forskel, hvis vi vover os ud i det. Mørket kan være svært og tungt for nogen, men det er også et vilkår. Det er også skaberværket."

Hun henviser til det sidste vers i Garffs sensommersang, hvor han nævner forgængeligheden og forfaldet. Både efteråret og livets: "At flyve som et forårsfrø for sommerblomst at blive, er kun at visne for at dø, kan ingen frugt du give."

"Også apostlen Paulus sagde, at et frø skal i jorden og dø, før det kan stå op som en frisk plante. Det er det, Garff runder i sit sidste vers. Vi bruger naturens cyklus til at forstå livet og døden. Jeg tror ikke, at vi tager skade af at være bevidste om, at liv og død hænger sammen. Det giver livet dybde," mener Helene Wonsbek Rasmussen.

Læst i Kristeligt Dagblad