Annoncer
Aktiviteter ved Blå Flag

 

Udstilling og Rørebassiner I skolernes sommerferie er Blå Flag Centret åbent for publikum næsten alle dage. Centret rummer udstillingsplancher om Fjellerup i gamle dage men også aktuelle udstillinger om dansk natur. Det store trækplaster for børnene er dog det store rørebassin som er placeret midt i lokalet. Her kan man se og røre nogle af de fisk og krebsdyr som er naturligt hjemmehørende i vandet ud for Blå Flag Centret. Det er også her du kan låne små net og en spand og selv gå på fisketur. Men du kan naturligvis også leje et par waders, rejestrygenet, våddragter og snorklingsudstyr. På tavlen udenfor centret kan du se dagens og de kommende dages planlagte aktiviteter som er tilpasset den aktuelle vejrudsigt. Du kan læse mere om de enkelte aktiviteter på www.kystogfjordcentret.dk. Du kan købe ugekort som gælder både i Fjellerup og i Voer.

Blå Flag 2 470.jpg 

tur med naturvejlederen

Blå Flag centrets naturvejledere arrangerer flere gange om ugen en tur langs med strandkanten. Naturvejlederen udlåner forskelligt grej og så er der ellers på jagt. Turen kan indeholde en tur med et håndvod, en snak med en af de lokale fiskere, sælkiggeri etc. Det er aldrig til helt at vide hvad der byder sig. Dagens fangst kigges på og måske er vi så heldige at det kan spises, i så fald tænder vi et bål. 

På tur i vandet med maske og snorkel

Aktiviteten starter med at alle udstyres med våddragt, sko/svømmefødder og maske med snorkel. Derefter får alle en grundig instruktion i at snorkle, og så er det ellers ud at udforske havbunden og en ny verden lukker sig op. Du behøver ikke at have prøvet det før, vi hjælper i gang til en sikker og god oplevelse.

I gang med Havkajak

Det er fedt at sejle i kajak, og kajakken er et rigtigt sikkert fartøj når du har lært at tumle den. Denne event giver dig basal viden om at ro i kajak. Men du bliver ikke verdensmester på dag 1. Det handler om at kome godt i gang, hvordan kommer man ind og ud, hvad sker der når man vælter, hvordan laver man en makkerredning og en soloredning. Sidste halvdel af eventen indeholder en kortere rotur.

havkajakker470.jpg

 

Drengerøvstur i Havørnen, Kyst- og Fjordcentrets RIB

Alle udstyres med redningsveste og våddragter og så er det ellers ombord i Havørnen. Vi starter stille og roligt og i takt med at alle er trygge bliver svingene vildere og vildere. Derefter øver vi Frømandsafsætninger, først mens vi ligger stille, siden med lidt fart på.

 

Der er et begrænset antal pladser til RIB-turene og til Kajak, og tilmelding på:
Blå Flag Centret
Klitvej 5, Fjellerup Strand (ved Vaffelbageriet)
8585 Glesborg
Tlf: 8648 9685 el. 2488 0032