Stranden

Djurslands Museum er rykket ud på stranden i Fjellerup

Djurslands Museum ligger som bekendt i Grenaa, – og dog. Flere og flere aktiviteter bringer museet ud, hvor livet leves, og hvor sporene fra vore forgængere stadig findesMuseumsinspektør Søren Madsen synes naturligvis, at folk stadig skal besøge museets udstillinger i Grenaa, men han mener samtidig, at museets tilstedeværelse ude i lokalmiljøet har en særlig styrke.

– Vi er med i folks dagligdag og synliggør den helt særlige historie, der knytter sig til deres område. Der er historie og historier hvor som helst i Norddjurs.

– Når museet rykker ud, får vi samtidig en rigtig frugtbar dialog med lokalområdets beboere, både dem, som stadig kan huske langt tilbage, og dem som er nysgerrige efter at placere familiens historie i en større sammenhæng. Vi får også overdraget rekvisitter, som er med til at dokumentere vores lokalhistoriske forskning.

Denne sommer har Djurslands Museum / Dansk Fiskerimuseum sammen med Norddjurs Kommune, LAG Djursland og Blå Flag Stationen i Fjellerup taget initiativ til udstillingen

Fjellerup – engang en gros om den periode, hvor fiskeri for alvor blomstrede i fiskerlejet.

Ved åbning af Fjellerup udstillingen fik museet lovning på to smalfilm til samlingen fra henholdsvis 1938 og 1956 om røgning og bundgarnsfiskeri. Og siden er en ganske særlig kikkertdukket op; nemlig Klara Hansens.

– Det blev sagt om Klara Hansen, at hun kunne se på bådene, der var på vej ind med fisk, hvilke, og hvor mange fisk de havde med – og at hun begyndte at sælge fisken, allerede inden den var landet. Sandt er det i hvert fald, at man kunne se hende med denne kikkert for øjnene, mens hun ivrigt spejdede efter sine pramme, fortæller Søren Madsen.

Klara Hansen var en markant skikkelse, når det drejer sig om fiskeri ved Fjellerup. – Hun blev kaldt ‘Danmarks eneste bundgarnsfisker’, men gik aldrig selv på havet – hun blev søsyg. Hun var med til at opbygge en ret betydelig virksomhed, der ud over fiskeriet også bestod af en fiskekonservesfabrik, der havde 100 ansatte, da fiskeriet var på sit højeste.

Klara ejede altså både, garn og iskælder, pakkeri, konservesfabrik og petroleumsværk, fortæller Søren Madsen.

Lokale guider

Djurslands Museum vil meget gerne involvere lokalområdets beboere, når det drejer sig om at formidle stedets historie.

– Vi er netop gået i gang med at opbygge et guidekorps, fortæller Søren Madsen.

– Det handler i Fjellerup blandt andet om, at lokale beboere formidler fiskeriets historie ud fra egne oplevelser og erfaringer eller er til stede på udstillingen og viser, hvordan man splejser tovværk og binder knob.

Sammen med Blå Flag Stations naturvejleder har Søren Madsen også lavet en kombineret natur- og historievandring langs stranden.

– Det var en stor succes, som vi vil gentage i løbet af sommeren. Børnene var nysgerrige efter at høre om fisk, krabber, sten og rav og samtidig få noget at vide om, hvordan der blev fisket i ‘gamle dage’, og hvordan garnene blev tjæret.

 

Yderligere information om sommerens udstillinger og natur- og kulturhistoriske strandture kan ses på denne hjemmeside.