Huset blev bygget i 1911 af Carl Hansen. Han drev malerforretning på stedet til sin død 1922. Hans kone Johanne ansatte en malersvend Sigvard Rasmussen, som tog sig af malerforretningen. Johanne indrettede i en tilbygning en forretning, hvor hun solgte papirvarer og billeder samt andre ting, som skulle bruges i skolen, som lå lige over for. Senere overtog Sigvald Rasmussen ejendommen. Hans kone fru Rasmussen afløste også byens hjemmesygeplejerske. Efter dem blev matriklen delt, og Kaj Hansen fik den renoverede del, som han sammen med Inge drev videre som malerforretning, mens Lisbeth og Steen Hansen købte den anden del som blev til Fjellerup Bygade 34. I 2005 solgte Lisbeth huset til Elin Brandt Jensen. I nr. 32 bor i dag Pia Rasmussen og Dan Hansen.