Billedet af den gamle brugs før der blev lavet veranda. Vi kan skimte bygningen over mod kirkegården. Den kaldte vi olierummet, og ved enden af det var der sække med kul og koks.  Længst ud mod gården var der et rum med jerndør. Det blev kaldt osterummet fordi det blev brugt til lagring af ostene. Jeg forestiller mig, at der har været opbevaret dunke med benzin, før vi fik benzintank.

Min far var optaget af det, der rørte sig i byen og omegnen. Det har sikkert ført med sig, at han i flere perioder var med i skolekommissionen, og det medførte, at han skulle med til eksamenerne i kommunens 5 skoler. Skoleåret gik fra april til april som loven var dengang. Til eksamenerne lavede lærerkonerne middagsmad til skolekommissionen, og jeg husker tydeligt, at min mor var interesseret i, hvad de havde fået af mad. Desserten stod tit på citronfromage. Det var jo forår. Det er sært at tænke tilbage på, at 3 af kommunens skoler ikke havde elektrisk lys før efter krigen. Det var skolerne Glesborg Kær, Hedegaard og Stenvad hede.

Min far havde en mening om mange ting, og blandt andet var han utilfreds med de to vaser, der stod på alteret i kirken. Han syntes de var gyselige, og derfor købte han 2 hvide Lyngbyvaser til at stå der. Det var lærer Nielsen, der sørgede for friske blomster fra haven til kirken.

Ifølge min far var det heller ikke godt, da pastor Jensen sørgede for, at den gamle kirketavle/opslagstavle blev fjernet kort tid efter, at han var tiltrådt. Den havde i mange år været stedet, hvor man kunne se tidspunkter for gudstjenester, møder i missionshuset og ikke afhentede gevinster fra udsalget i missionshuset. Hvis man havde mistet sine briller efterlyste man dem også på kirketavlen. Det var nu forbi. En ting der havde fungeret til alles tilfredshed i mange år.
Pastor Jensen var ungkarl i mange år, og det aktive liv, der var i præstegården i en årrække med sammenkomster for familier med børn var forbi. Senere blev pastor Jensen blev gift med ”moster”, lærer Nielsens svigerinde.
Hvis min far havde levet i dag, ville han sikket have været glad for at den gamle kirketavle nu er kommet tilbage og i moderniseret udgave.

Min mor har hele sit liv været flittig. Det var ikke kun i huset, hun havde travlt. Hun havde en velholdt blomsterhave, hvor der var mange forskellige blomster, og som bevirkede, at der var blomster i haven længst muligt – fra tidlig forår til sen efterår.
Det var ikke kun blomster, der interesserede hende. Der var selvfølgelig også en urtehave med frugttræer. Hun havde også fået anlagt et aspargesbed med hvide asparges. Når aspargesene ikke måtte stikkes efter Sct.Hans,  voksede der nogle grønne planter op som endte med, at de satte nogle grønne bær, som min mor lavede kapers af. Hvad der ikke var helt almindeligt i alle haver var, at min mor dyrkede majs, så vi kunne få majskolber. Hun forsøgte sig også med skorzonerrod, men jeg tror ikke, det var hvert år. Der blev selvfølgelig også dyrket de almindelige grøntsager.

Hendes arbejdsomhed og flittighed bevirkede, at hendes vielsesring var slidt igennem, så man ikke mere kunne sige, at det var en ring.

I den daglige husholdning var hun økonomisk. Ingen madvarer blev kasseret. Der blev altid fundet på et eller andet, det kunne bruges til. Hendes opvækst har sikkert været præget af en sund og stram økonomi, idet hun var én ud af en søskendefolk på 13.

Tiden under 2. verdenskrig

Min far ville helst ikke have fremmed medhjælp i butikken for at undgå, at viden om modstandsarbejdet blev givet til de forkerte.
Under krigen var min bror Erik tilmeldt som elev på Krabbesholm højskole. De havde en linje, hvor man kunne forberede sig til uddannelsen på lærerseminariet. Da min far mente, det var vigtigt, at Erik fik sin uddannelse, spurgte han derfor i stedet bror Børge, om han ville komme hjem og være kommis. Det sagde Børge ja til.

Pastor Graver havde fået værelse i brugsen, da tyskerne havde taget hans kontor i det hus som Graver boede i. Det var huset skråt over for brugsen.

Der gik mange beskeder til brugsen fra forskellige modstandsfolk. Jeg kan f.eks. fortælle, at pastor Krarup ringede om en besked til pastor Graver. Det var om en dåbsattest. Fornavnet på dåbsattesten var ikke et barnenavn, men navnet på den nye nedkastningsplads. Fødselsdatoerne var tiden for, hvornår nedkastningerne ville finde sted.
Det førte med sig, at Graver via et brev, leveret af en skoleelev, informerede kommis Ernst Glerup, Glesborg brugs om ændret nedkastningssted af våben. Af brevet fremgår – se Bilag 1- at turen til Mejlgård skov er aflyst. Koden betød at nedkastningspladsen mellem Mejlgård Slots og Nederskoven var kasseret (=aflyst) af englænderne, da det var for tæt på radarstationen i Laen. Gravers møde med Meta var den nye nedkastningsplads i Ramten Skov. Meta er kodenavnet for England.
”Jeg (Graver) er på Fjellerup 10 til ca. kvarter i syv” – (10 var brugsens telefonnummer).

Jeg vil også lige nævne en anden begivenhed, hvor min far var involveret – nemlig en våbentransport til Rougsø Herred i oktober måned 1944.
Carl Christiansen, bror Erik og pastor Graver kørte med våben fra et af depoterne i en af politiets biler. Politiet var jo arresteret den 19. september.  Det dårlige vejr gjorde, at det hele blev forsinket, og da de kom til Vivild om morgenen, kørte de op til min onkel Niels Simonsen (mors søsters mand). Det var heldigt, de stoppede i Vivild, for hele Fjellerup var helt fyldt med tyske soldater, der var tilkaldt, fordi transporten var blevet opdaget. Det var måske via tyskernes lyttepost på Hegedalsbakken, det var blevet opdaget.
Sammen med min far lagde jeg en plan, så jeg kunne stoppe Carl, Erik og Graver, så de ikke blev fanget af de tyske soldater i Fjellerup.
Jeg tog afsted for at advare de 3. Min far skrev en liste om tildeling af kunstgødning til landmændene, så jeg overfor tyskerne kunne forklare mit ærinde, hvis jeg blev stoppet. Det blev nu intet problem, for trafikken ud af byen interesserede ikke tyskerne. Jeg cyklede så mod Vivild og i Rygårde mødte jeg pastor Graver (det vi kalder Roygogrannerne) Jeg forklarede Graver situationen, og han stak af gennem skoven og havnede i Fjerupgårde skole. Hen under aften ringede Graver til brugsen, og det var mig, der tog telefonen. Han spurgte, om vi ventede ham til selskab om aftenen. Da jeg følte, at der var ro i byen, kunne jeg sige, at vi ventede ham – tyskerne havde forladt byen.

Lærer Arne Petersen, Sønderborg gjorde også sin entre i brugsen. Han spurgte efter Graver, og udgav sig for at komme fra et eller andet missionsselskab.
Det var først efter krigen, vi fandt ud af, hvem han var. Det var ham, der angav min far og mig og var skyld i, at vi blev taget af tyskerne. Modstandsbevægelsen i Sønderborg havde forsøgt at likvidere Arne Petersen, men uden held. Efter krigen blev Arne Petersen henrettet efter straffelovstillæget.

Min far og jeg var sammen omkring nogle stærke oplevelser i slutningen af 2. verdenskrig, hvilket bevirkede et tæt far – sønforhold, som varede helt frem til min fars død.

Min far var meget nervøs for, om Gestapo havde fundet ud af, at alle telefonsamtalers kaldte numre blev skrevet på en kupon på (telefon-) centralen. Hvis Gestapo havde fundet ud af det, havde det været let at se, hvor mange gange der f.eks. var ringet til Hammelev præstegård, (der ofte havde kontakt til England) fra brugsens nummer 10.

Jeg må også hellere nævne, at far blev arresteret onsdagen før påske 1945 og blev taget med til arresten i Århus. Samme dag var jeg på varetur og derfor ikke hjemme. Men uvidende som jeg var, tog jeg hjem, hvor jeg finder brugsen lukket, og min far var blevet hentet af Gestapo til afhøring på deres kontor skråt overfor brugsen (ved siden af bageren). Et par dage før min far blev arresteret, blev jeg afhørt af Gestapo. Jeg besvimede under forhøret og de bar mig hjem. Da jeg vågnede, lå jeg på skrivebordet. Jeg troede, de ville lade mig gå grundet min unge alder (18 år), men sådan gik det ikke. Dagen efter min far blev arresteret, blev også jeg afhentet af tyskerne og overført til Århus arrest.

Brugsen var lukket i flere dage, og derfor henvendte bestyrelsen sig til min mor for at høre, om hun havde mulighed for at skaffe noget personale, der kunne passe butikken. Min mor skaffede to kommiser samt min fars bror, der var uddeler i Ginnerup.

Min far blev truet med, at brugsen ville blive sprængt i luften, hvis han ikke fortalte hvor de nedkastede våben var. Det var ikke kun trusler, for da vi blev interneret i Frøslevlejren, fortalte vor baraklæge Warberg, at hans hus var blevet sprængt i luften, da tyskerne havde stjålet det, de ville have. Det blev yderlige bekræftet, da der kom en fangetransport fra Aalborg. Blandt fangerne herfra var der en stikker, som ingen vidste hvem var, og som var sendt med af tyskerne for at opdage nyt, som ikke var kommet frem under forhørerne i arresten i Aalborg. Der var vild opstandelse i lejren, og det endte med, at stikkeren blev sendt på lejrens sygeafdeling, hvor han måtte aflevere læge Warbergs jakkesæt, som han havde stjålet. Han blev i stedet iført lejrens fangedragt. Der gik nogle frygtelige rygter om nogle lange knive – men stikkeren så vi ikke mere. Han blev anbragt i lejrens arrest.

I forhøret blev min far heldigvis ikke udspurgt om pastor Sandbæks illegale arbejde, som han jo var bekendt med. Sandbæk var i forhør da Gestapohovedkvarteret blev ødelagt af de engelske bombemaskiner. Mange blev dræbt, men Sandbæk blev reddet ud af ruinerne og kørt til Karlby præstegård, hvor han blev ”lappet” sammen af overlægen på Grenaa sygehus. For at skjule hans redning, blev der indrykket en dødsannonce i dagspressen. Som alle ved i dag, blev Sandbæk sejlet til Sverige i sikkerhed, da han fysisk var klar til at blive transporteret.

I arresten i Århus tilbragte vi – min far og jeg sammen med 23 andre fanger – en nat i en tremands celle. Min far og jeg var sammen, da vi blev lagt i håndjern. Senere var vi sammen i den tyske transport til Frøslevlejren, hvor vi efter 2 dages transport oplevede, at toget standsede, fordi der var engelske flyvere, der fløj over togstammen. Dørene blev åbnet, og vi fik besked på at springe i grøften, når beskydningen begyndte. Heldigvis blev vi ikke beskudt, men vi vidste jo, at der tidligere var mange, der var blevet dræbt ved disse beskydninger.