Da turismes kom til Fjellerup
Turismen, som vi kender den i dag, er en frugt af velfærdssamfundet. Den er øget i takt med dets udvikling og er nu et vigtigt erhverv, der giver arbejde til mange hænder. Således kan man om sommeren tælle mere end 50 salgssteder i Fjellerup fra butikssalg til vej- og gårdsalg, mens man om vinteren kun har de få butikker, der året rundt betjener lokalsamfundet.
Men hvordan begyndte turismen i Fjellerup? Jeg mener, at have fulgt udviklingen – oplevet den gennem mine barndoms- og ungdomsår på stranden og i de mange ferier siden. For mig tegner der sig da dette billede af turismen i Fjellerup:
Det begyndte med pensionater for “det bedre borgerskab”. Ganske vist var et ophold “på landet” ikke så estimeret som et egentligt kurophold under sydlige himmelstrøg, men det var billigere! Den helsebringende danske natur var vel heller ikke at kimse af, og så at sige alle dens typer – sol og saltvand, klitter og blomstrende strandenge, lyngheder og ozon-producerende plantager, store løvskove, engdrag og dyrkede marker – alt det fandtes og findes fortsat på de få kvadratkilometer, der udgår Fjellerup sogn.
De første pensionater: “Skovridergården”, Fjellerup Præstegård, Østergaard og vel også Fjellerup Kro åbnedes omkring år 1900. Men også driftige husmødre fulgte eksemplet. Som nygift (1907) åbnede min mor således hjemmet som pensionat for bl.a. familierne doktor Høegh fra Ørsted og professor Heiberg fra København. De vendte tilbage gennem flere år. Rækken af mere etablerede pensionater udvidedes senere i takt med “tilstrømningen” – i 30erne åbnede “Strandlyst”, “Havbo” og “Klithuset”. Men alle disse pensionater er ophørt nu.
Jævnsides med pensionater lejede mange sig ind hos fiskerne på stranden – for rekreation eller for at få fred og ro til at læse bestemte opgaver. Således lejede søstrene Ellen og Hortense Panum “Det gamle Hus” i 1926. De skulle læse korrektur på det musikleksikon, Hortense Panum redigerede. At huset så også – i 1928 – blev lejet af den da kendte spritsmugler “Skælskør-Larsen”, der skabte stort malør på stranden og bragte adskillige medhjælpere og aftagere i fedtefadet, det må vel karakteriseres som en afart af turismen!
Som nævnt var der gæster, som fandt Fjellerups natur og strand så tillokkende, at de vendte tilbage år efter år. Nogle lejede tilmed en grund og opførte der et “badehus” til omklædning for strandbad og til opbevaring af strandstole mm. Det eneste badehus, der er bevaret, er “Vinges Badehus” ved Hegedal, men fra tidligste barndom husker jeg også det rødmalede træhus som førnævnte Heiberg lod bygge på bakken sydøst for “Prebens Fisk”.
I 20erne og 30erne supplerede adskillige af fiskerne deres erhvervsindtægter ved simpelthen at leje deres beboelse ud til “sommergæster”. Selv flyttede de så ud i baghuset. Det gjorde vi også i mit hjem, for udleje var mindre byrdefuldt for min mor end førnævnte pensionat. Skoleinspektør Jacobsen med familie kom fra Viborg og “indtog” stuehuset, mens vi børn så indrettede os i baghuset og der sov på madrasser lagt ud over fiskekasser! Køkkenet var dog fælles for ejere og lejere.
Det første egentlige sommerhus byggedes 1930 på hjørnet af Møllebæksvej og Vestre Klitvej. Det såre enkle træhus er dog for længst renoveret. Det næste lå lidt længere mod syd. Det var bygget af “margarinekasser” – dvs. af tynde brædder fra de kasser, som margarinefabrikken “Alfa” sendte sit produkt i til detailhandelen. Men endnu før anden Verdenskrig byggedes dog en del sommerhuse – så mange, at “Sparekassen for Fjellerup og Omegn” i forbindelse med et jubilæum købte et betydeligt hedeareal øst for Møllebækken og ned til stranden for at sikre lokalbefolkningen adgang til vandet. Senere udvidedes arealet op til Fælledvej for at skaffe plads til parkering, kræmmermarked, byfester osv. Omkring 1960 anlagdes Fjellerup Camping på arealet – senere fulgt af “Hestehaven” ved Fælledvej og “Bækkelund” ved Møllebæksvej.
Midt i 1950’erne begyndte så den vækst i samfundsøkonomien, der fortsatte århundredet ud. Arbejdslønnen steg med pristallet og suppleredes med ferieløn i henhold til Ferieloven af 1953. Alle samfundsborgere fik flere penge til rådighed – og fritid til at anvende dem! Fik indkøbsvaner, der rakte ud over det daglige brød. Telt, knallert, bil, campingvogn osv. lå nu inden for manges rækkevidde og muliggjorde, at man kunne komme “på landet” også i den forlængede weekend!
For Fjellerup Strand betød det, at så at sige al ubebygget jord blev solgt til sommerhusbyggeri. Da jorden var rørende billig, sikrede de første købere sig store grunde, men da efterspørgslen efter jord at bygge på senere tog fart, fristedes mange til at tjene lette penge. De delte deres store grund i flere små parceller – så små at kommunen fandt det nødvendigt at fastsætte mindstemål på en sommerhusgrund.
Det ene sommerhus fra 1930 er nu blevet til mange – ca. 1500. Så at sige al jord, der kan anvendes til sommerhusbyggeri ved Fjellerup Strand, er bebygget. Sommerhusfolket, campister, week-ends- og endagsturister udgør formentlig 12-14.000 gæster på gode sommerdage. Denne voldsomme turisme i et sogn, der har knap 600 faste beboere, bemærkedes bla. af Nationalmuseet. Da det i 1988 i 200 året for stavnsbåndets ophævelse – ville lave en udstilling i Brede, der skulle vise samfundsudviklingen siden da, ja, så valgte det at bygge udstillingen op med billeder og tekster, der skildrede udviklingen i Fjellerup, hvor et ret stillestående bonde- og fiskersamfund blev “rendt overende” af turismen.
Arne Aabenhus
PS. En tak til min bror, Johannes Aabenhus, for medredigerin.
