En strandtur (Glade dage i Fjellerup)

Den samme hendelse som beskrevet under “Glade dage i Fjellerup”, men er er det en direkte afskrift fra kilderne.

EN STRANDTUR FRA FJELLERUP

Afskrift af “Historisk Aarbog for Randers Amt l9 Skrevet Kontorassistent A. SØRENSEN, GENTOFTE.

Man vil formode, at de gode Fjellerupmænd ikke har haft indgaaende Kendskab hverken til Danske Lov Bog, Art 6, thi i saa fald var de sikkert gaaet anderledes til Værks end Tilfældet var 19. Maj l7??, da det ikke altid gavmilde Kattegat lod nogle Tønder med Vin og Eddike nærme sig Strandbredden ved Fjellerup.

Uden at skænke Jydske Lov og Strandingsforordningen nogen Tanke bjergede de ganske roligt Tønderne og tog dem med sig hjem, velsagtens ud fra den Tanke, at hvad der saaledes kom drivende ind paa deres Strand maatte tilhøre dem. En Betragtning, der, uanset hvad der kunde siges om dem, paa et hængende Haar var blevet dem en dyr Historie, dersom ikke Grev Jørgen

Scheel til Gammel Estrup (der dengang ejede Østergaard) havde reddet dem af Kniben.

Vel havde de uden at se nogen Øvrighedsperson faaet Tønderne reddet i Land og kørt hjem, men Tolderen i Grenaa, Thor Nielsen, havde ad anden Vej faaet Nys om Sagen, hvorfor han allerede Dagen efter, den 20. Maj, Kl. 3 om Eftermidddagen var paa Aastedet og fik hele Fangsten samlet sammen og bragt til Østergaard, hvor alle Tønderne bragtes under Laas og Slaa, hvor efter han den 29. Maj s. M. beklager sig til Rentekammeret over, at han ikke af Greven der havde Forstrandsretten, havde faaet nogen Meddelelse om det passerede.

I en Skrivelse til Rentekamnieret af 20. Juni gør Greven gældende, at hans Ladefoged paa Østergaard først fik Kendskab til det skete anden Dags Formiddag, og lod straks Meddelelse herom gaa videre til Greven, der straks lod Fogden paa Gammel Estrup forføje sig til Østergaard for at se om alt var kommet i Land og derefter give Designation over Strandingsgodset. Ladefogden gjorde sig al Umage for at finde Tønderne, og da han var i Færd hermed, dukkede Tolderen op, før Fogden fra Gammel Estrup arriverede, og fordi Ladefogden først havde befattet sig med at finde Tønderne frem, paastaar Tolderen, at Varerne bør konfiskeres, idet han beraaber sig paa, at han ingen Meddelelse har faaet. Hvad denne Paastand angaar, finder Greven ikke, at der kan lægges ham noget til Last, eftersom han først skulde have Efterretning fra sin Foged, før nogen Anmeldelse kunde finde Sted fra hans Side, og da Tolderen var ved Stranden før Fogden, finder Greven, at Tolderens Beskyldning mere er Overilelse, muligvis til egen Fordel end retmæssig Paastand og henstiller, at det befales Tolderen, at frigive Stranddingsgodset, thi Bøndernes Forseelse er sket uden Grevens Vilie og kan ikke præjudicere de grevelige Privilegiers 18. Post (Forstrandsretten.

flentekammeret har nu bedt Amtmand Gersdorff tage Affære, og denne indfinder sig da den 15. Juni paa Østergaard tilligemed Tolderen og By- og Herredsfoged Bagger for at underkaste Grev Scheels Bønder et nærmere Forhør

Først examineres Johan Christian Lauridsen af “Knapnæring” og Tjenestekarl. Laurs Sørensen af Fjellerup, der berettede, at Fiskeren paa Mejlgaard, Anders Gied, i disse Dage havde kvitteret sin Tjeneste til sit Hjem i Nibe, og at Laurs Christensen Fisker sidst afvigte Onsdag var gaaet til Holbækgaard for at reparere et Garn, hvorfor disse ikke kunde møde. De to fremmødte forklarede nu, at de Søndag den 19. Maj tilligemed de to førnævnte gik ned til Stranden, og der saa de Tønderne, som var drevet i Land, og heraf bjergede de 11 Stk, hele og halve Oksehoveder. Da de nu havde gjort dette, gik de mod Vest, og der fandt de, at Johan Christian Lauridsens Fader, Laurs Christensen i “Knapnæring” havde bjerget et helt Oksehoved, men hvad der var i det, vidste de ikke, og østen for blev af Laurs Sørensen i Treaa Mølle og Niels Sørensen i Kukkerhuse bjerget 5 Tønder, af Laurs Sørensen alene 3 Tønder. De 7 blev bragt i Land paa Østergaards Grund og de øvrige paa Mejlgaards Grund ved Skellet. Johan Christian Lauridsen erklærede, at foruden anførte 20 Stk, havde han tillige med sin Far en Time efter Solens Nedgang bjerget et halvt Oksehoved, og flere havde de ikke bjerget, og de havde ikke set andre bringe noget i Land. Dog forklarede han, at han havde hørt Tale om, at Jens Terchildsen og Niels Mortensen, som tjener sin Broder, Peder Mortensen i Fjellerup, havde bjerget om Morgenen næst efter paa Østergaards Grund ved Skellet, og han saa selv, at de gik ud i Havet, men ikke hvad de foretog sig. Jens Terchildsen og Peder Mogensen blev da fremkaldt og tilstod, at de sammen med Niels Mogensen bjergede 2 Tønder, men hvad der var i, vidste de ikke. Videre forklarede Johan Christian Lauridsen, at de 11 Stk., han og Medfølgere havde bjerget, bortførte han fra Stranden paa sin Vogn, som blev læsset af ham, hans Fader, Fiskeren Anders Gied og Lars Østermand, og læssede dem af i hans egen Gaard tæt ved, og mere blev der ikke ført til hans Hus, ligesom han heller ikke lod noget føre andre Steder hen. Vel kom han igen til Stranden, da han vilde have et Oksehoved med Vineddike, som Bunden var slaaet ud af, men deri blev han forhindret af Søren Attrup, Gaardmand i Fjellerup, som sagde, at nu kunde han lade sig nøje med det, han havde faaet, da de andre ogsa.a skulde have noget, hvor han kørte hjem igen, men Oksehovedet blev læsset paa en Vogn fra Fjellerup, men hvis den var, vidste han ikke, og derefter blev det kørt til Byen hvor Eddiken. blev uddelt til een og anden, men til hvem vidste han ikke. Et halvt Oksehoved Vin blev Bunden slaaet ud paa, og de tilstedeværende drak deraf som de lystede, men hvem der slog det itu vidste han ikke, men mente dog, at det var Tens Bødker, Jens Hjulmand og Christen Rasmussen fra Fjellerup, der var de første, der kom til Stede, og han saa da, at Jens Bødker havde en økse med. Hvem de øvrige paa Stranden var, vidste de ikke saa nøje, men saa vidt de erindrede, var det Jens Terchildsen, som havde Vogn, Peder Mortensen ligeledes med Vogn, Rasmus Olufsen, Christen Soldats Datter Kirsten og hans Hustru Anne Rasmusdatter, Laag Jensens Hustru Karens Christensdatter, Christen Rasmussen, Christen Plovmand og hans Hustru Anne Jensdatter, som medbragte to Vogne, Søren Attrup, Anders Plov- mand og Hustru Maren Sørensdatter, alle af Fjellerup, ligeledes Gaardmand Peder Sørensen af Hegedal, som havde Vogn med, og Drengen Anders Jensen. Endvidere tilstod de, at de ikke havde givet Amtmanden, Tolderen eller andre kgl. Betjente tilkende, at disse Tønder var bjerget, førend de til “Knapnæring” henbragte Varer fra Stranden blev bortført, ikke heller for Grev Scheel eller hans Betjent, men da det var forbi, gik Johan Christian Lauridsen næstfølgende Formiddag til Gammel Estrup og anmeldte Bjergningen for det høje Herskab, og da han kom tilbage derfra fandt han Tolderen og Byfogden fra Grenaa hos sig paa Inkvisition.

De andre Bjergere, Laurids Sørensen af Treaa Mølle og Niels Sørensen af Kukkerhusene tilstod som før, at de havde bjerget 8 Tønder, og at de blev hjulpet af de forrige. Hvad der ellers passerede om Natten, derefter vidste de ikke, da de straks gik hjem, og da de næste Morgen ved Solens Opgang igen kom til Stranden, var alt det bjergede borte saa nær som to Tønder, som stod paa Land med en hel Del Folk om, som de ikke kendte. Alle de tilstedeværende Bjergere blev da spurgt, om de mente at vilde beholde de bjergede Varer til egen Fordel, eller om de gjorde det for at tjene Bjergeløn, og om det var det sidste, der foraarsagede, at de ikke straks foranstaltede Melding herom til Tolderen eller andre kgl. Betjente. Hertil svarede de alle, at de gjorde det for at tjene Bjergeløn, og at de ikke, saa snart de saa Varerne paa Strandbredden, gjorde Anstalt til tilbørlig tilkendegivelse, var i deres Enfoldighed, og de haaber nu, at det bliver anset i Naade, at Johan Christian Lauridsen straks efter, at det var bjerget og af Fjellerup Folk imod deres Villie bemægtiget, gav det tilkende for hans høje Herskab, og Mølleren i Treaa Mølle, Søren Jacobsen, havde ved Sr. Jørgen Bang i Grenaa straks om Formiddagen den 20. Maj ladet det tilkendegive for Tolderen i Grenaa, hvilken han selv tilstod, at Jørgen Bang havde sagt ham, og derpaa forføjede Tolderen tilligemed Kontrolløren,’ By- og Herredsfoged Bagger og tvende Mænd sig, saa snart det var dem muligt, til “Knapnæring” og foretog den omtalte Inkvisition, som begyndte omtrent Kl. 3 om Eftermiddagen.

Laurs Christensen Fiskers Hustru, Johanne Nielsdatter, forklarede, at hun ikke vidste mere, end de forrige havde forklaret.

Jens Terchildsen af Fjellerup forklarede, at han tilligemed Gaardmand Peder Mortensen og Rasmus Olesen gik til Stranden, da de havde hørt, at nogle Tønder var strandet omkring Midnat, og da de kom derned, fandt de et helt Oksehoved liggende vest for Skellet paa Østergaards Grund, og i det samme saa de to halve Oksehoveder ude i Vandet, som de tilligemed Tjenestekarl Niels Mortensen, der var i Flok med dem, bjergede i Land, og derfra sendtes Peder Mortensen hjem efter sin Vogn, hvorpaa de alle fire læssede Oksehovederne paa og førte dem hjem til Jens Terchildsens Gaard, og da de tog fra Stranden, saa de ingen Tønder eller Folk at være tilbage, da Solen allerede var staaet op. Videre forklaredes, at de ingen Mening havde om, hvem der havde slaaet Baandet itu paa det hele og halve Oksehoved, ej heller havde de smagt paa Vinen. Ligeledes forklarede de, at de ikke givet Besked til nogen kgl. Betjent eller til deres Herskab.

Christen Soldat forklarede, at han kom til Stranden omkring Kl. 11 neden og norden for Fjellerup Mølle, og der fandt han et helt Oksehoved, som han blev ved en halv Times Tid, indtil Peder Sørensen fra Hegedal kom til med Heste og Vogn tilligemed hans Dreng, Anders Jensen, hvorefter de førte Oksehovederne hjem til Christen Soldats Hus.

Peder Sørensen fra Hegedal forklarede, at han den paagældende Nat var gaaet til Sengs, men saa kom Niels Mogensens Hustru Maren Mogensdatter fra Fjellerup til ham og bad ham køre med hende og hente noget Tøj fra Stranden, som hun havde fundet, hvad han ogsaa gjorde med Løfte om en god Vognleje, og kørte saa afsted med to Vogne, hvoraf Drengen Anders Jensen kørte den ene, til det af Christen Soldat omtalte Sted, hvor denne stod ved et Oksehoved, ved hvilket Jens Hjulmands Kone, Peder Sørensen og Degnen ogsaa stod; de læssede saa Oksehovedet paa hans Vogn og kørte hjem. Drengen kørte saa med Maren Mogensdatter længere mod Øst, og kom her til et halvt Oksehoved, der blev læsset paa Vognen og kørt til Christen Rasmussens Gaard, og denne fulgte selv med. Drengen tog saa den Vogn, som Peder Sørensen selv havde kørt, og foer igen til Stranden, hvor de fandt et halvt Oksehoved, som saa blev kørt til Laag Jensens Gaard, og dennes Hustru fulgte med tilligemed hendes Fader, Christen Soldat. Videre forklarede Peder Sørensen, at han ikke vidste, om noget af det bjergede endnu var skjult, eller om noget af det var solgt. Laag Jensens Hustru bevidnede denne Forklaring ligesom Christen Rasmussen fra Fjellerup.

Christen Plovmand forklarede, at han var i Marken, da der kom Bud efter ham, som Stranding var sket om Eftermiddagen før, fra Christen Rasmussen, at han skulde komme derned med to Vogne, og kørte selv den ene, og hans Hustru, Ane Jensdatter den anden, og hjalp saa førnævnte samt Søren Olufsen og Jens Bødker med at læsse et helt Oksehoved paa den ene Vogn og to halve paa den anden, som derefter blev ført til Christen Plovmands Gaard, og kørte saa straks tilbage til Stranden, og fik til Hjem1 et helt Oksehoved paa den ene Vogn, men intet paa den anden, og disse 24 Tønder hav de han ikke angivet til nogen øvrighedsperson.

Jens Hjulmand af Fjellerup forklarede, at han Natten mellem den 19. og 20. Maj fulgte Jens Bødker til Stranden, hvor de fandt et Oksehoveci liggende i Strandkanten, De trillede det op paa Land, og Jens Hjulmand blev ved det til Solen stod op, da kom, dog uden Begæring, Søren Plovmands Søn og Jens Terchildsens Karl, der tog det paa deres Vogn og kørte det hjem for ham.

Søren Olufsen i Fjellerup forklarede, at han Kl. 12 Midnat kom til Stranden, og der fandt han nogle Tønder, hvoriblandt et halvt Oksehoved, som stod paa den ene Ende, og Baandet i den anden Ende var itu; der var noget Vin deri, Ca. en Trediedel, hvoraf de tilstedeværende havde drukket, som de selv vilde, og Resten blev kørt hjem til hans Hus.

Peder Mortensen i Fjellerup forklarede som Jens Terchildsen, og anede heller ikke, hvem der havde slaaet noget itu. Niels Mortensen gav samme Forklaring som Broderen Peder. Rasmus Olesen ligeledes. Søren Attrup erklærede, at han havde forhindret, at Laurids Fisker og Søn Johan Christian Lauridsen fik den Tønde Eddike, som Bunden var slaaet ud paa, men at han og flere andre læssede den paa Peder Sørensens Vogn, og lod den køre til Maren Mogensdatters Hus, men han havde intet faaet selv.

Christen Soldats Hustru, Anne Rasmusdatter, og Datter Kirsten forklarede som foran, samt at de ikke vidste, om nogen af Tønderne var solgte. Anders Plovmand og Hustru Maren Sørensdatter af Fjellerup forklarede, at de heller ikke vidste af, at nogle Tønder skulde være solgte.

Med ovenstaaende Forhør var Dagen gaaet til Ende, men da der var flere at afhøre, fortsattes Dagen efter. Hans Post, Husmand og Skovfoged, for klarede, at han i Johan Christian Lauridsens Gaard slog Proppen af to Oksehoveder, det ene med Vin og det andet med Vineddike i. De hældte noget af Vinen op i en Ballie, som de drak af, og han fik en Flaske med hjem.

Jens Pedersen Smed forklarede, at Dagen efter Varerne var bjerget, vilde han gaa til Stranden for at se, om der var drevet noget i Land, men han kom ikke længere end til “Knapnæring” til Johan Christian Lauridsens Hus, hvor der i Gaarden laa vel 6 Tønder, og derved en Ballie med lidt Vin i, hvoraf Laurs Fisker gav ham et Glas, som han drak, men mere fik han ikke; derpaa forføjede han sig straks hjem igen. Paa Vejen mødte han Jens Berthelsens Kone med en Bøtte med Vin i, som hun lod ham smage af. Hen Aften kom Søren Plovmand kørende med en Tønde forbi hans Hus. Smeden gik ud til ham og fik Lov at drikke deraf, men det lod sig ikke gøre, fordi den ikke var fuld. Søren Plovmand og en ukendt Person løftede Tønden op paa Kanten og Smeden hentede nu en Strippe, som han fik omtrent en Potte i, hvorefter Vognen tillige med nogle flere kørte til Grenaa og Østergaard. Han opdagede nu, at det ikke var Vin, men Eddike, han havde faaet, og han lod nu sin Kone gaa til Østergaard med det, men da ingen vilde have det, beholdt han det selv. Jens Smeds Kone, Anne Sørensdatter, forklarede i Overensstemmelse hermed.

Jens Berthelsens Hustru, Marie Andersdatter, blev gjort bekendt med Jens Smeds Forklaring, som hun godkendte efter først at have forsøgt at nægte.

Rasmus Sørensen Fynboe og Søren Andersen af Grenaa, der var med ved Inkvisitionsforretningen, samt Tolderen blev saa anmodet om at afgive For klaring.

Den 20. Maj Kl. 3 om Eftermiddagen kom Tolderen tilbage med Kontrolløren, Herredsfogden og førnævnte Mænd til “Knapnæring”, og der fandt de hos Johan Christian Lauridsen to hele og fem halve Oksehoveder, de fem sidste ude i Gaarden, et af de første i Bryggerset og det andet i et Udhus. I samme Øjeblik indfandt Ladefogden fra Østergaard, Peder Andersen sig med to Vogne og sagde, at han skulde køre disse Tønder med til Østergaard, herpaa blev de læsset paa Vognene og blev kørt bort til Østergaard. Tønderne blev ikke aabnede. De gik saa videre i Forretningen og kom saa til Jens Terchildsen,. hos hvem de fandt to halve Oksehoveder i Portrummet og et helt i Laden, og alle tre blev saa paa hans Vegne ført til Østergaard. Hos Christen Soldat fandtes i hans Gaard et halvt Oksehoved, som han selv foreviste. Laag Jensens Hustru, Karen Christensdatter, havde et halvt Oksehoved i Tørvehuset, hvilket hun straks tilkendegav. I Christen Rasmussens Gaard i Portrummet fandtes et halvt Oksehoved. Hos Christen Plovmand fandtes siden ved nøjere Eftersøgning et helt i et af Udhusene; flere nægtede Konen at de ikke havde, men ved nærmere Oplysning hos andre fandtes et helt at være nedgravet i Møddingen, og nu indrømmede hun, Anne Jensdatter, at hun selv, hendes Mands Broders Kone, Maren Sørensdatter og Rasmus Christensen havde nedgravet det. Hos Jens Hjulmand fandtes et halvt paa hans Stænger, og hos Niels Oldermand et helt, som det ene Baand var itu paa, hvilket Niels Mogensens Hustru tilstod at være det samme som det, der blev ført til hendes Hus paa Peder Sørensens Vogn.

Samtlige Tønder blev ført til Østergaard og lagt i Gaarden Natten over under Opsigt. Det var ikke Tolderen muligt at oplyse, om Tønderne var fulde, eftersom det var hen imod Midnat, før den sidste kom til Gaarden, saa han havde ikke haft Tid til at aabne dem. Tidlig næste Morgen blev samtlige Tønder lagt ind i et Kammer, hvis Dør blev forseglet, hvorefter Tolderen tog til Grenaa og kom  igen Dagen efter sammen med Købmand Rasmus Juel, og nu blev Tønderne aabnede.

Efter at have faaet denne udførlige Redegørelse tilskriver Rentekammeret Grev Scheel 3. August, at de implicerede Bønder for deres formastelige og lovstridige Forhold skal erlægge en Mulkt paa hele 500 Rigsdaler, som Greven skal paaligne dem. Det var jo unægtelig en stor Bøde, som det næppe var dem muligt at betale, hvorfor Grev Scheel da i en Skrivelse til Rentekammeret 12. August søger at faa Straffen mildnet, da han finder den for haard i Forhold til Forseelsen, som han hævder maa være begaaet i Uvidenhed, eftersom der ikke i Mands Minde har fundet nogen Stranding Sted der paa Egnen, hvorfor de af pure Enfoldighed har ment, at hvad der fandtes paa deres marker, tilhørte dem, hvorfor de ogsaa skal have afvist to Bønder fra et andet Gods, som var kommet til at borttage noget af Strandingsgodset. Om Straffen ikke helt kan forlades dem, beder han om, at den maa blive erstattet med en taalelig Straf paa Kroppen, eftersom der ikke finde een bemidlet Bonde blandt dem, thi af Gaardene havde han aldrig oppebaaret een Skæppe Korn eller een Skilling i Landgilde, men har nogle Aaringer faaet et Lam eller et Par Høns, Hvorimod han ofte har maattet betale Skatten for dem og hjælpe dem med Sædekorn og Ædekorn, om de skulde blive ved Stederne, ligesom han ofte havde givet dem Bæster til Plovene, saafremt Jorderne ikke skulde ligge udyrkede hen, hvad han med lovlig Tingsvidne kan bevise, thi deres Mark er skarp og sandet, saa de ikke noget År har kunnet avle det behøvede Sæde og Bredkorn.

Denne Skrivelse maa have gjort Indtryk i Rentekameret thi ved kgl. Resolution af 7. September eftergives Bøden mod Betaling af 30 Rigsdaler til Rentekammerets Fattigkasse, og dette forholdsvis ringe Beløb indbetaler Greven 18. Oktober paa Bøndernes Vegne, og dermed havde den for dem saa alvorlige Sag faaet en saa nogenlunde lykkelig Ende.

Om Strandingsgodset skal sluttelig bemærkes, at Købmændene Jens Lorentzen Lorch og Helmer Liebe af Flensborg i en Skrivelse til Rentekammeret 20. Juli meldte sig som Ejere, og den 25. Juli faar de saa Brev om, at Varerne kan faaes udleveret mod behørig Legitimation og Betaling for Bjerge løn og andre Omkostninger.

Kilder: Rentekammeret, Aarhus og Ribe Stift Kontor, kgl. Resolution. 7/9 l7 Journal A. l7l4o/L samt Kopibog 1743.

Journalsagerne indeholdende To1d Klage til Rentekammeret af 29/5 17 og Ejerens Redegørelse til Rentekammeret af 20. Juli er desværre saa ødelagdte af Fugt, at de ikke kan læses.

afskrevet i Marts 1998

Johannes Aabenhus.