Slentretur fra Kanalen til Sortå med afstikker til køkkenmøddingen i Meilgaard skov.

Slentreturen kan passende begynde i Fjellerup strand, det lille fiskerleje for enden af Telefonvejen og Klitvej. Det er det eneste fiskerleje ved åben strand på Norddjursland. Her opretholdes bundgarnsfiskeriet endnu af familierne Thomsen og Thrue, der gennem generationer har landet fangsten her. Oplev selv landingen en tidlig sommermorgen. Lyt til fiskernes indbyrdes snak, der foregår på strandens dialekt uforfalsket. – Ikke kedeligt. – Tag fotoapparat med!

Fra fiskerlejet er der kun kort til P-pladsen ved Kanalen længere mod øst. En lille bro fører over vandløbet, og et beskedent skilt fortæller at der herfra er 6 km. til Bønnerup Strand.

Et andet fortæller, at det område, vi nu går ind i, er privatejet og at vor frie udfoldelse derfor er begrænset. Overhold reglerne, så mange fortsat kan få glæde af at færdes her!

De 6 km. til Bønnerup Strand er ad stier og hjulspor, der følger skov brynet. Når vi er forbi det lille krat, der ved Kanalen skjuler udsigten, ser vi de vide strandenge, der fra skoven breder sig til stranden, som her har karakter af fjordkyst. Men klitter er der også her. – De ligger gemt inde i skoven, overgroet af forkrøblede bøge.

Fladvandet ud for Meilgaard skov kaldes Skærbækhest. Det strækker sig langt ud i Kattegat og er et fortrinligt ynglested for bl. a. fladfisk og rejer, og dermed et lækkert spisekammer for mange strand- og vadefugle. De mange sten, der bryder vandspejlet, fortæller os lidt om, hvordan det danske landskab lå stenstrøet, da istiden forsvandt for mere end 10.000 år siden. Fortæller også om generationernes slid med at slæbe sten til gravhøje, kirker, broer, havn – osv.

Ud for det krat, vi lige har passeret, lå der tidligere en ladebro, hvor mindre skibe lastede træ fra skoven til østjyske byer og til Norge. Vi kender navne på skibe bygget på kysten ved Fjellerup og Rygård Strand, der i l700-tallet deltog i denne transport, men måtte søge anden last, fordi “skoven blev aldeles forhugget”. Rester af ladebroen kunne endnu ses i dette århundredes begyndelse.

Kort efter at have passeret det første tværgående hjulspor har vi på venstre hånd – kun få meter fra vejen – rester af 2 æltemøller. I 1777 satte ejeren af Meilgaard, “den gale Kallager”, godset til salg. I det udførlige salgskatalog, beskriver han bl. a. godsets rigdom på gode tørv. – og hvorved der i nærheden kunne anlægges et kostbart Teglværk, hvis fabrikerede Sten med Fordel i Henseende til Udskiftning, så nær Stranden kunne afsættes. Senere ejere af godset må have fulgt vinket. Æltemøllerne, heste -eller oksetrukket, gjorde leret tjenligt før formning af sten til brænding, står som cirkelrunde fordybninger 4-5 meter brede og med rester af den egestolpe, møllen drejede om, i centrum.

Vi fortsætter østpå. Passerer det “gule hus og hvor vi følger sporet, ca. 8oo meter fra Kanalen, drejer ind i skoven hvor det bliver til egentlig vej, vi følger den.  Allerede i skovbrynet oplever vi de før nævnte forkrøblede bøge. En hel troldeskov!

Ser vi til højre har vi – få meter til højre – et minde fra besættelsestiden. Tyske soldater, der var indkvarteret på egnen, gravede løbegrave, som vifteformet breder sig fra klitrækken mod syd til skovbrynet, hvor man endnu kan ane maskingeværrederne. Formentlig er der tale om beskæftigelsesterapi, da man næppe for alvor har ventet invasion på den lavvandede kyst her.

Klitrækken bag, når anselig højde. Mest markant er Kong Hagens Høj, der har givet området navn, – Hagenskov.

Vi fortsætter ad vejen mod syd ca. 2 km. Uden at dreje hverken til venstre eller højre, når vi frem til “Skællighøj”, Køkkenmøddingen, – berømt ikke fordi den er landets største trods sin store udstrækning (120 meter lang og 25-3o meter bred og l,7o meter tyk; men fordi det var her, hemmeligheden bag ophobningen af muslingskaller,(“skjæld” hed de i gamle dage), røbedes.

Omkring 185o brugtes muslingskallerne fra dyngen her som vejfyld. (Ærtebølle, landets største køkkenmødding, knustes og solgtes landet over som hønsefoder!). – Da man i skalddyngen fandt bearbejdede hjorte- takker, sten, der bar spor af ild osv., var godsejeren fornuftig nok til at sende en prøve af materialer til professor Worsaae, Oldnordisk Museum. Han begav sig til Meilgaard. Han skrev i sin dagbog: “Man skulle virkelig næsten fristes til at tro, at der i den fjerneste oldtid her har været et Slags Spisested for Omegnens Folk”. -Worsaaes forsigtigt fremsatte anelse viste sig at være rigtig.

Sammen med tidens mest berømte amatørarkæolog, Frederik VII, og zoologen J. Steenstrup, vendte han i 1861 tilbage til “Skjællighøj” og konstaterede, at skaldyngen var en “køkkenmødding”, ca. 6000 år gammel. Senere udgravninger har sandsynliggjort, at stedet var sommerboplads for en folkegruppe, der søgte lidt variation i kostplanen. De levede dog ikke af østers og muslinger alene, (østers er så næringsfattig, at man skal fortære ca. 8oo stk. daglig for at overleve!). -Fisk og skovens dyr og planter været hovedernæringen. – Men tænk for en stank, der må have været på bopladsen en varm sommerdag!

Køkkenmøddingen er for længst fredet. Ikke desto mindre er store dele af skaldyngen båret bort i plastikposer som souvenir! Aarhus Amts kommune har nu indhegnet skaldyngen og sat tydelige fredningsmærker op i håb om at folk vil nøjes med at se på! Respekter graveforbuddet, så også generationerne efter os, kan opleve “Skællighøj”

Fra køkkenmøddingen går vi enten lidt længere frem ad vejen, vi kom ad, og drejer til venstre  eller vi går lidt tilbage og drejer til højre. Begge veje fører til Sorteå krog og Chokoladebakken. Tidligere et yndet udflugtsmål; og i et nærliggende skovløberhus – Chokoladehuset – kunne fås vand til kaffen eller købes sodavand m.m, (Huset er for længst revet ned og kun overlevende haveplanter røber os, hvor det lå).

Chokoladebakken – vi skal igen til Frederik VII for at finde navnets oprindelse. I hvert fald blev det i min barndom fortalt, at kongen under et af sine besøg på Meilgaard fattede interesse for stedet og lod arbejdere grave i bakken i håb om, at hans lidenskabelige lyst til at udgrave kæmpehøje her kunne få ny næring. Det viste sig dog, at Chokoladebakken var en klit, en stor en ganske vist, og kongen trakterede de svedende gravere med en kop chokolade! Er historien ikke sand, så er den i hvert fald god!

Ca. 2oo meter vest for denne klit findes en stor lysning i skoven. Stedet var i min barndom en sandmile, en åben vandreklit, hvor udgåede ege fortalte om en kamp på liv og død for at overleve.

Fra Chokoladebakken følger vi Sorteå til stranden, Dens sidste del af løbet er eroderet ned gennem klitterne, der her står som smukke skovklædte skrænter. Stranden ved Sorteå er erfaringsmæssigt velforsynet med opskylslinier, der kan give rav efter pålandsvind. Er der intet rav at finde, så nyd naturen, stilheden, fuglelivet, strandengenes blomster flor – og måske er der endnu glasål at se i åløbet. Læg også til, hvordan vinden har slebet skovbrynet til i den karakteristiske bue, vi kender fra det vestjyske.

Går vi herfra langs skoven til Kanalen er slentreturen ca. 8 km. – Har man lyst at gå længere, er Bønnerup Strand- ca. 3 km. længere østpå, også anstrengelserne værd.

Arne Aabenhus.