Udflugt med skole og søndagsskole i vor barndom

(nedskrevet af Johannes Aabenhus 1987).

I vor barndom var vi på udflugt med såvel skolen, som søndagsskolen. Jeg husker, at søndagsskolen havde udflugt til stranden, vest for kanalen. Det var ved det gamle hus, der hed ”Bøsholmhuset”, der hørte under Mejlgård og husede to skovarbejderfamilier. Huset havde navn efter skovområdet, der hed” Bøsholmen”. I huset dengang boede Edvard Jørgensen og hustru, som jeg ikke husker navnet på. – Vi kørte dertil i hestekøretøj. Vi kunne købe vand til kaffen og drikke den i ”det grønne”, hvis det var grønt. Prisen for vand til kaffen var 25 øre, det var uanset kaffekandens størrelse. Det var en lille ekstra skilling, som konen havde for sig selv. – Det var mange år før termokanden blev opfundet. – I dag vil man nok fylde en termokande – eller to, når man skal på en skovtur.

Senere blev udflugtsturen flyttet til stranden ved ”Det gule hus”, der ligger ca. 300 meter længere mod øst. Af hvilken grund ved jeg ikke, men det er nok mest sandsynligt, at pladsen ned mod stranden ved ”Bøsholmhuset” blev benyttet til tørreplads af fiskerne til deres bundgarn. Derfor blev der ingen legeplads til os børn. – I ”Det gule hus” kunne man ligeledes købe vand til kaffen, og prisen var den samme. – Der boede også i dette hus to familier, der var skovarbejdere. Men det var hos Lars Klemmensen og hans kone, vi købte kaffevandet. – Det var et dejligt sted til disse udflugter, der, så vidt jeg husker, var fælles for søndagsskolerne i både Glæsborg og Fjellerup. – Der var plads til at lege i skoven og ved stranden, ligeledes i området derimellem. – De, der havde lyst, kunne enten soppe eller bade, der var begge muligheder. – Disse udflugter foregik altid i hestekøretøj, og der var mange med på en sådan udflugt. Vi søskende kørte altid med onkel Søren (Søren Aabenhus), der havde et spand heste og en fjedervogn med tre sæder, eller som de kaldtes agestole.

Fjellerup skole kom også på udflugt. Det var altid den 13. juni på lærer Andres Rings fødselsdag. Denne udflugt gik altid til ”Sorteå” ved ”Chokoladebakken”. Det var en festdag for os børn, en dag vi så hen til med forventning. – En dag vi kunne få fri fra skolen, uanset hvilken ugedag, det var. Vi havde altid små flag med på en sådan udflugt. – Der blev sunget og råbt hurra. Jeg ved ikke hvor tit. – Der var mange køretøjer. Og vi kørte samlet fra Fjellerup gennem skoven til ”Chokoladebakke” op ”Sorteå”. Sommetider kørte vi at Fælleden, gennem Fjellerup Kær ad en smal skovvej dertil. Ved ”Chokoladebakken” lå dengang et gammelt hus, der for mange år siden er nedrevet. Vi har et billede – I dette hus boede Angela og Aldebert Gorecki, der også var skovarbejder. Huset kaldte vi naturligvis ”Chokoladehuset”. Når vi ankom dertil, blev hestene spændt fra, og de kunne æde græs ved vejsiden, eller de fik den medbragte mulepose med hakkelse og valset hacre – det var hestenes ”madpakke”. – Man kunne også køre helt ned til stranden ad den meget smalle skovvej, det var der flere, der gjorde. De, der vanskeligt kunne gå derned, kunne bruge den, der var alligevel ca. 4-500 meter til stranden. Der kunne hestene ligeledes græsse, og der var nok af det langs stranden.

Der var også god plads for os at lege på, andre kunne også soppe eller bade, hvis nogen hellere ville det. De voksne – eller forældrene – kunne lege og more sig sammen med os børn.

Når dagen var forbi, og vi skulle hjemad igen, var det altid med stor spænding, om vi fik lov at køre over slotsgården, eller vi skulle udenom slottet. – Dengang gik den offentlige vej udenom Meilgård Slot, – den er i dag nedlagt som offentlig vej. – Det var ikke altid, der kunne fås tilladelse til at køre gennem slotsgården, af hvilken grund ved jeg ikke. Vi vidste ikke, inden vi kom dertil, hvad vej vi skulle køre, det var, og skulle nok være en overraskelse. – Jeg kan tænke mig, at lærer Ring, der altid var på den forreste vogn, i forvejen vidste, om vi måtte køre gennem slotsgården. – Når vi kørte derigennem , blev der råbt hurra og viftet med vore små flag ind gennem gården. – Det var en oplevelse for os børn at komme over slotspladsen. Dengang havde man aldrig lejlighed dertil, som man nu har i dag. Tidligere var der et skilt udenfor porten eller portåbningen, hvor der stod med store bogstaver, vi ikke kunne undgå at se: ADGANG FORBUDT. – Man skulle have et særligt ærinde for at komme gennem portåbningen.

Foruden disse udflugter, jeg her har beskrevet, kan også nævnes Grundlovsdag den 5. juni, der også var en festdag for os, der dengang, som nu, også var en skolefridag. – Der blev dengang holdt Grundlovsfest i Meilgård skov, der dengang blev kaldt ”Præstens skov” – en lille del af skoven hørte til præstegården og ligger på østsiden af vejen: Fjellerup Øst, der udmunder i Kastbjergvej. Dette skovstykke blev for en del år siden – omkring 1940 – mageskiftet mellem Præstegården og Meilgård. Marken, der ligger nord for den gamle Fjellerup Skole, ned til den nye skole og ned til ”Hestehaven”, – samt en del af skoven, vi kalder ”Tornen” eller ”Tornskoven”, blev overtaget af Præstegården eller rettere kirken.

– I det nævnte område ”Præstens skov” blev denne skovfest holdt, der var rammen om et møde, kristeligt og folkeligt, – med en fremmed taler. Mødet eller festen var arrangeret af Indre Mission, og var for både Glæsborg og Fjellerup sogne. Der blev opstillet en ”talerstol” pyntet med bøgegrene. Der kunne også der købes vand til kaffen. Det var Petra og Niels Kristian Petersen, som dengang var ejere af Fjellerup Afholdshotel, – den nuværende Fjellerup Kro! Men dengang var der ingen spiritusbevilling, derfor blev det afholdshotel.. – Prisen for det varme vand var som de øvrige steder 25 øre for en stor kande fuld. Sodavand kunne man også købe, der var to slags at vælge imellem, – gul citronvand, eller rød – det var vist hindbærvand. Det var ikke det store udvalg af disse! Men dog nok til at tilfredsstille alle – børn og voksne – Det var nogen tid før kapslernes tid. Korkproppen var sat godt fast med ståltråd, der først skulle pilles af. Når man så – inden proppen blev løsnet – rystede flasken godt, kunne den knalde som en champagneprop.