»Jeg startede faktisk inden jul, og det er allerede lykkedes mig at tabe fem kilo, så jeg tror ikke, at det bliver noget problem at overholde det,«siger han og fortæller, at planen er at komme til træning tre gange om ugen og dermed blive mere tilfreds med sin krop.
Juleflæsk og nytårsfortsæt
Tim Fredsøe, der er centerchef hos Fitness dk i Valby, er ikke overrasket over, at det igen er mere motion og slankekure, der topper danskernes ønsker for det nye år. »I alle de år, jeg har arbejdet i fitnessbranchen, har der altid været et boom i fremmøde og nye medlemmer i januar,« siger han. Peter Dagø fra Valby er i gang i romaskinen på første sal. Han er en af de mange danskere, som efter jul og nytår har genoptaget den sunde livsstil. Henover jul og nytår har han holdt et par ugers pause. Men nu er han igen i fuld gang, og mellem trækkerne på romaskinen forklarer han med et smil, at julepausen har sat sine spor. »Det gør rimelig ondt i benene i dag, selv om det faktisk er anden gang siden nytår, at jeg er hernede,« siger Peter Dagø.
Sund livsstil for alle
Fitness dk har heller ikke været sene til at udnytte muligheden for at få flere op på løbebåndet i januar, blandt andet med specielle slankeprogrammer. »Det typiske nytårsforsæt er at lægge nogle af de usunde vaner fra sig, tabe sig og generelt få en sundere livstil, og det starter ofte her,« siger Tim Fredsøe. Imens spændes musklerne, kalorierne svedes væk, og der trampes for fuld kraft i pedalerne. De rødmossede ansigter, prust og støn fortsætter i fitnessmekkaet i Valby, hvor håbet om at blive lidt mere sund lever videre. Så er spørgsmålet bare, om den nyfundne vilje og ihærdighed holder helt til påske.