Fyrrebakken
Sommerboligen ”Fyrrebakken” blev bygget i 1937-38 som sommerpensionat af skovfoged Kristian Pedersen, Meilgård skov. Under 2. verdenskrig blev bygningen beslaglagt af tyskerne. Efter frigivelsen og en større restaurering blev huset igen benyttet som sommerpensionat. Senere blev det solgt og er nu feriehjem for psykisk handicappede
Klitvej16
Jorden var ejet af Fjellerup Østergård indtil 1907, hvor Ane-Kirstine og Søren Andersen Aabenhus købte grunden og byggede hus. De havde tidligere boet i Hegedal. Efter Søren Aabenhus` død i 1950 blev huset i 1951 købt af Poul Due Jensen, ejer af firmaet Grundfos i Bjerringbro. Han ombyggede huset totalt, og huset blev brugt som familiens fritidsbolig. I 2007 står Niels og Inger Marie Due Jensen som ejer. De har foretaget en ny renovering, så huset fremstår som på billedet.
Klitvej 18
“Det gamle Hus” blev bygget 1840 og blev oftest omtalt som “Fiskerhuset”. Huset blev i 1857 købt af Christoffer Q. Lunøe, der ejede et stort strandareal mellem Fælledvejen og stranden. Arealet var dengang kun lyng og krat, men i årene 1888-90 blev det plantet til. Anders Bertelsen Aabenhus og Nicoline bestyrede huset fra deres giftemål i 1865 indtil 1903. Han ernærede sig som fisker. Lunøe kom hver dag ned for at se dagens fangst. Nicoline eller Line fik indrettet en røgeovn, hvor hun røgede fisk især sild. Hun gik selv til fods ud og solgte de røgede fisk. Hun bar fiskene rundt i trækasser. I 1905 solgte de ejendommen og det tilhørende fiskeri med redskaber til sønnen Jensenius Aabenhus. I nogle år fortsatte han røgeriet i det gamle hus. Men indrettede et røgeri i sit fiskehus overfor boligen Klitvej 28. Huset blev i 1948 solgt til sønnen Arne. Mange sommergæster har tidligere kunnet finde gamle bøger til sommerens læsning. Huset er stadig i familiens eje.
Klitvej 20
Huset blev i 1935 bygget af Johannes Aabenhus. De første år indtil 1942 drev han og Sigrid sommerpensionatet “Pension Havbo” fra huset. Loftet var indrettet med 7 værelser til turister. Værelserne var ikke særlig komfortable. Der var 2 senge, en servante og et par stole i hvert rum. Der var ikke indlagt vand, og der var et gammeldags wc i gården. Hver sommer havde de 3 piger til at hjælpe til. Efter 7 år med pensionat lejede de kun værelser ud til sommergæster. I år 2000 flyttede Johannes Aabenhus ind i Gartnerengen og solgte til Inga og Finn Jacobsen. Hun bor stadig i huset.
Klitvej 28
Huset er bygget af Jensenius Aabenhus Andersen i 1907. Han byggede selv huset af sten fra stranden. Jensenius overtog røgeriet i ”det gamle hus,” men drev samtidig bundgarnsfiskeri. Han ombyggede sit fiskehus Klitvej 1 til røgeri og drev det frem til 1956. I 1935 stoppede han helt med fiskeriet og koncentrerede sig helt om røgeriet. I 1956 købte Johannes Aabenhus sit fødehjem og den tilhørende plantage. Senere solgte han 3 grunde fra til 3 søskende. I 1969 blev stuehuset solgt til Carl E. Olsen i Randers. Han benyttede det som fritidshus.
Klitvej 1
Røgeriet hørte oprindeligt under Klitvej 18, Det gamle Fiskerhus. Der blev bygget et fiskerpakhus og et ishus i 1917 af Jensenius Aabenhus. I 1931 blev huset ombygget til røgeri og fungerede som røgeri med 2 røgeovne. I 1934 blev der bygget endnu en røgeovn. Men de 3 røgeovne kunne slet ikke klare behovet, og i 1946 blev de revet ned og erstattet af 7 nye ovne, der var i drift indtil 1984. Johannes Aabenhus forpagtede røgeriet i 1950 og overtog det helt i 1956. Han udvidede røgeriet med toiletter og frokoststue og moderniserede den øvrige del med fliser og kakler. Han drev det frem til 1979, hvor Røgeriet blev solgt til lærerparret Jette og Niels Pedersen. Efter 5 år stoppede Niels Pedersen i 1984 på grund af sygdom. Der blev nu indrettet brødudsalg og købmandsforretning. I 1996 købte Preben Gorecki huset og indrettede fiskeforretningen “Prebens Fisk”. Preben Gorecki genoptog røgeriet af fisk.
Klitvej 1a
Huset er bygget som fiskerhus i 1930 af Hans Hansen. Senere overtog Klara Hansen huset, men solgte i 1957 huset til Johannes Aabenhus. I dag ejes huset af familien Aabenhus.
Klitvej 3
Huset blev bygget af Alfred Jacobsen og Klara Hansen i 1948 som konservesfabrik under navnet “Djurslands Konservesfabrik” eller blot ”Hermetikfabrikken”. Man havde ingen vand, så for at finde ferskvand måtte man grave 10m ned. Brønden lå lige nord for fabrikken. Alfred Jacobsen blev ansat som bestyrer af konservesfabrikken. Fra 1953 boede Alfred Jacobsen i en lejlighed oven på fabrikken. Da arbejdet gik bedst, var der ansat 96 personer, som arbejdede i to-holds skift. Men efter et uheld med for dårlige dåser lukkede konservesfabrikken i 1956. Alfred Jacobsen var en helt speciel personlighed. Engang var en bundgarnspæl knækket, og man kunne ikke få resten op. Alfred fik en slange i munden og dykkede ned og savede bundgarnspælen over. Det var også Alfred Jacobsen der som den første brugte en traktor, når fangsten skulle hentes i land. Han købte en ny traktor og bakkede ud i vandet for at hente fiskekasserne ind. De andre fiskere stod på land og kiggede forundret på resultatet af det skøre påfund. I dag bruger alle en traktor, når båden skal trækkes i land. Efter uheldet blev bygningen i nogle år brugt til produktion af fiskeensilage. Efter at have stået tom i flere år købte Johannes Aabenhus ejendommen og begyndte at fremstille halvkonserves. I 1972 blev produktionen nedtrappet, og der blev indrettet sommerforretning, hvor man kunne købe grill -og friturestegte fisk. Desuden var der udsalg for røgede fisk fra Fjellerup Fiskerøgeri. I 1976 blev bygningerne solgt til Ib Effersøe, der var bosat i Spanien. Efter 2 år blev bygningerne solgt til Børge Nielsen i Egå, han videresolgte dem i 1983 til entreprenør Arne Sander Mikkelsen. I 2001 overtog Peter Skovgård Andersen bygningerne. Han indrettede Vaffelbageriet, og i nogle af lokalerne havde han kontor for sommerhusudlejning under navnet Dansommer. Sommerhusudlejningen flyttede han i 2013 over i den tidligere garage til Klitvej 5.
Klitvej 5
I 1915 flyttede Peter C. Hansen fra Bønnerup til Fjellerup, hvor han købte 27 tønder land jord. Han drev fiskeri fra kysten, og i 1916 byggede han et fiskepakhus. I 1922 overgik det til sønnen Alfred, som i 1924 udvidede bygningerne med et større ishus. For at opbevare natur-isen det meste af sommeren var væggene isoleret med tørvestrøelse. Naturisen var hentet i tørvemoserne syd for Fjellerup Fælledvej om vinteren. Isen blev brugt til nedkøling af fisk i sommertiden. Resten af bygningerne blev anvendt til opbevaring af både og lign. Da Alfred Hansen druknede i 1938, førte hans kone Klara Hansen fiskeriet videre. Efter Klara Hansen, som solgte i 1965, har det haft forskellige ejere. Naturcenter Blå Flag har i en årrække lejet bygningerne. Ved siden af bygningen lå en bilgarage med lager til petroleumsdunke i den ene ende. Da Klara Hansen sælger, overtager Aage Rørig garagen, og herfra udlejer han både. I 1989 Lejer Dorte Møller og Poul Poulsengaragen og indretter en cafe og forretning med navnet Cafe Sørensen. Her kan man købe keramik og nyde en kop kaffe. Senere bliver der indrettet souvenirforretning. Herefter indrettede Silberg Glas et glaspusterværksted. I 2012 overtager Peter Skovgård Andersen bygningen og bruger det i forbindelse med Dansommers udlejning af sommerhuse.
Klitvej 7
Grunden købte P.C. Hansen i 1915. Senere købte Anders Hansen jorden og opførte i 1937 et fiskerhus. I 1977 overtog Hemming Nielsen huset. I 2000 købte Jens Ingvard Thougård huset, han bruger det som sommerhus uden overnatning. Huset ejes i dag af Grethe Jensen, som også er ejer af Klitvej 110.
Klitvej 9
Holger Hansen – kaldet Holle byggede et lille fiskerhus i 1935. Han samlede skidtfisk og solgte dem til ørreddammene i området. Han arvede senere en stor lastbil og brugte nu den til transporten af skidtfisk. I 1943 købte Hemming Nielsen bygningen. Lige efter krigen udvidede Hemming med et frysehus. Flere fiskehandlere stod i bygningen og gjorde deres fisk klar. De måtte bruge lys, vand og is mod at Hemming skulle have alt fiskeaffaldet til minken. Siden har han af flere gange udvidet huset til dets nuværende udseende. Hemming Nielsen var i mange år den ledende fisker ved Fjellerup Strand og fik tilnavnet ”generalen”. Han havde mange bundgarn langs kysten. Alene ved Skovgård havde han 13 bundgarn uden på hinanden. Det betød, at garnene rakte ca. 10 km ud i havet. Hemming stoppede med at fiske fra Fjellerup i 1960, da det ikke længere var rentabelt at fiske. Efter 1977 begyndte sønnen Thomas at fiske lidt og åbnede en fiskeforretning. Da der var stor efterspørgsel på røgede fisk, udvidede han i 1988 med et par røgeovne. I 1991 købte Thomas Nielsen bygningerne og fortsatte med røgeri og fiskeforretning. I 2007 overtages huset af Futura Ejendomsinvest Aps. De har lejet bygningerne ud til Knud Peter Thomsen. Der er i dag indrettet spisested med lagerrum og butik.
Klitvej
40 a og b
Fiskerhuset 40 a er opført af
Hemming Nielsen omkring 1940 Han sælger det til Thomas Nielsen i 1991. Ted
Thommesen overtager det, da Thomas døde.
På pladsen havde Hemming
Nielsen sin tjæregryde. Tjæregryden brændte i 1948 og der blev bygget en ny i
1949. Tjæregryden er i dag renoveret af lokale ildsjæle med tilskud fra
Veluxfonden.
Fiskerhuset 40 b er også bygget
af Hemming Nielsen i 1943. Huset er i dag indrettet til bundgarnsmuseem og ejes
af Norddjurs Kommune.
Klitvej 42
Huset kaldet “Skrap Sult” blev bygget i 1885 til 2 familier. En af familierne var Marie og Søren Sørensen Haumann. Han var fiskehandler – først med hestevogn – senere med bil – se ovenstående billede. I 1912 blev huset solgt til fisker Herbert Nielsen. Han fik bygget en stor fiskebåd og drev vodfiskeri sammen med sønnen Verner. En model af båden ejes af Gunner Aabenhus. Fra nu af boede der kun 1 familie i huset. Efter Herbert Nielsens død, boede hans kone Helene der alene. Hun gik i nogle år med ”Julens Glæde”. I 1999 købte Karin Forslund huset.
Klitvej 46
Et meget gammelt hus kaldet “Knap Næring”. Huset er omtalt under en strandingssag ved Fjellerup Strand i 1743. Det omtales, at 6 td. vin blev indbragt til Johan Christian Lauridsen i “Knap-Næring”. Huset er et lille bindingsværkshus, som tidligere har rummet 2 familier. I 1914 køber fisker Jens Petersen Skjøtt huset. Han bor i det indtil 1919. Her køber uldhandler C.I. Jacobsen fra Aarhus huset. Han ejer huset frem til 1934. Omkring 1930 var huset beboet af Andrea og Niels Koust. Johannes Aabenhus husker Andrea, fordi hun kun havde 1 tand i munden- og den rakte næsten op til næsen. Tanden blev fjernet under et sygehusophold. Uldhandleren Niels gik sine ture med tøjbylten på ryggen hængende på en spadserestok over skulderen. Han fortsatte med at handle med uld til, han var mere end 80 år. Købmand Holger Skallerup købte huset i 1938 og ejede det frem til 1942. Fisker Sigvald Jørgensen boede der i mange år. Han havde 16 børn. Han arbejdede som formand for et hold fiskere ved Hemming Nielsen. Midt i 1950erne flytter han til Gilleleje, hvor han fortsætter fiskeriet for Hemming Nielsen. Herefter har der været skiftende ejere. Huset blev ombygget i 1986. I dag ejes huset af Anne Marie Madsen.
Klitvej 88b
I 1934 købte Kristian Thomsen grunden af godsejer Iuel. Han byggede herefter huset. Han er søn af Thomas Kristian Nielsen (Thomsen) og blev i 1939 gift med Clara Frederiksen. Kristian gik under navnet ”Kesse”. Han var førstemand hos Klara Hansen og fiskede i mange år sammen med sine brødre Svend og Henry (”Rylle”). Henry og Ingrid Thomsen boede lige efter krigen en kort periode på 1. sal. Kristian stoppede fiskeriet, da han blev syg. Han døde i 1997 og Eva familieforholdkøber det af arvingerne i 1998. Hun dør i 2012.
Klitvej 88a
Huset blev bygget 1964 af Kristian Thomsen som et redskabsrum. I den nederste etage hakkede de minkfoder. Ovenpå sad de og syede garn. Kristian Thomsen lavede en ferielejlighed i redskabslokalet. Vagn Thomsen arver huset i 1998 og ombygger det til nuværende udseende.
Telefonvejen 2
I 1934 købte Karen og Kresten Andersen grunden af godsejer Iuel. De byggede herefter huset. Kresten kom fra Hadsund og arbejdede i starten som fisker hos Mads Sørensen i Rygård. De boede indtil 1934 i Fjellerup Kær og havde 7 børn. Når Kresten gik ude sang han ofte og var altid i godt humør. Han påstod, at han foruden at kunne fløjte, så kunne han 11 forskellige sprog. Kresten var fiskehandler med varebil. Han havde et stort landdistrikt og kom langt omkring. Under 2. verdenskrig måtte han erstatte varebilen med en varecykel. Han betjente fortsat sine kunder ved at cykle rundt med fiskene i trækasser Nogle dage boede han på loftet hos en i Randers. Fiskene blev så sendt med toget til Randers og Kresten kørte ud med fiskene fra Randers. Han kom så hjem i weekenderne. Da han havde rundet de 60 år opgav han nogle af sine landruter og begyndte at sælge fisk fra en træhytte i haven. Efter trafikuheldet i 1977 sad han i kørestol til sin død i 1980. Herefter arver Erling og Lis bygningerne og Erling er fortsat med at drive fiskeforretning.
Som omtalt under Telefonvej 2 begyndte Kresten at sælge fisk, når han kom hjem fra dagens landrute. I haven havde han en iskiosk, hvorfra han solgte fisk. Efterhånden øgedes fiskesalget og Kresten indskrænkede landruterne og byggede på modsatte side af Klitvej et fiskehus og indrettede det som fiskeforretning. Han drev forretningen indtil han i 1977 blev påkørt af en bil, da han med trillebøre var på vej hjem fra fiskehuset. Andersens Fiskehandel drives i dag af sønnen Erling.
Klitvej 90
Huset er bygget i 1875. I ældre tid blev det kaldt “det røde hus”. Men da det nu er kalket, bruges navnet ikke længere. Indtil 1903 var huset ejet af Jens Nielsen Larsen. Johannes Aabenhus mener dog, at de første beboere var Kirsten og Niels Thomsen. De boede der, inden de flyttede ind i huset tæt ved Meilgård Skov. I 1912 købte fisker Christian Jensen huset. Han boede her, indtil han omkom på havet i 1924. I 1934 købte Hans Pedersen huset. Han arbejdede som altmuligmand hos fisker P.C. Hansen. I 1947 overtog datteren og svigersønnen Ingrid og Henry Thomsen (Rylle) huset. Da de flyttede ind beskrev Ingrid huset som en faldefærdig rønne. Siden 2012 ejes huset af Henrik Kryger Mørk.
Klitvej 92
Christian Thrue købte grunden i 1948 og byggede et fiskerhus med et lille ishus, Efter nogle år begyndte han at sælge fisk fra huset, og efterhånden udviklede salget sig, og han indrettede fiskeforretning i huset. Christian og Karl Thrue fiskede og drev forretningen sammen fra 1948 og indtil Karl døde i ????. Christian fortsatte forretningen til han døde kort tid efter. Bygningen blev herefter købt af Preben Gorecki. Han har lejet bygningen ud til Åse og Troels Kvorning, der i sommerperioden udstiller og sælger keramik.
Klitvej 96
Et ældre hus, der er bygget før 1900. I 1898 køber Poul Andersen huset. Han sælger det i 1905 til Hans Peder Mikkelsen. Fra 1909 overtager fiskerfamilien Kirstine og Bernst Thrue huset. Han arbejdede som fisker, indtil han var omkring 70 år, selv om han i sine yngre dage mistede det ene ben. Han fik hælen i et spil, og inden han kom under behandling var der gået koldbrand i benet. Benet blev savet af 2 omgange uden bedøvelse, da Bernt på grund af sygdom ikke kunne tåle bedøvelse. Han tog fortsat på havet med en bundgarnspæl som benprotese. Benet skoede han med et gammelt bildæk. Der fortælles flere historier om Bernt. Her et par af dem:
Han besvimede engang ved tjæregryden, og lægen kom med fuld udrykning. Sønnen Christian spurgte lægen, om hvor han skulle stikkes. Ja, det hjælper jo ikke at tage træbenet, svarede lægen.
En anden historie: Når turisterne kom for at se Bernt sy garn, morede det ham at sætte kniven ned i træbenet. Det gav et helt gib i turisterne, når han satte kniven fast i benet.
Allerede i 1918 opgav han dog bundgarnsfiskeriet og solgte både prammene og garnene. Han fortsatte dog med ålefiskeriet og senere begyndte han at pilke torsk.
Bernt var særdeles dygtig til at forudsige vejret. Han snuste lige engang og kunne så med stor sikkerhed komme med en vejrudsigt. De 2 sønner Kristian og Karl Thrue er født i huset. De drev sammen bundgarnsfiskeri ved stranden til de døde. Bernt døde i 1960, men Kirstine boede i huset indtil 1980, hvor hun kom på Plejehjem. Fra 2006 er huset ejet af Carsten Thrue Meister.
Klitvej 98
Dette hus er bygget omkring 1850 og har sikkert været et fiskerhus under Meilgård. I 1886 sælger Carsten Peder Pedersen huset til Markus Peter Larsen Thrue. Markus Thrue var i mange år bundgarnsfisker og måske en af de første bundgarnsfiskere ved Fjellerup Strand, men fra omkring år 1900 beskæftigede han sig mere med vognmandskørsel for fiskerne. Hans søn Bernt købte nabohuset Klitvej 96. Markus Thrue solgte i 1923 sit hus til barnebarnet Hans Marinus Thrue, som solgte det videre til Laurits Hansen i 1929. Fra 1943 til 1959 havde fiskehandler Harald Laursen huset. Ifølge skøde sælges huset i 1961 til Edel Beck gift Rye. Men ifølge navnebevis ændres hendes navn senere tilbage til Edel Beck. Købsprisen angives at være 6.500 kr. I 1983 udstedes der et dokument som angiver forkøbsret for følgende: Karen Olesen, Elisabeth Beck, Jens Beck, Lars Beck og Kjeld Beck i forening. I 1986 overtages huset af Karen Olesen for 360.000 kr.
Klitvej 102
Huset er bygget omkring 1910 af Markus Thrue som et hønsehus. Gavlen var ikke bygget i forbandt, så en dag væltede hele gavlen ud. Der er flere gange bygget til. Huset blev i 1923 overtaget af barnebarnet fiskehandler Marinus Thrue. Marinus mor Marie Kathrine (datter af Niels Thomsen) dør i barselseng 25 år gammel, og Marinus vokser op hos bedsteforældrene. Marinus og hans kone Else avlede jordbær til sommergæsterne, og det fortælles, at når jordbærrene skulle renses, blev Else spændt for ploven og trak den gennem rækkerne. Da de senere fik anskaffet en traktor måtte Else gå/småløbe bag traktoren og styre ploven, for Marinus kørte altid med høj fart, og når de kom til enden af rækken tog Marinus heller ikke gassen af traktoren, så Else havde rigeligt at gøre med at holde sig fast til ploven. Else Thrue udlejede huset til sommerturister. Hun døde i 1989 og huset overgår til arvingerne Torben Thrue og Margit og Finn Albrechtsen. Fra 2007 ejes huset af Birthe Hansen.
Klitvej 104
Grunden blev handlet i 1880 og senere videresolgt i 1893. I 1902 køber Markus Peter Larsen Thrue ejendommen, han har den frem til 1923, hvor Marinus Larsen Thrue overtager den. I den østre ende af huset blev der indrettet en smugkro. De fik deres sprit fra smuglerne og opbevarede den under gulvet. Marinus og Else Thrue flyttede over i naboejendommen Klitvej 102, da huset var i en sådan stand, at det var tæt på at falde sammen. Klitvej 104 blev herefter restaureret og brugt som sommerhus. I dag anvendes huset fortsat som sommerhus, og ejes af Lisbeth Albrechtsen og Finn Thrue Albrechtsen.
Klitvej 108
Huset blev bygget i 1955 af Jan Hyllested. Siden 1994 har huset været ejet af Anna Grethe Jensen.
Klitvej 110a og 110b
Huset er bygget i 1875 Før 2. verdenskrig boede Niels Thomsens datter Martha og Jens Jensen Hyllested i huset. Jens Hyllested var fisker med egen kutter. Han drev fiskeri indtil sin død i 1943. Martha havde i mange år arbejde i Meilgård Skov. Da Martha døde i 1969 blev huset opdelt i 2 halvparter, som blev solgt. I starten af 1990erne arvede Lillian Hindborg den ene halvpart og hendes mand Henry Hindborg købte den anden. I 1993 blev bygningen restaureret til nuværende udseende.
Ved siden af lå der oprindeligt et grisehus. Martha ombyggede dette til beboelse og flyttede selv ind, mens hun udlejede nr. 110. I dag ejes huse af Inge og Tonny Brock.
Klitvej 112
Huset blev bygget i 1904 af en sømand Rasmus Jensen gift med gift med Niels Thomsens datter Hansine. Han kaldte huset for Medusa og udstyrede det med løvehoveder. Thomas Christian Nielsen ejer huset, men lejer det ud til sine forældre Niels og Kirsten Thomsen, inden sønnen Karl køber huset. Han dør af den spanske syge og Kirsten og Niels Thomsen overtager ejendommen i 1919. Ved folketællingen i 1921 bor Kirsten og Niels Thomsen samt sønnen Martin i huset. Hansine og Peter Thomsen bor da i nr. 114. I 1925 overtog den yngste søn Martin ejendommen. Han blev gift med Anna Press. De startede med at drive sommerpensionat og kaldte det Strandlyst. Om sommeren flyttede de ned i kælderen, og gæsterne spiste de første år på Skovriddergården. I 1935 byggede de en etage ovenpå huset og indrettede 6 værelser beregnet til sommergæsterne, og stueetagen blev brugt som spisesal. Desuden indrettede de værelser i staldbygningerne. Anna drev sommerpensionatet, indtil hun på grund af sygdom måtte opgive. I en reklame fra 1940erne kan man læse: ”Pensionatet er ny restaureret og udvidet med flere nye værelser med herlig udsigt. Badehus og båd til gratis afbenyttelse. Beliggenhed nær skov og strand. Kun 90 m til fin badestrand.”Martin var fisker og arbejdede i mange år sammen med sin ældre bror Peter. Martin Thomsen hjalp også i mange år sønnen Egon med fiskeriet. Da Martin Thomsen døde i 1983 overtog Egon huset i 1985. Grethe Thommesen videreførte/viderefører sommerpensionatet og ombyggede ”stald-værelserne” til lejligheder til udlejning til sommergæster.
Klitvej 114
Et ældre hus, som blev bygget i 1887 af Jens Nielsen Larsen. Huset er bygget i kampesten, der ligger i forbandt. I 1895 køber Niels Thomsens søn Thomas Christian Nielsen (efter 1920 Thomsen) huset og bor der, indtil han flytter ind i Klitvej 120. I folketællingen 1906 bor han på adressen Klitvej 114. Omkring 1910 overtager hans far Niels Thomsen huset. I 1923 køber Niels Thomsens søn Martin Marinus Thomsen det. Indtil 1930 var huset lejet af Hansine og Peter Thomsen. De flyttede til Fjellerup Kær og lejede huset ud til Johannes Thomsen, søn af fisker Kristian Thomsen. De boede i huset helt frem til 1956, hvor Martin Thomsens søn Egon Thommesen overtager huset. Han ombyggede og udvidede det blandt andet med et arbejdsrum, som nu er fiskeforretning.
Klitvej 116
Huset blev bygget af Svend Aa. Thomsen i 1953 som et arbejderhus. Han flyttede selv ind i huset og lejede det gamle hus på Rugårdsstien 6 ud. Svend Thomsen var eminent til at sy garn, ingen kunne stå mål med Svend. Han oplærte flere i at sy garn, bl. a. Ted Thommesen. Da Svend døde blev huset solgt til et ejendomsfirma i Randers.
Rugårdsstien 6
Huset er bygget omkring 1860. I 1888 solgte Ane Jensen huset til Mogens Rasmussen, som boede der til sin død i 1908. I 1916 køber Thomas Kristian Nielsen (Thomsen) huset. Hans søn Svend Aa. Thomsen overtager huset i 1936. En kort periode ejer Eigil Jensen huset fra 1953-55, da Svend må sælge huset på grund af nogle lån. Han køber det tilbage i 1955. Han sælger det i 1961, og det bliver i en periode brugt som sommerhus. Blandt andet ejer Anni Simonsens mand huset. Hun overtager det senere og flytter ind permanent. Hun ejer fortsat huset.
Klitvej 120
Thomas’ minde blev bygget i 1906 af Thomas Christian Thomsen, født Nielsen. Han gik under navnet Kristian Thomsen. Han drev et stort bundgarnsfiskeri ved stranden. Først sammen med sin far Niels Thomsen og senere sammen med en bror. Sit første fiskegrej købte han for penge tjent ved fiskehandel ved Kolindsundkanalerne, hvor han tidligere havde arbejdet. Fiskeriet må have givet godt for snart kunne Kristian Thomsen udvide bedriften og bygge et større fiskepakhus samt røgeriet omtalt under Klitvej 17. Han havde 25 mennesker i sit brød. Der stod stort ry om kystfiskeren Kristian Thomsen. Engang i 1930erne fik Kristian således besøg af kongefamilien med Christian den 10. og Alexandrine. Da han fejrede guldbryllup modtog han tillige et telegram fra kong Frederik. Han byggede i perioden 1925-30 en fiskekutter. Flere af sønnerne blev fisker og blev boende hjemme. Fra 1939 boede Henry (Rylle) og Ingrid med deres 1. barn i en af lejlighederne og flere sønner i andre værelser. De drak altid kaffe sammen, men ellers passede man sig selv. I 1953 arver datteren Marie Nielsen huset sammen med de øvrige 12 børn. Hun var gift med fisker Hemming Nielsen. De overtog ejendommen i 1973. Efter at den havde været lejet ud nogle år, købte Hemming Nielsens søn og svigerdatter Ruth og Thomas Nielsen ejendommen. De restaurerede og ombyggede huset til nuværende udseende. Thomas Nielsen drev bundgarnsfiskeri ved stranden, han døde i. I dag ejes huset af Ruth Nielsen.
Klitvej 17
Ishuset blev opført i 1918 som fiskerhus med isrum. Ved siden af blev der samtidig opført en bygning med et røgeri nærmest vejen og et arbejdsrum nærmest vandet, hvor man syede garn. Bygningen væltede i en storm i 1973. På luftfotoet ses de 2 bygninger. Overfor ligger røgeriet Thomasminde, Klitvej 120. Bag ved ses et mindre hus. Det er Rugårdstien 6. Overfor ishuset ligger Klitvej 116.
Det gule hus.
Det gule hus også kaldet ”Fiskerhuset” ligger øst for Kanalen, det hørte under Glesborg Sogn. Huset ligger lige i kanten af Meilgård Skov. Området blev kaldt Meilgaard Strand. Huset var et fiskerhus til Meilgård Gods. I 1884 blev Niels Thomsen ansat som bestyrer for fiskeriet ved Meilgård. Han havde tidligere arbejdet med at tørlægge Kolindsund. Han boede der frem til 1910, hvor fiskeriet under Meilgård ophørte. Han byggede huset på Klitvejen 112 og fortsatte fiskeriet herfra. Lars Klemmensen, som var skovarbejder flyttede herefter ind i ”Fiskerhuset”. Da Lars flyttede om i Kæret flyttede datteren Ras Nulle ind. I dag er huset lejet ud på en langtidskontrakt.