Signe Boe :
Om sig selv og projektet

Da jeg er vokset op i Fjellerup By, har tunnellen for mig altid fungeret som overgangen til stranden. Jeg har tænkt over, hvad der ville give mening at gøre med tunnellen, da det er et rum, der fordrer bevægelse; en massiv arkitektur der udelukkende er beregnet til passage. For at få en bedre forståelse af rummet, tog jeg derned for at måle op og lagde straks mærke til, hvordan folk, der cyklede igennem, råbte for at høre deres eget ekko. Det gør jeg som regel også, når der ikke er andre i nærheden. Måske gør man det for at forstå sin krops relation til det fysiske rum, man befinder sig i. I hvert fald besluttede jeg mig for at optage lyden af de næste, der kom igennem, som var en lille pige og hendes mor, der højt og tydeligt råbte “juhu”.

Min tilgang til lyd er meget lidt videnskabelig, snarere associativ: Jeg lader mig forlede af, hvordan billeder af lyd kan ligne alt muligt andet: vaser, skove, bølger for eksempel. Da jeg kom hjem fra tunnellen, åbnede min computer og kiggede på min lydoptagelse, stod det mig klart, at det lignede et billede af havet – måske endda Kattegat – med lavvande og højvande, bølger og havblik.

Udsmykningen kommer til at bestå af 17 billeder med udgangspunkt i billedet af lydoptagelsen. Måske leder de folks tanker hen på stranden, på markerne, på ekkoet i tunnellen. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at se dem på. Måske bemærker man dem bare som farverige abstraktioner, når man bevæger sig forbi dem. Jeg synes, det er vigtigt at tænke over, i hvilke rum man bevæger sig – både fysiske og sociale – , og at ekkoet som fænomen er en interessant måde at reflektere over sin egen placering og færden på. Jeg håber, billederne på væggene kan appellere til mere ekko.